En rejse gennem påskens stemninger

Organist Lene Langballe står bag Påskens labyrint En musikalsk optakt til påsken

0Lene Langballes orkester hedder ”Ensemble Authentia”, men får under de særlige påskekoncerter hjælp fra blandt andet unge strygere fra Guldborgsund Musikskole. –
0Lene Langballes orkester hedder ”Ensemble Authentia”, men får under de særlige påskekoncerter hjælp fra blandt andet unge strygere fra Guldborgsund Musikskole. –. Foto: Paw Gissel.

Påsken er en labyrintisk vandring.

Lene Langballe bryder tavsheden i Sakskøbing Kirke, hvor omkring 40 lollikker har sat sig til rette på kirkebænkene for at overvære aftenens koncert.

Til daglig er hun organist i Tingsted Kirke på Falster, men har fået bevilliget 65.000 kroner af Den Folkekirkelige Udviklingsfond til projektet Påskens labyrint En musikalsk optakt til påsken.

Musikken danner de forskellige stemninger og følelser, som påskens mysterium rummer. Det er særligt store følelser som længsel efter fællesskab, forladthed, nedværdigelse, sorg og glæde, siger den konservatorie-uddannede blokfløjtenist med et smil, inden hun præsenterer resten af det sortklædte ensemble, som i aften består af en lille snes korsangerinder fra Tingsted og Køge Kirkes kor samt tre violinister, tre cellister og en enkelt pianist.

LÆS OGSÅ: Salmerne er mormors fortjeneste

På en af de forreste rækker bladrer 66-årige Bodil Larsen i programmet, der strækker sig fra kompositioner af Vivaldi og Bach til tekster af Grundtvig og Lars Busk Sørensen.

Jeg går altid helt opløftet fra den slags koncerter, siger Bodil Larsen, der bor i byen med sin mand og kommer til gudstjenesterne i hvert fald hver anden søndag.

Påsken er en særlig tid for hende, og hun kan nemt relatere til de følelser af sorg, men også glæde, som koncerten og påsken er en rejse gennem.

I påsketiden for nogle år siden fik hendes søn konstateret akut blodkræft, og en følelse af afmagt greb hende. Det hele endte lykkeligt, men hun tænker ofte på det op til påske.

På samme bænk sidder tre mørkhårede, læderjakkeklædte konfirmander. De har et lidt andet forhold til påsken.

Jeg forbinder det mest med ferie, siger Smilla, der har overværet ni ud af de obligatoriske ti gudstjenester, det kræves for at blive konfirmeret.

Pigerne er dog enige om, at aftenens koncert virker mere interessant, end gudstjenesterne normalt gør.

Når Lene Langballe ikke akkompagnerer de andre instrumenter med sin blokfløjte, trækker hun sig tilbage og synger med korpigerne under kirkens skib.

De musikalske overgange fra palmesøndag til skærtorsdag og videre fra langfredag til påskedag krydres med oplæsning af sognepræst Hanne Margrethe Tougaard.

I Sakskøbing Sogn gør man meget ud af at arrangere koncerter, siger præsten efter koncerten.

Vi har noget guld i kulturen, som vi gerne vil være med til at løfte og vise frem, siger hun og nævner en passant, at det ikke er rock- eller trobadourkoncerter med Erik Grip, der vil væreat finde på plakaten i Sakskøbing Kirke.

På det område er vi meget ortodokse, siger Hanne Margrethe Tougaard, der blandt andet valgte at læse op fra Bjarne Reuters Bogen Bibelen genfortalt.

Hun understreger, at koncerterne skal være for alle.

Den holdning deler Lene Langballe.

Det er vigtigt, at alle kan lytte med og føler sig inkluderet i koncerten, siger hun.

Men der var ikke nok mennesker til koncerten, der ellers sluttede med ekstranummer og et stort bifald, mener violinist Roberto Falcone, som er gift med Lene Langballe.

Jeg forstår ikke, at der ikke kommer flere. Det er gratis, siger han.

Man behøver ikke at have nogen særlig tilgang til hverken kirken eller musikken. Det er lidt ligesom at være på restaurant. Man behøver ikke kende ingredienserne for at nyde maden, forklarer Roberto Falcone.

Lene Langballe er dog fint tilfreds med koncerten, der er projektets anden.

Drømmen om det perfekte skal ikke stå i vejen for at glæde sig over det, man faktisk har, siger hun.