Ekspert: En kristen dræbes hvert sjette minut

90.000 kristne er blevet dræbt i 2016, lød det for nylig i Vatikanets radio. Vurderingen af antallet af kristne, der blev dræbt i det forgangne år, varierer fra 7000 til 90.000, alt efter hvordan man måler mængden

I Egypten måtte de kristne i december igen begrave deres døde, da en bombe ramte en kirke i Kairo. –
I Egypten måtte de kristne i december igen begrave deres døde, da en bombe ramte en kirke i Kairo. – . Foto: Nariman El-Mofty/AP Photo/Polfoto.

2016 var endnu et rædselsår for kristne i verden. Ifølge Radio Vatikanet, der citerer den italienske religionsforsker Massimo Introvigne, blev 90.000 kristne dræbt for deres tro sidste år, svarende til et drab hvert sjette minut.

Opgørelsen er lavet af det amerikanske Center for Study of Global Christianity og stemmer overens med vurderinger foretaget af Massimo Introvignes forskningsorganisation, Cesnur, siger han til Radio Vatikanet.

”70 procent af disse drab på kristne sker i Afrika, mens de øvrige 30 procent er blevet dræbt for eksempel under ødelæggelse af landsbyer i Mellemøsten, under terrorangreb eller som ofre for statslig forfølgelse. Det er et lille fald i forhold til de 105.000 dræbte kristne i 2015, som især skyldes en forbedret situation i Den Centralafrikanske Republik i kølvandet på pavens besøg. Men kristne er stadig den mest forfulgte religiøse gruppe i verden,” siger Massimo Introvigne til Radio Vatikanet.

Men præcist hvor mange kristne der dræbes hvert år, er genstand for debat. EU’s særlige udsending for religiøs frihed Ján Figel’ talte i december om ”titusinder af dræbte kristne globalt set” ved en konference organiseret af Observatoriet for Christianofobi i Wien.

Den globale organisation Åbne Døre, der støtter forfulgte kristne verden over, er langt mere forsigtig. I sin seneste rapport fastslog organisationen, at 2015 slog alle rekorder for drab på kristne med 7100 kristne, der blev dræbt for deres tro.

”Vores tal er bevidst meget konservative,” siger en talskvinde fra Åbne Døre, Open Doors, i Storbritannien.

”Vi medregner kun drab, hvor vi er absolut sikre på identiteten af den dræbte. Og kun hvis det er sikkert, at vedkommende er blevet dræbt på grund af sin kristne tro. Ofre for angreb på en kirke i det nordlige Nigeria vil tælle med, fordi vi ved, at der er tale om en religiøs konflikt. Derimod vil vi ikke medregne kristne ofre for et attentat på et marked, hvis det i flæng rammer både kristne og andre trosretninger, for eksempel i en krigszone,” siger talskvinden for Open Doors i London.

Hun peger på, at antallet af dræbte er højere end de 7100, som organisationen identificerede sidste år.

”I lande som Somalia, Eritrea, Sudan og Afghanistan er det ekstremt farligt at være kristen, men det er også næsten umuligt at få præcise oplysninger om drab. Vi ved også, at 70.000 kristne døde i fangelejre i Nordkorea. Men det er umuligt at finde ud af, hvor mange der blev direkte henrettet,” siger hun.

Massimo Introvigne peger selv på, at de 90.000 kristne dødsofre kan virke overraskende.

”Men når forskellen er så stor, er der tale om, at vi har forskellige definitioner af, hvad vi ønsker at tælle. Nogle organisationer tæller kun egentlige martyrer, der dræbes udelukkende på grund af deres tro. Cesnur og andre medregner også ofre for politisk og etnisk vold, hvis religion spiller en afgørende rolle uden at være den eneste faktor. Det gælder for eksempel de mange kristne i Den Demokratiske Republik Congo, som dræbes, fordi de af hensyn til deres kristne tro nægter at deltage i krig og vold,” siger Massimo Introvigne.

Alle organisationer, der forsvarer forfulgte kristne, er derimod enige om, at overgrebene på kristne er i klar vækst, ikke mindst i Afrika. Og antallet af drab er ikke i sig selv nok til at beskrive forfølgelsen af kristne.

Open Doors placerer Nordkorea øverst på listen over de værste lande i verden, hvad angår undertrykkelse af kristne.

”Intet land har så bred og massiv en undertrykkelse,” konstaterer organisationen i sidste års World Watch List, der rangordner verdens lande efter deres forfølgelser af kristne.

”Men 4028 af de 7100 drab på kristne i 2015 fandt sted i Nigeria. Hvad angår antallet af overgreb, men ikke graden af brutalitet, er situationen langt værre i Afrika end i Mellemøsten,” konkluderer rapporten.

Open Doors’s nye World Watch List over de værste lande for kristne kommer i næste uge.