”En del af dem, som ligger i disse kister, havde ikke noget liv i Jesus”

I befolkningens øjne hænger Indre Mission stadig sammen med helvedesprædikener og stereotype billeder af sorte præster bevægelsens pr har ikke været overbevisende, hedder det

Skagensmaler Anna Anchers "Et missionsmøde" fra 1903 viser meget tydeligt, hvordan Indre Mission vægter fast ejendom i forhold til Guds rige. Kirken er, hvor folket er, og der er Gud også, og når mødet i klitten er ovre, rejser de sig og går og så er klitten ikke længere kirke, men klit igen.
Skagensmaler Anna Anchers "Et missionsmøde" fra 1903 viser meget tydeligt, hvordan Indre Mission vægter fast ejendom i forhold til Guds rige. Kirken er, hvor folket er, og der er Gud også, og når mødet i klitten er ovre, rejser de sig og går og så er klitten ikke længere kirke, men klit igen. Foto: Skagens Museum.

Pastor Carl Moes helvedesprædiken over de druknede ikke-omvendte fiskere fra Harboøre i 1893 og hovedstadspressens reaktion på den har tegnet billedet af Indre Mission frem til i dag. Og ryet blev genoplivet af 1970er tv-serien Fiskerne, baseret på Hans Kirks roman fra 1928.

LÆS OGSÅ: Brændevins-djævelen

Glemt er det sociale arbejde i de større byer før velfærdsstatens udbygning og de mange organisationer, der skylder Indre Mission deres oprindelse: Kirkens Korshær, Kirkefondet, Blå Kors og KFUM & KFUK for blot at nævne nogle.

Derfor var det nemt for den anden store 1800-talsvækkelse, grundtvigianerne, at skrive missionens bidrag til samfundsudviklingen ud af danmarkshistorien.

Grundtvigianerne var både historieinteresserede, oftest højere uddannede, blandt andet på grund af højskolerne, og rigere end missionsfolket. De missionske var typisk fattigere, havde blikket rettet mod Guds Rige og var derfor ikke historieskrivere.

Man skal jo ikke blande nationalisme og politik sammen med Guds sag. Der er kun ét fædreland, og det er Guds rige, som kirkehistoriker og lektor ved Aarhus Universitet Carsten Bach-Nielsen udtrykker det.

Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark blev grundlagt i 1861 i Stenlille. Fra 1853 til 1861 var det en lægmandsbevægelse. Nogle mener, at præsterne i Indre Mission kuppede lægfolket ved Stenlille-mødet. Andre at det var en redningsaktion, fordi den hidtidige mission var endt i sværmeri og sektlignende tilstande.

LÆS OGSÅ: Fordomme om Indre Mission

Vilhelm Beck, som fik sin mageløse opdagelse om nåden i 1859, havde indtil da været en modvillig sognepræst, presset i embede af præstefaderen. Den tvivl var væk i 1861.

Og selvom Vilhelm Beck officielt kun var formand fra 1881 til sin død i 1901, så ledede han reelt Indre Mission i 40 år.

Beck havde en fantastisk evne til at prædike. Han var den eneste i sin samtid, der kunne samle 10.000 mennesker, når Indre Mission samledes ved Himmelbjerget hver sommer, siger kirkehistoriker, ph.d. Kurt E. Larsen, der underviser på Menighedsfakultetet, som er den ene af højrefløjens teologiuddannelser.

Kurt E. Larsen tilføjer, at det også var Vilhelm Becks fortjeneste, at Indre Mission blev i folkekirken.

Han tog afstand fra alt frikirkeligt. Og han balancerede mellem kritik af præster og biskopper, men fastholdt samtidig, at dåb og nadver hørte til i folkekirken, siger Kurt E. Larsen, som er ved at skrive Indre Missions historie i forbindelse med 150-året for bevægelsen til september.

Vilhelm Beck kan næppe kaldes diplomat, og han havde ingen skrupler ved at presse lederen af Københavns Indre Mission ud af bevægelsen, fordi han fandt ham for tysk inspireret. Til gengæld kunne han se gavnligheden af det sociale arbejde i København, hvortil en del missionske var flyttet under den store vandring fra land til by. Den tids immigranter fandt heller ikke nødvendigvis paradiset i storbyen.

Vilhelm Beck opdagede, at evangeliet virkede i arbejdet mod alkohol, prostitution, i fængslerne og i udnyttelsen af tyende. I slutningen af 1800-tallet døde omkring hver femte danske mand af alkoholmisbrug eller følger heraf. Det gik ikke mindst ud over familien.

