I de seneste 10 år har Kristeligt Dagblad oplevet ubrudt vækst i oplaget, men to gange i sit langt over 100-årige liv har avisen måttet se bladdøden i øjnene. Det var i 1936 og 1994. I begge tilfælde trådte bladets ledelse i karakter og reorganiserede avisen. Det skete gennem markante ændringer. Begge gange betød det ikke blot overlevelse, men også produktudvikling og fornyelse med lange sigtelinjer.
I den øvrige danske dagspresse har tabstallene været en dyster belæring om, hvor svært det er at drive avis i moderne tid. I begyndelsen af 1900-tallet blev der udgivet op mod 200 forskellige dagblade i Danmark. Efter årtusindskiftet er der kun omkring 30 selvstændige titler tilbage.
HISTORIEN
Det sker, at gæster til Kristeligt Dagblads hus i det indre København standser op i vantro ved synet af vægprydelsen i trappeopgangen på Rosengården 14. "Er det en avis?", lyder kommentaren til bladets første forside den 1. oktober 1896.
Unægtelig er det også en lidt særegen opsætning, hvormed et nyfødt Kristeligt Dagblad åbenbarer sig for læserne: et svulstigt digt af bladets redaktør, en erklæring fra udgiveren om, at "dette er også Guds sag" og nederst på siden første kapitel af en romanføljeton. Typografisk ligner det mere programmet for en vemodig mindehøjtid end en festlig bladpremiere.
Hvor er ekkoet af den kulturkamp, som rasede i kritikken af Indre Mission og dens forbitrede gensvar - den strid, som netop Kristeligt Dagblad skulle føre? Hvor er suset fra brændingen og landesorgen, da 49 vestjyske fiskere på Harboøreegnen omkom i en novemberstorm 1893, efterladende uforsørgede enker og 111 børn - netop den begivenhed, der skabte beslutningen om bladets oprettelse? Hvor er glimtene af den københavnske presses forargelse over ligtalerne i Harboøre? Og hvor er den indre missionske vrede i al sin vælde? Endnu engang havde bevægelsens talsmænd tordnet over, hvor groft Indre Mission var blevet fejlfortolket, bevidst misforstået og skånselsløst forfulgt.
Men avisens første pligt er at udkomme, sagde en kendt pressemand. Og det gjorde Kristeligt Dagblad altså den 1. oktober 1896. Så vidt, så godt.
Det er svært at vide, hvad der skete ved begravelsen i Harboøre, som udløste den voldsomme dækning i hovedstadsaviserne. Stenografisk dokumentation af, hvad der blev sagt ved de åbne grave i Harboøre, foreligger ikke. Reportagerne i Politiken (med selveste Henrik Cavling som udsendt), Berlingske Tidende og Nationaltidende dufter af svovlprædikener, der frakender flere af de druknede noget håb om frelse.
"Herren har nu brugt dette middel til at omvende jer", hedder det i reportagen om pastor Carl Moes tale. Berlingske Tidende opfordrede til indgreb fra Kultusministeren (Undervisnings- og kirkeministeriet). Carl Moe, der fik en irettesættelse af biskoppen, leverede efter begravelsen sin egen skriftlige gengivelse, som ikke alle anså for fuldt ud dækkende.
Alligevel har historiens dom været, at hovedstadspressen overdrev. Men i Indre Mission rejstes et voksende krav om at få sin egen stemme. Sit eget dagblad.
Guds knaldepisk
Kristeligt Dagblad blev skabt for at tale Indre Missions sag. Hvad den var, vidste mere end nogen anden bevægelsens karismatiske førerskikkelse, den dynamiske præst Vilhelm Beck (1829-190l).
Med sit enestående organisationstalent stod han bag opførelsen af missionshuse på stribe i det danske landskab og udsendelse af kolportører (de senere indremissionærer), der gik fra hus til hus med opbyggelige skrifter og flammende forkyndelse.
