Eksperter: Scientology-støttet narkoafvænning er farlig

Busselskabet Movia fjerner nu reklamer for behandlingsstedet Narconon Arresøhøj fra sine busser på grund af stedets tilknytning til Scientology. Forskere og tidligere misbruger advarer mod behandlingsmetoderne

 Et billede af den tyske diktator Adolf Hitler blev af Scientology brugt til at illustrere den påståede lighed mellem nutidens danske psykiatri og nazistiske psykiatre, da organisationen havde en udstilling om behandling af psykisk syge mennesker i København i 2008. –
Et billede af den tyske diktator Adolf Hitler blev af Scientology brugt til at illustrere den påståede lighed mellem nutidens danske psykiatri og nazistiske psykiatre, da organisationen havde en udstilling om behandling af psykisk syge mennesker i København i 2008. – . Foto: Leif Tuxen.

”Bliv fri af misbrug. Medicinfri behandling med detox.”

Denne reklametekst for afvænningscentret Narconon Arresøhøj er selskabet Movia gået i gang med at fjerne fra sine busser. Det sker, efter man er blevet gjort bekendt med det sjællandske behandlingssteds tætte tilknytning til den religiøse bevægelse Scientology. Stedet er blandt andet finansieret af donationer fra scientologer, og det bygger på Scientology-grundlæggeren L. Ron Hubbards metoder.

Farlig behandling

Movias busreklamer må hverken direkte eller indirekte reklamere for religiøse anskuelser eller bevægelser og heller ikke for produkter udbudt af sådanne.

Men i virkeligheden burde en lige så væsentlig begrundelse være, at reklamerne leder stofmisbrugere mod en behandling, der kan være livsfarlig. Sådan lød det i går i Information fra Mads Uffe Pedersen, der er professor ved center for rusmiddelforskning på Aarhus Universitet og tidligere har evalueret Narconons behandlingsmetoder. Ifølge ham er det problematisk, at misbrugere som første led i Narconon-programmet skal igennem et afgiftningsforløb uden brug af medicin.

Også klinikchef ved Psykiatrisk Center Amager og professor i psykiatri, Raben Rosenberg, er kritisk efter at have læst Narconons egen beskrivelse af den medicinske afgiftning, de tilbyder.

”Jeg kender ikke stedet, men det, der står, virker uprofessionelt og fagligt uforsvarligt. En række rusmidler giver afhængighed i hjernen, hvilket gør, at man skal trappe ned langsomt og bruge medicin til at behandle abstinenssymptomer. Hvis man stopper med visse stoffer eller alkohol fra den ene dag til den anden, kan det føre til sindssyge, og man kan i realiteten dø af det. Derudover kan misbrugeren have andre legemlige sygdomme som lunge- og hjerteskader, der skal håndteres medicinsk og professionelt,” siger han og tilføjer, at man ikke kan nøjes med et vitamintilskud, som der står på Narconons hjemmeside.

Scientology har før været under kritik

Fagfolk har tidligere rejst kritik af Scientology for bevægelsens afgiftningstilbud og for blandt andet at uddele brochurer til børn og unge om faren ved at indtage stoffet ritalin, som er den medicin, børn med ADHD-diagnoser behandles med. Selv har Raben Rosenberg også fulgt den religiøse bevægelses udtalelser i medierne.

”Jeg synes, de har en meget ubehagelig antipsykiatrisk retorik, som jeg finder meningsløs. Jeg lægger vægt på, at man holder sig til det videnskabeligt evidensbaserede og tager hensyn til, hvor alvorlige psykiske og medicinske tilstande, man behandler.”

Mange stofmisbrugere har også dårlige erfaringer med medicinfri behandling, fortæller Anja Plesner Bloch. Hun er selv tidligere misbruger og formand for foreningen Brugernes Akademi, hvor stofbrugere deler viden og erfaringer med hinanden, behandlere, social- og sundhedsfaglige og politikere.

”Foreningen er fyldt med folk med forfærdelige oplevelser med medicinfri behandlinger, og mange har også fået det meget værre efterfølgende. Mange har andre diagnoser, der gør det farligt at droppe medicinen. Men problemet er, at stofmisbrugere ofte bliver desperate og vil prøve alt for at blive stoffri. Mange føler sig udstødt, hvis de ikke kan leve op til behandlingens krav om at være stoffri,” siger hun og tilføjer, at Narconon Arresøhøj ikke har noget godt ry blandt foreningens medlemmer, selvom mange ikke kender tilknytningen til Scientology.

Ifølge daglig leder af Narconon Arresøhøj, Jørgen Jørgensen, skal alle, som kommer til dem, igennem en grundig medicinsk undersøgelse for at afgøre, om de er i stand til at gennemføre Narconon-programmet.

”Mange af de psykiatriske rusmidler, som misbrugere er blevet afhængige af, såsom benzodiazepiner, metadon og andre lignende former for erstatningsmedicin, kræver en længerevarende medicinsk nedtrapning. Narconon har ikke sådanne misbrugere som målgruppe og henviser til andre, når sådanne behandlinger behøves,” skriver han i en mail til Kristeligt Dagblad og tilføjer, at brug af vitaminer og detox, som i Narconons program, igennem tiderne har vist gode resultater.

Jørgen Jørgensen understreger, at Narconons tilknytning til Scientology kun handler om finansiel støtte fra en fond styret af medlemmer af Scientology, og at behandlingen er baseret på de ikke-religiøse, sociale programmer, som bygger på L. Ron Hubbards opdagelser.