Paa Dampskibet Farguah en Dags Rejse fra Africas Kyst.
Kære Broder og Svigerinde.
Da vi har Lejlighed til at sende et Par Ord fra Skibet i morgen, fordi vi lægger ind til en fransk Havn ved Navn Dakar nogle Timer... vil vi gerne sende et Par Ord til Uttrup for at lade Eder vide, at vi ere vel ankommen saalangt.
Vi forlod England Onsdagen den 16. August. Sejlede ud fra Liverpool. Vi har nu sejlet 9 Dage. Rejsen gaar jo omtrent lige Syd.
Sådan indledes det brev, Eline og Mogens Uhrenholt 25. august 1916 sendte hjem til Danmark, på vej til den gerning som missionærer i det østlige Nigeria, som de havde forberedt sig til gennem så mange år. Brevet er først nu dukket op og har sammen med lærer Torben Uhrenholts overraskende møde med en ukendt gren af sin families historie i Nigeria sat gang i et nyt missionshistorisk forskningsprojekt.
Det er Torben Uhrenholts kollega, Hans Wendelboe Bøcher, som er begyndt at samle trådene til en bog om Eline og Mogens Uhrenholt. Det er en forskning, der foregår i Danmark såvel som USA, hvor Eline var født og voksede op som datter af udvandrede danske forældre.
Historien indeholder dramaet og martyriet og giver os, takket være brevene, mulighed for at komme helt tæt på nogle af dem, der drog ud til en usikker tilværelse som missionærer, siger Hans Wendelboe Bøcher.
En historie med drama og skuffet kærlighed: Eline skulle have haft en anden, men han døde før brylluppet. Også for Mogens var ægteskabet med Eline det andet valg, idet han havde et første ægteskab bag sig.
Og drama og martyrium i forhold til det fælles kald, som forenede dem: For de hvide missionærer i Afrika var det ofte med helbredet som indsats. Mange bukkede under for de fremmede sygdomme og vendte aldrig tilbage. Også Eline og Mogens Uhrenholt fik deres sidste hvilested i Nigeria. Begge døde de af malariasygdommen blackwater fever. De fik kun få år i Nigeria, men nåede på den korte tid at sætte deres afgørende spor. Som pionerer var de med til at lægge grunden til den selvstændige lutherske kirke, der siden voksede ud af Sudanmissionens arbejde i Nigeria.
Hans Wendelboe Bøcher og Torben Uhrenholt er begge lærere på kulturlinjen på Horne Ungdomsskole ved Hirtshals. Undervisningen omfatter en rejse til Nigeria, og det var her, Torben Uhrenholt pludselig fik en del af sin egen historie tæt ind på livet.
I byen Numan, hvor den lutherske kirke i Nigeria har hovedsæde, står stadig den første lille missionskirke. Den blev bygget af lægen Niels Brønnum, Sudanmissionens første missionær, som fik hjælp af en dr. Mogens Marinus Uhrenholt fra Aalborg, fortalte ærkebiskoppens kone, da elever og lærere fra Horne var på besøg. Mon det var noget af Torben Uhrenholts familie?
Næh, det troede jeg ikke. Det havde jeg i hvert fald aldrig hørt om, fortæller Torben Uhrenholt, der samtidig undrede sig over navnesammenfaldet.
Tilbage i Danmark gik han i gang med at undersøge de eventuelle familiebånd og fandt frem til, at de ganske rigtigt langt ude var i familie med hinanden, idet Mogens var fætter til Torbens bedstefar.
På en ny Nigeria-rejse i år har Torben Uhrenholt besøgt Shellem, 45-50 kilometer fra Numan, hvor Eline og Mogens Uhrenholt for 90 år siden anlagde deres nye missionsstation, og hvor man stadig kan finde Mogens gravsted.
Mogens Marinus Uhrenholt var født i 1876 på slægtsgården Øster Uttrup ved Aalborg. Sin værnepligt aftjente han hos sundhedstropperne, og det blev, sammen med hans omvendelse nogle år tidligere, afgørende for hans missionskald. 1902 rejste han til USA, og begyndte her i 1907 på sit otteårige lægestudium med henblik på en fremtid som lægemissionær.
I USA mødte han Eline Marie Uhrenholt, født af danske forældre 1875 i Cedar Falls i Iowa. Hun var lærerinde og uddannede sig senere til sygeplejerske.
Mogens og Eline giftede sig i 1915, efter at de af Dansk Forenet Sudan Mission var blevet antaget som missionærer til udsendelse efter endt uddannelse.
Parret ankom til Numan sidst på året 1916. I juni 1918 åbnede den nye missionsstation i Shellem. Få måneder efter blev Mogens Uhrenholt syg af blackwater fever:
Enden paa mit Liv syntes at være nær nogle Dage; men Gud vilde det anderledes, skriver han i et brev til Sudanvennerne hjemme i Danmark i oktober.
Som det fremgår, forventede Mogens Uhrenholt at være kommet over sygdommen, og tiden blev ikke spildt. Uhrenholt fik sat gang i byggeriet af de 35 bygninger, missionsstationen skulle omfatte. Kirke, lægeklinik, skole, bolig og så videre, som man i dag stadig kan finde ruiner af.
Men tiden blev kort. Mogens Uhrenholt døde knap et halvt år senere, den 16. februar 1919, under et nyt angreb af blackwater fever. Eline, som selv dør af samme sygdom året efter, har i et brev, gengivet i bladet Sudan, skrevet om Mogens sidste timer.
Han gav sig hen i Bøn... da han rejste sig, sagde han: Eline, nu ved jeg, at min sidste Time er slaaet men min Sjæl er fri og løst. Jeg farer herfra med Glæde. Jeg har faaet den Forvisning, at hvad der nu skal ske, kun vil tjene til Evangeliets Fremme paa dette sted. Og jeg jubler ved Tanken derom.
I dag er der bygget en stor kirke med plads til 3000 mennesker, hvor den gamle missionærbolig lå.