Selv om Indre Mission organisatorisk er forblevet inden for folkekirken, var det i missionshusene, det egentlige foregik. Her kunne det syndige menneske møde sin vækkelse, der førte frem til det ene fornødne: omvendelsen, helliggørelsen og derefter et fromt og enkelt liv, hvor alkohol, dans og kortspil ubetinget måtte forsages.
Forfatteren Jeppe Aakjær, der så med betydelig skepsis på Indre Mission, har kaldt Vilhelm Beck for "Guds knaldepisk" - et udtryk, som en nulevende kender af den kirkelige bevægelse, forfatteren Egon Clausen, bruger i titlen til sin portrætbog om Vilhelm Beck.
Når Vilhelm Beck ivrigt gik ind for oprettelsen af Kristeligt Dagblad, skyldtes det også hans uvilje mod en blomstrende provinspresse, der så det som en vigtig opgave at være politisk talerør.
Partipolitik var for Vilhelm Beck fandens værk. Det repræsenterede også vederstyggeligheder som en gryende socialisme og en opvoksende fagbevægelse. I hans øjne var der nok at tage fat på for en kristen avis. Hvis han havde sat sig i spidsen som redaktør, ville mange startvanskeligheder måske være undgået, men Guds knaldepisk havde talrige andre gøremål og kunne kun stille sig til rådighed som bestyrelsens formand. Indre Mission satte ikke selv penge i lanceringen af avisen, men overlod den opgave et nogle få idealistiske indre missionske folk. For øvrigt var det Vilhelm Beck, der fandt på bladets navn.
Det blev overladt til en missionær C. B. Kjær at starte avisen. Hans væsentligste kvalifikation var en betydelig formue, som han var villig til at risikere. Sammen med den ene af to redaktører skrev han premiereforsiden og havde i øvrigt som plan, at bladet stort set kunne fyldes med indlæg fra Indre Missions venner landet over, dertil lidt Ritzau-stof samt de mange annoncer, der "nok skulle komme af sig selv".
Bladet fik sit første domicil i Bethesdas kælder på Israels plads i København.
Allerede inden bladet fyldte et år, havde driften påført C. B. Kjær en kæmpe-gæld. Det lyder jo også som en vidtløftighed at udsende bladet i otte regionaludgaver! Indre Missions bestyrelse indtrådte nu i bladets drift og dannede aktieselskab.
De svære tider afspejles i en opsats den 10. september 1897 fra Aktieselskabet. Her meddeles, at prisen på bladet er fastsat til to kroner i kvartalet. Til en nedsat pris på halvanden krone vil der være adgang for dem, "der ellers ikke har råd til at holde bladet. Da nedsættelsen af bladet betyder en væsentlig mindre indtægt, håber vi ikke den bliver misbrugt, men overlader det til publikum selv at bestemme, hvilken af de to priser, de vil betale."
De fleste regionaludgaver blev nu omdannet til den fælles udgivelse, men ro om økonomien kom der først i 1903. Da indtrådte Frederikshavn-købmanden Ernst Kjærsgaard i driften. Han fik uden tvivl stor betydning for avisens økonomi og forblev på bladet i næsten et halvt århundrede, heraf en del år som redaktør.
En af Kristeligt Dagblads senere chefredaktører, Bent A. Koch, skrev i en artikel i Pressens Årbog 1987 om Kjærsgaard: "Jo, han var købmand. Og missionsmand. Det er en kombination, der sjældent er heldig. Den fører let til lusk og af al lusk er kristelig lusk den værste". Man påstod, at han havde taget penge ud af virksomheden, engang et krak var i sigte. Man sagde også, at når typograferne kom og bad om lønforhøjelse, var hans svar: "Lad os bøje knæ sammen og spørge den Almægtige." Det viste sig, at den almægtige altid var imod højere løn!