Familien var det bærende element, som samfundet var bygget op om, og den skulle værnes mod opløsning, siger Carsten Bach-Nielsen.

En national og nationalistisk streg var der dog i Indre Mission. Bevægelsen fik i begyndelsen især mange tilhængere ved hjælp af indremissionske feltpræster, der drog til Dybbøl i 1864 for at prædike i skyttegravene.

De fiskede i rørte vande blandt de angste soldater, siger Carsten Bach-Nielsen om succesen og tilføjer, at grundtvigianerne sørgede for ikke at komme i trøjen.

Her havde Indre Mission en mere pragmatisk tilgang. For når mænd er rystede, er de åbne for evangeliet.

Indre Mission levede en tilbagetrukket tilværelse og havde mange tilknyttet bevægelsen. Indtil 1893 hvor én prædiken rystede landet. Og som ifølge Carsten Bach-Nielsen brændemærkede Indre Mission så gennemgribende i offentligheden, at det rækker frem til i dag, uanset hvor uretfærdigt det er.

I 1893 druknede 48 fiskere under en storm på Vesterhavet. 26 af dem var fra Harboøre. De 26 efterlod 20 enker og 74 faderløse børn.

De efterladte hidkaldte deres tidligere sognepræst, Carl Moe, der ellers i otte år havde været præst i Skanderup ved Kolding.

Og det var stående ved den åbne massegrav med de 26 kister, at han sagde: Hvad nytter det at nægte, at en del af dem, som ligger her i disse kister, ikke havde noget liv i Kristus?

Hovedstadspressen var mødt talstærkt op til den største drukneulykke i mands minde, og dens dom var nådesløs.

Social-Demokraten skrev blandt andet: Den danske befolkning vil ikke glemme den lille piges svar; da man spurgte hende, hvor hendes far var henne, svarede hun: I helvede!

Egon Clausen, journalist og forfatter, blandt andet til biografien Guds knaldepisk om Vilhelm Beck, er ikke imponeret over hovedstadspressen.

Københavner-journalisterne gik ud fra, at alle danskere var som deres egne læsere. De store forskelle mellem by og land, og hvor forskellige levevilkårene var, fattede de ikke. De så nærmest på fiskerne som en slags ædle vilde, der var blevet indfanget og underkuet af en helvedesprædikant.

Socialdemokraterne holdt protestmøde i hovedstaden mod de sorte præsters barbari, der er så middelalderlig, at vi ikke stærkt nok kan protestere herimod de folk må være åndeligt syge.

Sådan så fiskerne i Harboøre ikke på sagen.

Men Carl Moe og Indre Mission forstod dertil heller ikke hovedstadspressen. Og en af konsekvenserne blev, at Indre Mission i 1896 skabte deres egen avis: Den De sidder med i hånden, mens De læser dette. Parløbet mellem Indre Mission og Kristeligt Dagblad varede til 1936, og avisen har været selvstændig siden.

Carl Moe blev en forholdsvis beskeden formand for Indre Mission fra 1915 til sin død i 1927. Men det var som Harboøre-præst, han blev kendt. Det varede to år, før trusselsbrevene holdt op med at komme med posten.

Indre Mission er rigtig dårlig til pr. Missionen har delvis selvforskyldt fået et dårligt image, men det er slet, slet ikke dækkende for virkeligheden, siger Egon Clausen, som selv er vokset op i det vestjyske.

Og han er træt af Indre Missions rygte.

Da jeg fortalte en kvinde i Gentofte, at jeg var vokset op i Indre Mission, sagde hun medfølende: Hvordan tog du så alle tævene?. Da jeg svarede, at jeg ikke havde fået tæv, mente hun, at jeg led under en stærk fortrængning.

Ikke desto mindre er Indre Mission ikke længere det Indre Mission, danskerne generelt taler om. De leverer en imponerende indsats i forhold til flygtninge og indvandrere, og de holder fast i, at medmennesker fortjener opmærksomhed, siger han.

Og kirkehistoriker Kurt E. Larsen supplerer:

Man kan da påpege, at forældrene til de mange tusinder af børn, der har flokkedes i søndagsskolerne og spejderbevægelser tilknyttet Indre Mission, i hvert fald ikke har ladet sig skræmme af Carl Moe eller Fiskerne.

Egon Clausen mener, at danmarkshistorien fra 1800-tallet er blind på det ene øje. Der er spalter op og spalter ned om grundtvigianere og andels- og højskolebevægelsen, mens missionens sociale arbejde, spejderbevægelser og kirkebygning stort set ikke nævnes.

