Da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i slutningen af november i 2001 satte sit første ministerhold, fik ministrene ordre til ikke at drukne i embedsmandspetitesser, men i stedet at skabe debat og lave politik. Den besked passede som fod i hose til den nye kirkeminister Tove Fergos (V) temperament.
Så hun lagde hårdt ud med at overtræde den usynlige skillelinje mellem kirkens indre og ydre anliggender og meddele, at hun muligvis ikke ville sende den nye salmebog til autorisation hos Dronningen. Resultatet var 10 temmelig fortørnede biskopper, et krisemøde og et kirkeministerielt løfte om alligevel at være det gummistempel, hendes forgængere også har været, når ritualer, salmebøger og bibeloversættelser skal autoriseres.
I går meddelte hun – lige så utraditionelt som mange andre af hendes gerninger – gennem sin mand, sognepræst Peter Fergo, at hun forlader kirkeministerposten. Og det er en enig vurdering blandt kilderne, at Tove Fergo føler så stærkt for det folkelige mandat, at beslutningen er truffet, fordi hun ikke mener at kunne være minister, når hun ikke blev genvalgt til Folketinget.
Salmebogen var ikke en enlig svale. Faktisk fulgte en perlerække af sager, som på skift ophidsede politiske kolleger, præster, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer og andre af de personer og organisationer, Tove Fergo kalder den kirkelige elite. Tove Fergo fik langsomt, men sikkert lagt sig ud med hele det såkaldt kirkelige landskab og dermed ufrivilligt skubbet til debatten om kirke og stat, som hun allerhelst så låget lagt på.
Men hun lagde sig ikke ud med folket i folkekirken. På utallige møder, foredrag og prædikener i sognegårde, forsamlingshuse og kirker har menighederne mødt den søde, smilende og venlige udgave af Tove Fergo. Og den er ikke en påtaget facade. Hun har et stort, bankende hjerte for sognet som folkekirkens nerve – omend onde tunger og kirkelige iagttagere også vil mene, at al magt til 2200 sogne er det samme som al magt til kirkeministeren. Men det er ikke nødvendigvis den vej rundt, hun har tænkt ideologien.
Den nu 58-årige Tove Fergo opvoksede som enebarn på Nørrebro i København. Hjemmet var ikke kirkeligt, men det var den indremissionske ungdomsskole i Espergærde, hvor hun som ung kom hen. En ungdomskammerat beskriver hende som en genert ung pige, der var en utrolig god kammerat.
Tove Fergo læste teologi i København, og på Pastoralseminariet mødte hun den 10 år ældre Peter Fergo. Efter sigende fandt de hinanden, fordi de teologisk var rasende uenige. Hun hælder til det missionske, han til det tidehvervske. De blev ordineret som præster samtidig i 1973, hvorefter den kun 26-årige Tove Fergo fik embede i Simon Peters Sogn på Amager. Det er samme sogn, hun nu vender tilbage til.
Omend teologien måske kunne give spændende diskussioner over middagsbordet i præsteboligen, så var der hos Tove og Peter Fergo fuldstændig enighed om, at børn hører til hos forældrene. Parrets tre børn har aldrig været i vuggestue eller børnehave, og dybest set, har Tove Fergo senere sagt i et interview, havde Peter Fergo helst set, at hun havde været hjemmegående. Men parrets stærke holdninger om forældre og børn førte også til, at de skjulte børn, som myndighederne ville tvangsfjerne.
Det var i den forbindelse, Fergo'erne kom i kontakt med præsterne Jesper Langballe og Søren Krarup, nu begge medlemmer af Dansk Folkeparti. De har været nogle af Tove Fergos faste støtter i hendes tid som kirkeminister.
Peter Fergo fik i 1988 fire års betinget fængsel for at skjule børn. Men det siger noget om begges villighed til at omsætte holdninger til handlinger. Et konsekvent karaktertræk, som både har skaffet Tove Fergo venner og fjender - men fra begge sider også beundring for den ildhu, det kræver at gennemføre projektet.
"Hun er meget, meget modig. Hun sætter virkelig noget ind på det, hun brænder for", som en politisk kollega udtrykker det. Vedkommende siger samtidig, at hun også brænder sig på sin egen ild engang imellem.
"Men det sker jo, når man ikke bare vil være politiker, men også har en sag".
Det var samme børnesager og tanken om myndighedsovergreb, der førte Tove Fergo ind i politik. I Københavns Borgerrepræsentation, hvor hun sad fra 1990 til 1998, var hun en udpræget enkeltsagspolitiker – oftest til glæde for de svageste i samfundet. Og til mindre jubel for politiske kolleger, som oplevede en Tove Fergo, som brændte så stærkt for sagerne, at hun i (sin) retfærdigheds tjeneste brændte broer i forhold til partidisciplin og aftaler, eller hvad der måtte komme i vejen for det resultat, Tove Fergo ønskede.
Men den fjendtlighed følte hun ikke fra de svageste, de hjemløse og de psykisk syge. Få dage inde i sin ministertid begravede hun en af sine personlige venner, "psykiatriens Robin Hood", som Christian Bonde, aktivist i Landsforeningen Sind blev kaldt. Begravelsesgæsterne fik en medrivende og medfølende prædiken - som altid uden manuskript - og den oplevelse, at en Venstre-minister selv sang for på de kommunistiske slagsange, Bonde havde ønsket.
Tove Fergo er også konsekvent i andre politiske sammenhænge. For eksempel havde hun egen madpakke med på udvalgsture for ikke at bruge skatteborgernes penge unødigt.
I 1994 blev Tove Fergo valgt til Folketinget. I 2001 blev hun kirkeminister – fordi Birthe Rønn Hornbech sagde nej – og selvom hun måske ikke har været populær i det kirkelige landskab, så har Tove Fergo formået at slå så meget igennem, at kun få danskere i dag vil sige, at de ikke ved, hvad kirkeministeren hedder. Hun har formået at sætte det ellers stille ministerium på landkortet. Alliancerne har hun efter sigende haft i statsministeren, delvist med sit eget parti og med Dansk Folkepartis to præster. Den teologiske uenighed med sidstnævnte har været opvejet af "den synodiale aktivisme, vi var enige om at bekæmpe", som en af dem siger. Der er også en vis enighed i det kirkelige landskab om, at der trængtes en oprydning i den kirkeministerielle økonomi - "vi kunne ikke blive ved med at leve med, at budgetterne ændrede sig hver anden eller hver tredje måned", som en biskop siger.
En anden kalder hende et "underligt paradoks". På trods af stor uenighed mellem kirkeministeren og biskopperne, ikke mindst i de første år, så har der også bag rampelyset været hyggelige middage, og hurtig sagsbehandling ved direkte henvendelse, når hun var enig i, at det var påkrævet at bøje urimelige regler.
"Men hun har haft svært ved at skelne mellem at være præst og teolog og så minister. Det er nok en af grundene til, at hun har fået så mange problemer på halsen", siger en biskop.
"Hun har selv sagt", siger en politisk kollega, "at hun efterhånden har lært ikke at sige, hvad hun tænker".
En anden ting hun i biskoppelige kredse vil blive husket for er sin frygtløshed.
"Hvor uenig man end kan være, så er der alligevel noget storslået over damen. Hun er fuldstændig ligeglad med, hvad man mener om hende, og sådan en kirkeminister erindrer jeg ikke, at have set før. Det var dumt, men det var også både forfriskende og beundringsværdigt".
Man kan sige, at de krummer, som kirkeministeren afskyr på hjemmegulvet, måske nu lægger sig igen i Kirkeministeriet - afhængigt af afløseren.