Tanken var ikke straffri
En rigtig redaktør - og/eller journalist - går gladelig i fængsel, hvis det skulle blive hans/hendes lod i kampen for pressens frihed, at dække over en kildes identitet.
Kun een af Kristeligt Dagblads redaktører har været bag tremmer for at stå fast på sine idealer. Navnet var Hans Ivar Frederik Carl Matthiesen, der i 1904 blev hentet til bladet fra sit præstekald i Uggerløse.
Han var stærkt optaget af tanken om at bekæmpe usædeligheden i København, navnlig som den, efter hans mening, trivedes blandt homoseksuelle. Mærkeligt nok skrev han kun lidt om det i Kristeligt Dagblad. Bekymrede forældres læserbreve om, hvad deres sønner frygtedes udsat for som værnepligtige, blev heller ikke trykt.
I stedet gik redaktør Matthiesen til landets højeste autoriteter, blandt andet forsvarsminister J. C. Christensen, med sin egen og læseres ængstelse for truslen mod ungdommen Det kom der ikke noget ud af, syntes redaktøren, og i sin iver efter at skaffe beviser i sagen hyrede han i samråd med Kvindemissionens formand i København, Charlotte Hansen, et detektivbureau. Redaktøren betalte.
En højst usædvanlig og noget tvivlsom form for journalistik.
I 1908 vakte det stor opsigt, at straffesagen mod en kontorist, der var sigtet for bedrageri af meget usædvanlig størrelse, pludselig blev henlagt. Rygterne formodede, at sagens bratte ophør skyldtes kontoristens helt særlige intimforbindelser med personer fra det højere aristokrati, der mødtes i hans luksuslejlighed i Bredgade. Nogle aviser antydede, at kong Frederiks søn, prins Harald, var blandt vennerne. Kristeligt Dagblad nøjedes med at skrive : "Er der i denne sag sket brud på lov og ret, så lad det komme frem og de skyldige få deres straf, hvor højt på strå de end er."
Den henlagte bedragerisag blev nu genoptaget og kontoristen idømt et års forbedringshus.
Samtidig startede Politiken en kampagne mod Kristeligt Dagblads redaktør, som blev beskyldt for at udspionere medlemmer af kongehuset. Hvorefter justitsminister C. Th. Zahle beordrede straffesag mod redaktør Matthiesen! Under sagen, der endte i Højesteret, kom anklageren snart i bekneb for realiteter. Det strafbare skrumpede til, hvorvidt Matthiesen havde udbredt ærekrænkende ytringer om et medlem af kongehuset.
Samme hus var ikke nævnt med eet ord i Kristeligt Dagblad. Men redaktøren indrømmede i retten, at han under udformningen af de artikler, han faktisk skrev om sørgelig mangel på sædelighed, jævnligt havde haft prins Harald i tankerne.
Så faldt hammeren. Matthiesen blev idømt fire måneders fængsel. Ikke for det trykte, men for det tænkte, hvilket fik kritikere af dommen til at tale om justitsmord.
Måske har Højesteret og Justitsministeriet også haft kvaler med dommens spiselighed. Begge instanser anbefalede Matthiesen at søge benådning. Det afviste han blankt og bad politiet om at blive hentet til afsoning i salatfad! Så meget martyrium undede det danske retssamfund ham dog ikke - han måtte selv bekoste turen til fængslet. Bladets bestyrelse bakkede redaktøren op - dog med en enkelt dissens. Få år efter forlod redaktør Matthiesen Kristeligt Dagblad og genoptog sin præstegerning.
Mirakel i tempi
Småt gik det altså til og småt blev det i stigende grad for Kristeligt Dagblad.
Under landbrugskrisen i 1930erne faldt oplaget markant og annoncemængden fulgte ubarmhjertigt med. Mange småkårsfolk i landdistrikterne måtte af bitter nød sige bladet af.
Bladets bestyrelse havde ryggen mod muren, da den måtte erkende, at hverken Indre Mission eller langmodige bankforbindelser kunne sikre overlevelsen.
