Hvad er forskellen på helligt og profant? Religionslærer Sine Camilla Jensen kigger ud over klassen og lader en pige med hånden i vejret svare.
Profant er det mere hverdagsagtige, afslappede, og ja, ikke-hellige, siger hun.
Og er et gymnasium for eksempel helligt eller profant, spørger Sine Camilla Jensen videre, hvortil en ny elev rækker hånden op: Det er profant.
Det er mandag morgen, og holdet af elever med religion på B-niveau på Høje Taastrup Gymnasium har time, hvor temaet er hellige rum. De taler om steder, der forbindes med noget helligt, rum som sakraliseres og rum til rituel udøvelse.
På gymnasiet er der ingen af delene. Tværtimod er religiøse handlinger som bøn eller bibeloplæsning helt forbudt, hvilket også gælder flere andre gymnasier rundt om i landet.
I sidste måned viste en rundringning foretaget af Kristeligt Dagblad, at religiøse aktiviteter er forbudt på de seks danske offentlige gymnasier, der er har flest tosprogede elever.
Rektorer har selv forklaret forbuddene med, at religiøse handlinger kan virke forstyrrende, og iagttagere har peget på en stigende frygt for religion i samfundet. Men hvad siger eleverne selv?
En ting er sikkert: De er ikke ligeglade, fortæller underviser Sine Camilla Jensen, inden timen går i gang.
”De har selv sagt, at de faktisk savner en forklaring på, hvorfor religiøse handlinger er forbudt. De forstår ikke alle baggrunden for det.”
De fem elever, som undervejs i timen går med ud for at drøfte emnet, finder det også spændende at tale om. 18-årige Camilla Lisborg fra 3.K lægger ud. Hun synes, at det er en fin beslutning at holde gymnasier religionsneutrale.
”Jeg synes, det er godt, at man laver en grænse og siger, at det at bede er noget, man gør derhjemme og ikke på gymnasiet. Jeg tror, der er et ønske om ikke at sætte folk i bås ud fra deres religion, og det kan også være, at man ikke synes, nogen religioner skal virke større end andre.”
De andre er i og for sig enige. Men på den anden side siger Onur Akin fra 2.Q:
”Hvis det ikke forstyrrer nogen, at man har mulighed for at gå et sted hen og bede, så synes jeg egentlig ikke, man behøver at forbyde det.”
Onur Akin har tidligere gået på et gymnasie, hvor der var bederum, og det fungerede fint, siger han.
”Nogle kan godt vente med at bede, til de kommer hjem, men det er ikke alle. Vores gud siger for eksempel, at man skal smide alt, man har i hænderne og skynde sig mod en moské eller på knæ, når det er tid til bøn. Derfor kan mange muslimer ikke bare lægge bønnen til side.”
Tidligere var der faktisk et bederum i gymnasiets kælder, siger 18-årig Omar Atik fra 3.K. Men det blev fjernet for nogle år siden trods protester fra eleverne. Samtidig har det ikke forhindret de muslimer, der gerne vil bede fredagsbøn i skoletiden i at gøre det. I dag gør de det i stedet på en græsplæne lige uden for skolens grund.
”Det kan virke mere ekstremt, når de står udenfor, end da de havde et rum i kælderen. Jeg kan se, at det ville være et problem, hvis der blev bedt bøn i kantinen, men jeg tror ikke, det vil forstyrre med et kælderrum, som alle religioner kunne anvende,” siger Omar Atik.
Misha Javaid fra 3.W er enig i, at det virker ekstremt, når en flok beder udenfor.
”Men når man sætter grænser, giver man nogle gange andre lyst til at bryde dem. Nu går eleverne ud og beder i selv snevejr, hvor de ligger på teltduge. Det er jo et slags oprør mod skolens regler.”
Et af de religionsneutrale gymnasiers egne argumenter lyder, at de mindre religiøse elever ikke skal føle sig pressede til at deltage i for eksempel bøn. Dette tvivler Misha Javaid dog på vil ske.
”Jeg går tit forbi dem, der beder på græsplanen, men føler ikke, at de forsøger at påvirke mig til at bede med. Jeg er ikke selv meget religiøs og foretrækker at bede hjemme, og det oplever jeg ikke er noget problem.”
Omar Atik er enig.
”Mange deltager i fællesbønnen, men de spørger ikke, hvorfor man ikke selv er med. Der vendes ikke øjne. Hvis man ikke beder, er den ikke længere end det.”
Camilla Lisborg er dog i tvivl.
”Jeg tror godt, det kan blive svært for de elever, som gerne vil have lov til ikke at dyrke deres religion på skolen. Hvis der kom et rum, kunne det måske føre til meget skyldfølelse og også meget fravær. Og skal vi så pludselig lave rum til alle religiøse grupper? Det kan være, det vil fungere, men jeg tror, det vil være at tage religion for meget ind på skolen.”
18-årige Kübranur Demirkiran fra 3.W mener heller ikke, at det må komme så vidt, at skolen bøjer sine egne regler for, at eleverne kan passe deres religiøse praksis.
”Hvis man får fravær, fordi man beder bøn, så er det på eget ansvar. Det skal ikke tænkes ind i undervisningen. Men jeg synes også, det ville være bedre at have et privat bederum, i stedet for at eleverne står ude på græsset, og hvis det fungere fint, synes jeg ikke, der er grund til, at skolen blander sig.”
Misha Javaid mener også, at de unge må styre det selv.
”Når man går i gymnasiet, er man gammel nok til at tænke selvstændigt, så jeg synes ikke, andre skal bestemme over ens frihed til at bede. Det er lidt dobbeltmoralsk, at vi har religionsfrihed, men ikke frihed til at kunne bede, når vi gerne vil.”