Det er en vigtig del af den almindelige danske historie, der er udgrænset og amputeret.

Den holdning er han ikke ene om. Insitutleder og cand.phil Johannes Nørregaard Frandsen fra Syddansk Universitet mener også, at grundtvigianerne løb med historien om 1800-tallet.

De havde adgang til de store kulturelle netværk og til aviser samt de politiske partier, Venstre og De radikale. Indre Mission var en lavsocial og puritansk bevægelse, som ikke nødvendigvis var historieinteresseret, siger han.

I vores tid er de en indadvendt bevægelse, som historisk huskes som lidt naragtige. Men det var en bred bevægelse, som især talte til småfolk. Og de er jo faktisk blevet moderne igen, hvor det at være afholdende fra røg, usund mad og alkohol er oppe i tiden, siger Nørregaard Frandsen.

Kurt E. Larsen siger, at Indre Mission traditionelt aldrig har været særlig historieinteresseret.

Selvom både Indre Mission og grundtvigianerne har rod i Brødremenigheden, så har grundtvigianerne altid været kulturhistoriske i deres tilgang til samfundet. Men det har ikke meget med uddannelse at gøre. For eksempel har baptisterne, med samme profil som de missionske, været meget optaget af historie. I Indre Mission stod forkyndelsen højere, og missionen havde intet ønske om at sætte kulturhistoriske mærker, siger han.

Når man ikke selv arbejder på sin historie, så bliver den nemt glemt, siger kirkehistorikeren.

Akademileder på Vartov Birgitte Stoklund Larsen er ikke helt enig med de øvrige i, at grundtvigianerne satte sig på historieskrivningen og glemte Indre Missions bidrag.

Jeg tror gerne, at Indre Missions indsats på det diakonale område ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed. Men samtidig er der også en naturlig grund til, at grundtvigianerne fylder mere, både i historieskrivningen og i udviklingen af samfundet, siger hun.

Og påpeger, at den grundtvigske indsats var bredere: højskoler, uddannelse, politik, demokratiudvikling og offentlig debat.

Og så bliver billedet jo også større, siger Birgitte Stoklund Larsen.

Akademilederen siger også, at koblingen mellem Grundtvig og hovedstadspressen i form af Politiken ikke er så entydig.

Grundtvigianerne var ikke glade for Politiken dengang. Studenterkredsen blev faktisk oprettet som et fristed mellem Indre Mission og brandianismen, siger hun.

Til gengæld er hun enig i, at Indre Mission har fået dårlig presse.

Men i Indre Missions selvforståelse var det også sådan, at der blev udviklet et dem og os. Og Indre Mission var os, de frelste.

Indre Mission mistede grebet i samfundet under den tredje store formand for missionen, Christian Bartholdy, der var formand fra 1934 til 1959. Det var ham, der kom til at gennemleve, at sekulariseringen for alvor slog igennem efter Anden Verdenskrig, at de første kvindelige præster blev ordineret og massemediernes langsomme indtog. De sidste forstod han at bruge godt, siger Kurt E. Larsen.

Bartholdy rasede også mod den teologiske uddannelse på Aarhus Universitet, fordi de studerende blev undervist i historiekritisk bibellæsning. Den kamp tabte han.

Bartholdy så mørkt på fremtiden, siger Kurt E. Larsen.

Hvornår Indre Missions storhedstid var ovre, og udviklingen mod at blive et mindretal i folkekirken begyndte, er afhængigt af, hvilke dele af missionen, man ser på.

Ifølge Kurt E. Larsen kulminerede antallet af abonnenter på Indre Missions Tidende i 1945, antallet af elever i søndagsskolerne i 1955 og ungdomsarbejdet i KFUM & KFUK i slutningen af 1930erne. På sit højdepunkt udgjorde Indre Mission omkring 25 procent af folkekirkemedlemmerne. I dag anslåes det, at maksimalt to procent af folkekirkemedlemmerne er indremissionske, mens mellem 10 og 15 procent af sognepræsterne hælder i den retning.

Men uanset hvor få de missionske er, så har de stadig samme ry antageligvis på grund af holdningen til kvindelige præster, som faktisk er blødt meget op og i spørgsmålet om indgåelse af ægteskab mellem homoseksuelle i kirkerne. Her er Indre Mission på kollisionskurs med både dele af folkekirken og et flertal af befolkningen.

Spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder er en af hovedårsagerne til, at Indre Mission nu har åbnet for, at der kan dannes valg- og frimenigheder.

benteclausen@k.dk