Et mirakel skulle der til. Det indtraf i flere tempi, der begyndte med bestyrelsens nedsættelse af et tremands-udvalg eller måske snarere et headhunterhold: en ny redaktør skulle findes.
Formanden for udvalget, tidligere generalsekretær i KFUM og K, Svend Bøgh, skulle vise sig at være et fund på posten. Yderst udiplomatisk gjorde han stillingen klar for bestyrelsen: "vi må agte fagkundskaben. Det er meningsløst at lade præster være redaktører. Bladet mangler horisont og kultur."
Varmt og loyalt blev han bakket op af udvalgets to andre medlemmer, Christian Bartholdy, IMs senere så krasbørstige formand, og S. H. Sørensen fra Det danske Missionsselskab. "Amatørernes tid må være forbi. Vi må have fat i en mand, der forstår sig på journalistik," råbte headhunteren Bøgh.
Helt uden journalister havde bladet dog ikke været.
I chefredaktørstolen sad Edvard Petersen, uddannet på jyske aviser. Han har sikkert hørt på Svend Bøgh med stor fortørnelse, omend hans indsats havde begrænset sig til at følge i præsternes spor på redaktionen. Sigende nok var han forøvrigt også redaktør af Indre Missions Tidende.
Snart havde Svend Bøgh en plan. Kristeligt Dagblad skulle i chefredaktørstolen sætte en af tidens mest beundrede bladledere og journalister, Gunnar Helweg-Larsen. Først på BT, senere i den Ferslewske presse, hvis blade han samlede i Dagens Nyheder, skabte han opsigtvækkende resultater. Hans blik for talenter var formidabelt.
Brødrene Viggo og Per Barfoed, berømte versemagere under pseudonymerne Ærbødigst, Bror Mika og P. Sørensen-Fugholm samt Franz von Jessen, var hans opfindelser. Det samme gjaldt den unge Frederik Schyberg, senere Politikens førende litteratur- og teateranmelder samt skandinavisk berømte dramaturg. Samt en vis Storm P.
Epoken, der lyser
Bare en enkelt håndfuld år gjorde Gunnar Helweg-Larsen og Kristeligt Dagblad fælles skæbne. Men epoken 1936-41 lyser med særlig glans i bladets historie. Han gjorde Kristeligt Dagblad til en rigtig avis, læst og respekteret af et publikum langt udover det, der var bladets oprindelige base. Han skabte det kvalitetsprodukt, som man dengang overlevede på og stadig lever af.
En af de nye og vigtige vimpler på det forvandlede Kristeligt Dagblad var kulturstoffet. I det gamle missionsblad havde ingen redaktør vovet at lade ny litteratur, teater eller film anmelde. Den kunst, der fører os ud på den tynde is, hvor livets grænser afprøves og ny erkendelse vindes, var bandlyst før Helweg-Larsens tid. Nu blev slotspræsten Oscar Geismar en suveræn teaterkritiker i Kristeligt Dagblads spalter. Både ved sin pen og sin fremtræden fyldte han i det københavnske kultur- og kirkeliv. I det daglige en støtte og inspiration for kulturredaktionen.
Det nye udsyn kunne man opleve, når en ung journalist med tårnhøj embedseksamen, Poul Nyboe Andersen, for første gang i en dansk avis kunne præsentere den britiske nationaløkonom John Maynard Keynes. Hans indviklede teorier lærte os, at det er optimismen, der bygger byerne, dræner moserne og skaber økonomisk fremgang.
"Helweg-Larsen løftede avisen og tilførte den dimensioner, som den aldrig før havde haft", lyder et udsagn fra Bent A. Koch, medarbejder ved Kristeligt Dagblad 1948-71, de sidste 12 år som chefredaktør. "Han kunne samle medarbejderne, uddele ros og ris og få alle - også de dårligst udstyrede - op på tåspidserne, så de skrev bedre end de selv havde troet de kunne."
