Ny respekt for religion præger nonne-dokumentar

Søster Anna Mirijam Kaschner lever på Nordvanggaard i Birkerød, hvor hun sammen med fem andre søstre ...

DR har fulgt Nordvanggård-klostrets Anna Mirijam på vej til Rom. På billedet ses hun i bøn i Peterskirken inden audiensen hos pave Frans. Scanpix Denmark

DR's Per Wennick udviser en ny åbenhed over for det religiøse i dokumentar om livet på et katolsk kloster i Nordsjælland

Er der i tiden kommet en ny tone af respekt over for det religiøse? En større modenhed og alvor i stedet for altid den skråsikre afvisning? DR's dokumentar ”Søstre af det dyrebare blod”, sendt søndag aften, er i al fald et eksempel på en forunderligt ny åbenhed.

Den var præget af sænkede parader og næsten nænsom opmærksomhed. Udsendelsens skaber er Per Wennick, der fortæller, hvordan han gik til arbejdet med forudfattede meninger om, at et klosterliv sikkert var ”lukket, tungt, gråt, ensformigt, glædesløst”. Og så mødte han fire ordenssøstre, der var ”åbne, livsglade og entusiastiske, som man kun kan blive i godt humør af at være i selskab med.”

Det er ikke kun et sekulariseret samfund, der kan nære fordomme om klosterlivet. Det har med sin hemmelighedsfulde aura bag høje mure alle dage næret fantasien. Men det er nok kendetegnende for os moderne at associere religiøs fordybelse med glædesløshed. Intet skræmmer os mere end forestillingen om at være afskåret fra adspredelsen.

Deraf vel også angsten for at bosætte sig i udkanten, der opleves som en art geografisk kloster.

Wennick blev klogere på Nordvanggaard i Nordsjælland, hvor indtil for nylig ordenen Søstrene af det dyrebare blod havde sit danske kloster. Ordenen er med tiden skrumpet så meget, at samtlige søstre kunne sidde i klosterets lille Toyota Yaris - fire i tallet.

Den vej går det de fleste steder. Færre og færre vier deres liv til klosteret, så Europas nonner og munke har en meget høj gennemsnitsalder.

Således også de fire tiloversblevne på Nordvanggaard, hvor de to ”unge” var 43 og 46, de to ældre 73 og 85 år. Men som det sømmer sig for kristenmennesker, var de ved godt mod. De opfattede sig tydeligvis ikke som truet art, som man ville med tilsvarende reduktion ude i verdsligheden.

Har man evigheden som perspektiv, kan det tydeligvis gå op og ned i verden, uden at man bliver bragt ud af fatning. Af samme grund har søstrenes notoriske livsglæde sikkert gjort dobbelt indtryk på udsendelsens skabere.

Det havde været den nemmeste sag af verden at fremmane kulde og isolation med rette, fjendtligt kameraarbejde, men dokumentaren var simpelthen smukt fotograferet; nænsomt og indfølt, så dens rolige rytme i sig selv afspejlede den livgivende ro i klostertilværelsen.

Der var øl på bordet på Nordvanggaard, når man løssluppent muntert så fodbold på tv. De fire kunne også tæve i kortene, og fordi de ikke er nonner, men ordenssøstre, færdes de uden for deres kloster.

Søstrene fik tid og rum til at fortælle om deres liv, og alle Wennicks spørgsmål var fraklippet. De talte frit om, hvad der i ungdommen havde motiveret dem til den store beslutning, som lægger et dybt snit i en tilværelse. De berettede åbent om kyskhed og sex, om fattigdom, lydighed og tro. Og om ensomhed.

Kameraholdet fulgte også Anna Mirijam til Rom, hvor hun skulle forhandle med ordenens generalpriorinde om salg af det næsten tomme Nordvanggaard.

Samtidig fik hun lejlighed til at møde pave Frans. Anna Mirijam talte om en fremtid for ”projekt Danmark” med nye søstre på et nyt kloster og om evighedsperspektivet i stor fortrøstning til mødet med sin Gud efter døden. Også det lagt loyalt frem uden distancerende syrlighed.

”Der er mennesker, som har en stor længsel efter det religiøse”, havde søster Mirijam bemærket oftere på det seneste. Der er hos dygtige skabere af dokumentarprogrammer en velgørende ny åbenhed over for det religiøse. Om det har med længsel at gøre, tilhører privatlivets fred.

Nu har Rudersdal Kommune købt Nordvanggaard, hvor der indkvarteres flygtninge. Ordenen anvender overskuddet fra salget til opførelse af sygehus og skole i Sydsudan.