En hjørnesten for det Kristeligt Dagblad, som Gunnar Helweg-Larsen kom til at lede, var fortsat det kirkelige stof, men nu i en helt anden bredde end før. Under nok så drøje kampe om bladets fornyelse stod det altid fast, at bladets navn fortsat var Kristeligt Dagblad og at bladet fortsat skulle skrives og drives i kristen ånd.
Allerede i 1936, året for Helweg-Larsens ansættelse, steg bladets oplag til 12.307 (i 1935 var det 11.734). Derefter steg det uafbrudt, undertiden med 1000 eller 2000 om året.
Helweg-Larsen forlod Kristeligt Dagblad i 1941, men den fremgang som han med en fremragende besætning havde lagt køl til, fortsatte og kulminerede i 1948 med bladets hidtidige rekordoplag: 23.408. Ved årsskiftet 2004/2005 blev den oplagsrekord dog slået, så avisen i dag er større end nogenside før.
Hvorfor skiltes Kristeligt Dagblads og Gunnar Helweg-Larsens veje? Officielt fordi den tyske overkommando, repræsenteret ved sin presseattache i København, Gustav Meissner, krævede det.
Redaktørens hånlige artikler om bøgenonnelarven, den altædende snylter i danske skove - læs: den tyske besættelsesmagts brug af Danmark som spisekammer - var kun et beskedent udsnit af hans udfordrende kritik. Formentlig følte også det danske nazistparti sig forfulgt af Helwegs nådeløse pen. Kristeligt Dagblad blev underlagt tysk forcensur.
To censorer, udvalgt af Udenrigsministeriets Pressebureau, rykkede ind på redaktionen med den opgave at gennemlæse og frasortere kontroversiel journalistik. De to skulle vise sig at være pæne og forstående personer, som gang på gang tog bladet i forsvar, når der alligevel smuttede uønskede vendinger ind i spalterne.
Der blev givet et tysk vink med en vognstang om, at man gerne så Helweg-Larsen fjernet. Men noget ubetinget krav blev det aldrig.
Derimod havde Kristeligt Dagblads magtfulde bestyrelsesformand Ernst Kjærsgaard pinligt travlt med at sammenkoble tyske krav og danske samarbejdspolitikeres ærgrelse over Helweg-Larsen.
Bent A. Koch giver i Pressens Årbog rene ord for pengene. "Sandheden, som hans broder, provst Povl Helweg-Larsen, skrev i en slags hvidbog, er, at en kreds med Ernst Kjærsgaard i spidsen brugte tyskerne som påskud til at komme af med Helweg-Larsen. Man frygtede konsekvenserne af hans åbne redaktionelle linje og man var forarget over hans personlige livsstil. Ved hans ansættelse vidste bestyrelsen besked med hans skilsmisse. Forargelsen gik på, at han i 1941 ville indgå nyt ægteskab!"
Sagen førte til en sprængning af bestyrelsen, da næstformanden direktør H. Sprechler udtrådte i protest.
Stabens høje standard
Stilheden på redaktionen ved meddelelsen om Gunnar Helweg-Larsens fratræden kunne skæres ud i blokke. Snart var lammelsen forvandlet til højlydt vrede, og en af de mange fremragende journalister, som Helweg-Larsen havde håndplukket til Kristeligt Dagblad, forlod bladet i rasende protest. Det var Jørgen Bøgh, mange år senere kendt som domprovst i Aarhus.
Et kronvidne fra de bevægede tider på redaktionen i 1941, en nu afdød redaktionssekretær, fortalte i 1996 ved Kristeligt Dagblads 100-årsdag - om medarbejdernes ængstelse: på ny sad en præst i chefredaktørstolen. Betød det, spurgte medarbejderne hinanden, at "en dyne af missions-ånd igen ville lægge sig over redaktionen?".
Frygten for, at tilstandene før Helweg-Larsens tid kom tilbage, viste sig overdrevet. Ganske vist måtte læserne savne den gyldne pen, som gennem fem år havde fået dem til at gribe efter avisen med ordene: Hvad skriver han mon i dag? I sig selv et smerteligt tab.
Afdelingsforstander på Danmarks Journalisthøjskole, pressehistorikeren Erik Lund, fortalte i Kristeligt Dagblads 100-årsnummer, at Helweg-Larsens tekster stadig bruges i undervisningen på højskolen. "De går rent ind, også hos forudsætningsløse 23-årige. Det er meget sjældent, vi ser dagbladsjournalistik bevare sin fulde livskraft et halvt århundrede efter."
Men Helweg-Larsen havde udrettet meget andet end at skrive.
En stab af blændende medarbejdere, som han havde udvalgt, kunne hver på deres felt sikre avisens standard. Magister Paul Læssøe-Muller, der havde været manden ved siden af Helweg-Larsen, forenede stor lærdom med journalistisk talent og en analytisk evne på linje med Helwegs. Journalist Aksel Lassen grundlagde en meget højt beundret politisk reportage på Kristeligt Dagblad. Han blev regnet for en kommende chefredaktør, når Edv. Petersen, der havde genvundet sin position efter præsten J. Th. Thomsen, skulle gå af.
Men samarbejdet med den forsigtige og ubeslutsomme Edvard Petersen blev Aksel Lassen for ulideligt. Han tog imod et tilbud fra Danmarks Radio, hvis politiske reportage under stor opmærksomhed fik, hvad Kristeligt Dagblad havde mistet.
Endnu i 1940'erne var Kristeligt Dagblads høje standard umiskendelig for stadig flere læsere. I 1945 oversteg oplaget for første gang de 20.000. I 1948 oplevede bladet datidens rekordoplag 23.408.
Farvel til søndagsudgaven
Helweg-Larsen-epoken havde været et farvel til amatørismen, som den karske headhunter Svend Bøgh udtrykte det i 1936. Men det var også et farvel til bindingerne mellem Indre Mission og Kristeligt Dagblad. Desværre synes Svend Bøgh at være forsvundet ud af bladets ledelse, da der igen blev brug for udluftning og fornyelse.
På en generalforsamling i A/S Kristeligt Dagblad i 1944 blev der talt om, at "nu var Kristeligt Dagblad jo igen Indre Missions avis." Bestyrelsens formand svarede med stor indignation, at sådan kunne man kun tale, hvis bladet blev læst med stærkt farvede briller: "Der er jo dage, hvor bladet bogstavelig talt er grundtvigsk præget!"
Usikre meldinger fra bestyrelsen kunne muligvis tolkes som en tilstundende krise. Den blev i hvert fald aldeles åbenbar, da husets ledelse i sensommeren 1951 besluttede sig for nedlæggelse af Kristeligt Dagblads søndagsudgave.
I en pæn årrække havde søndagsavisen været et af bladets flagskibe og dens forsvinden repræsenterede helt klart et prestigetab. Hændervridende forklarede bestyrelsen, at den følte sig tvunget af stram økonomi med stigende papirpriser, højere lønninger, dyrere teknik osv. Netop året 1951 sank oplagstallet til under 20.000, hvor det skulle blive meget længe.
En og anden af de mange chefredaktører, Kristeligt Dagblad har haft, kendes nu kun af navn. Hvad de betød - hvis de betød noget - vides ikke. Men også med en anonym redaktør kunne bladet klare sig rimelig godt, takket være en talentfuld og loyal medarbejderstab.
Blandt stille eksistenser som chef var den tidligere nævnte Edvard Petersen - mand og mand imellem på redaktionen omtalt som Edvard Bekenderen, måske på grund af hans trofasthed over for Indre Mission.
Det var næppe heller Edvard Petersen, der slog i bordet og trodsede Indre Mission, da bladet i 1947 gik ind for kvindelige præster - snarere bladets markante kirkelige lederskribent, professor dr. theol. N. H. Søe, stærkt støttet af journalisten og præsten ved Københavns Domkirke, Johannes Langhoff, der også havde et ord at skulle have sagt på bladet.
Hos rigtig mange læsere var Edvard Petersen højt værdsat for sine daglige andagtsbetragtninger på forsiden under mærket Notabene.
Skarpe konturer
Bent A. Koch var kun 20 år, da han blev journalistelev på Kristeligt Dagblad , og kun 31, da han satte sig i chefstolen. Han gengav Kristeligt Dagblad det ansigt som meningsdanner, der i mange år havde haft meget svage konturer. Bedst vil han formentlig blive husket for to skelsættende 'sager'.
Den første var rejst omkring tilbageleveringen af de islandske sagaer - ca. 1800 middelalderlige håndskrifter med monumental litteratur iblandt, der lå i det Arni Magnæanske Institut under Københavns Universitet.
Med forståelse i brede kredse, navnlig indenfor højskolen, havde undervisningsminister Jørgen Jørgensen i 1965 fået vedtaget en lov, tænkt som en selvfølgelig gestus fra et land med rige fortidsminder til et nordisk broderfolk, hvis ydre fortid alene lå gemt i håndskrifterne.
En uventet voldsom modbevægelse satte ind i Danmark. Den Arni Magnæanske Stiftelse anlagde ekspropriationssag (!) mod Undervisningsministeriet og tabte den med glans. I Folketinget fik 61 medlemmer - ligeledes udfra påstand om ekspropriation - loven udsat til efter et valg.
Under hele forløbet virkede Bent A. Koch og dermed Kristeligt Dagblad ikke blot som støddæmper overfor et stigende hysteri. Han var også en fremragende lobbyist i kampen for den eneste værdige løsning: at Island fik sine håndskrifter. Det skete, om end danske og islandske videnskabsfolk skændtes i 26 år om lovens kriterier for udlevering.
I den anden store sag skabte Bent A. Koch fortørnelse med et ledende standpunkt umiddelbart efter Israels Seksdages-krig i 1967. Imod en meget pro-israelsk opinion i Danmark mindede han om, at sagen har to parter, og at ikke alt er sort og hvidt. "Hvorfor søger ingen i dagens debat at forklare de arabiske synspunkter?," spurgte han i Kristeligt Dagblad. "Når nu staten Israel er oprettet, må de arabiske stater anerkende den, ligesom Israel må anerkende et frit Palæstina."
Samme bemærkning fremsatte Bent A. Koch overfor en avis i Damaskus, hvor han imidlertid kun blev citeret for en betragtning over det problematiske i, at jøderne havde fået en stat i Palæstina, som palæstinenserne anså for deres land.
En stormflod af protesterende læserbreve skyllede ind over Kristeligt Dagblad.
"Kristeligt Dagblad mistede mange abonnenter på grund af mine synspunkter i sagen", skriver Bent A. Koch i erindringsbogen "Min tid". "Og i bestyrelsen mumlede nogle lidt, men så heller ikke mere."
Slidsomme år
Gunnar Rytgaard - Bent A. Kochs efterfølger som chefredaktør i 1971 - var kommet til Kristeligt Dagblad i 1960. Det lå tidligt i kortene, at han skulle avancere: fra redaktionssekretær over redaktionschef til medredaktør.
Med sin faglige tyngde, baseret på et fint journalistisk talent, sit rolige overblik, stilfærdige fremtræden og jernflid havde han været garanten for den daglige avis, mens chefen mere udadvendt tegnede den spektakulære meningsdannelse.
Som ny chef måtte Gunnar Rytgaard også bruge tid og kræfter på forberedelser til en ændret struktur af bladets tekniske fremstilling. Den klassiske sammenhæng mellem avis og civilt bogtrykkeri var ikke længere en holdbar økonomisk basis for et blad.
En svær overgang til ny teknik - brutalt sagt en avis uden typografer - måtte gennemleves. Alligevel huskes Rytgaard af mange gamle medarbejdere som redaktøren med de ubestikkelige journalistiske dyder, med åben dør til sit kontor og aldrig svigtende vilje til at høre på en medarbejder.
I hans periode udvikledes bl.a. avisens nye flagskib, sektionen om Den Tredje Verden. Med berettiget stolthed modtog Kristeligt Dagblad i disse år den meget prestigefyldte Thorkil Kristensen-pris for soberhed og bredde i sin dækning. Det var Thorkil Kristensens eget udtrykkelige ønske, at Kristeligt Dagblad skulle være den første modtager ved prisens indstiftelse i 1979. Da Rytgaard blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, understregede han, at dette var en hæder til hele staben på Kristeligt Dagblad.
Fra 1976 til 1983 gik oplaget pænt fremad - i 1980 og 1981 var det endda over 19.000 - netop det tal, der ikke var set siden bladets søndagsudgave blev opgivet i 1951.
Sidst i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne ramte en almindelig afmatning dansk dagspresse og for det sårbare Kristeligt Dagblad blev krisen stadig mere akut.
År 1994 lød oplagstallet på 14.147 - det laveste siden Anden Verdenskrig - og en uomgængelig rekonstruktion måtte forudses. Efter svære overvejelser valgte Rytgaard at fratræde og slutte sin karriere som bladmand i redaktørstolen på Grænseforeningens blad.
Nye tider
Kristeligt Dagblads bestyrelse havde ansat den 35-årige Erik Bjerager fra Børsens Nyhedsmagasin til at formidle ny energi i bladets spalter og oplag. Samtidig lagde bestyrelsen navn til tegning af en ny aktiekapital, som på forbløffende kort tid havde sikret 10 millioner kroner til vidtgående omlægning af redaktion og salgsafdeling.
En såre velkommen stimulans for arbejdslyst og inspiration var også bladets flytning "hjem" til hovedstadens midte. I 10 år havde avisen ligget i Fanøgade på Østerbro, hvortil den flyttede i 1986, da den forfaldne ejendom Frederiksborggade 5, hvor den havde haft hjemsted siden 1917, blev solgt.
Nye pejlemærker i journalistikken, dynamisk ledelse af redaktionen og en intensiv, professionel markedsføring af bladet gav synligt resultat allerede i 1995, da oplaget steg til 15.495. Siden er oplaget vokset konstant og rundede ved årsskiftet 2004/2005 25.000 daglige eksemplarer.
Ikke mindst satsningen på stofområderne tro, etik og eksistens satte skub i oplagsudviklingen. I løbet af få år udviklede avisens fredagsudgave med en særlig Liv&Sjæl-sektion sig til at være ugens avisflagskib. Den voksende interesse for religion og livstydning, der kom til at præge 1990erne og begyndelsen af det nye årtusinde har sammen med en stærkt forbedret aviskvalitet været baggrunden for den rekordvækst, avisen har oplevet.
Efter den økonomiske rekonstruktion i 1995 fik Aktieselskabet Kristeligt Dagblad 3000 aktionærer, hvoraf Kristeligt Dagblads Fond er den største, Det Berlingske Officin og Chr. Augustinus' Fabrikker er to andre betydende aktionærer.
KILDER:
Kristeligt Dagblads bestyrelsesprotokoller og referater fra forretningsudvalgsmøder.
Artikler ved bladets 80 års dag.
Jubilæumsnummer ved Kristeligt Dagblads 100 års dag 1996.
Bent A. Kochs artikel i Pressens Årbog 1987-88. Samme forfatters erindringsbog Min Tid (2003)
Danmarks Mediemuseum, Odense.