I uge 9 rejste akademileder Birgitte Stoklund Larsen, lektor Ulla Morre Bidstrup og sekretariatsleder Jørgen Skov Sørensen til Sverige, Norge og Finland for at finde inspiration til debatten om en mere selvstændig danske kirkeordning.
Kristeligt Dagblad har stillet de tre en række spørgsmål om godt, skidt og overraskelser på turen.
LÆS OGSÅ: Blog fra nordisk kirkeliv: De måske egnede
Ulla Morre Bidstrup, lektor og medlem af styrelsen i Grundtvigsk Forum:
Hvad var det bedste ved turen?
Det var at høre chefredaktøren på Aftenposten i Oslo udtale, at i hele forløbet efter Utøya var kirken den eneste instans, der for alvor kunne fortælle, hvem vi er og hvem vi gerne vil være.
Og det værste?
At der bruges mellem 70 og 80 millioner i Sverige og Norge til valg til kirkerådene, og det engagerer alligevel ikke ret mange flere end ved de danske menighedsrådsvalg.
Hvad var det mærkeligste?
At man kalder den ortodokse kirke i Finland for en folkekirke, selvom den kun har en procent af befolkningen som medlemmer.
Hvad var det mest overraskende?
At Norge har valgt en præces en slags ærkebiskop efter at have undværet en igennem mange, mange år.
Hvad kunne du bruge?
At nordmændene har en bevidsthed om og et sprog for de forskellige elementer i en kirketænkning: det kongregationale (det lokale), de episkopale (det biskoppelige) og det synodale (det nationale niveau). Det er et afgørende redskab, når debatten om en styringsreform i Danmark går i gang.
Hvad kunne du ikke bruge?
Svensk velordnethed.
Jørgen Skov Sørensen, sekretariatsleder i Det mellemkirkelige Råd:
Hvad var det bedste ved turen?
Det var muligheden for erfaringsudveksling undervejs. Et klik på musen, og så er vi hos de nordiske søsterkirker. Vi har mødt en utrolig åbenhed og et godt eksempel på mellemkirkelighed på det administrative niveau.
Og det værste?
Det var Kirkens Hus i den norske hovedstad, Oslo. Her er stort set alle samlet i en bygning: Præsteforeningen, Kirkerådsudvalget, administrationen, kirkens arbejdsgiverforening og så videre. Det bliver meget tæt og meget indadvendt. Og det svarer til, at alle kirkelige organisationer her, havde til huse i Kirkeministeriet.
Hvad var det mærkeligste?
At det at foreslå opkrævning af kirkeskat i Norge er lige så meget et fyord, som ordet synode er i Danmark. I Norge betaler kommunen et bidrag pr. troende, uanset religion, til trossamfundet.
Hvad var det mest overraskende?
At det hverken i Norge, Sverige eller Finland er muligt for folk at løse sognebånd eller danne valg- og frimenigheder. Kirkerne er bange for, at der vil dannes kirke-kliker, og det vil splitte. Spørgsmålet er overvejet, men frygten er, at det vil splitte kirken.
Hvad kunne du bruge?
Mens vi i Danmark hver gang geråder ud i en diskussion om kirkens indre og ydre anliggender, så har man i Finland et udvalg, der arbejder med netop det, og det foregår på et højt niveau. Sådan et udvalg burde vi også have i Danmark.
Hvad kunne du ikke bruge?
Jeg tror ikke på den svenske integrationsmodel, hvor alle organisationer hører under kirken, og hvor der ikke er en frihedstradition for de frie folkekirkelige organisationer. Det svenske Lutherhjælpen, som er en pendant til Folkekirkens Nødhjælp, hører for eksempel under den svenske kirke. Det bliver et stivere system.
Hvad var den største inspiration?
En erkendelse af, at en kirkeordning er et puslespil, der kan lægges på utallige måder. Det kan være en monolitisk, topstyret ordning, der ender med at tage friheden for alle eller fordele magten. Der er meget, der kan overføres fra de nordiske lande, men vi skal huske, at det er vores egen ordning, der skal komme ud af det.
Birgitte Stoklund Larsen, leder af Grundtvig-Akademiet
Hvad var det bedste ved turen?
Vi har bevæget os fra hovedkontor til hovedkontor, så jeg er sikker på, at vi ikke har set det bedste i de tre landes kirkeliv. Men vi har mødt mennesker, der er meget optaget af kirkens ve og vel.
Og det værste?
Det var måske at få sine fordomme om Sverige bekræftet. Vi talte med et medlem af Kirkerådet i Uppsala om modstand mod kvindelige præster. Og til det svarede hun: Vi må jo have en kommunikationsbrist. Centralt i den svenske kirke anerkender man ikke, at der kan være forskellige holdninger. Den tænkning er skræmmende.
Hvad var det mærkeligste?
Kirketjeneren i Uppsala Domkirke bar et hjemmesyet sort og hvidt slips med alle andre religioners symboler på. Dog holdt sammen af en slipsenål med den svenske kirkes logo. På slipset stod der: Gud er for stor til kun at passe til én religion. Han sagde også, at der var nogle kirkegængere, der ikke brød sig om slipset. Der er altså trods alt sprækker i konsensus, også helt ind i domkirken.
Hvad var det mest overraskende?
Den enorme parallelitet, der er mellem kirkerne parret med en næsten lige så stor forskellighed. Det er alle folkekirker med 70-80 procent af befolkningen som medlemmer, og det er også fælles, at de ikke er den eneste spiller på banen. Og det har afstedkommet en fornyet refleksion af, hvad det overhovedet vil sige at være folkekirke.
På det norske menighedsfakultet som ikke er at sammenligne med det danske talte vi med et par teologiske forskere, som fortalte, at mange i 1970erne og 80erne vrængede lidt ad den norske kirke. I dag har man fået sans for det gode i bredden, at hovedfjenden ikke er de mange medlemmer, der ikke kommer i kirken.
Hvad kunne du bruge?
I høj grad den norske kirkes forklaring om, at det er en virkelig lang proces at etablere en kirkeordning. Den norske kirke har haft et kirkemøde siden 1984 og dermed lang tid til at øve sig før den ændring i relationen mellem stat og kirke, der er på vej.
Det har betydet, at de gennem inspirerende diskussioner om magtfordeling og meget andet er nået frem til, at kirken skal have tre ben at stå på: de enkelte menigheder, kirkemøde og -råd og det biskoppelige. Norge havde også et heldigt momentum, hvor der var politisk enighed blandt alle Stortingets partier om et kirkeforlig. Sådan et øjeblik kan man jo håbe på i Danmark: Folkekirken er for vigtig til at blive en politisk kastebold.
Hvad kunne du ikke bruge?
Den svenske kirkes topstyrethed, dens homogenitet og politiske korrekthed. I Sverige hørte vi mange gange ordet sanktioner. Centralt i kirken har man ikke sanktioner over for menighederne på grund af konsensus-kulturen, men man kunne godt få indtryk af, at nogle gerne ville have det. For eksempel har de svenske biskopper ikke stemmeret ved Kirkemødet, og det opfattes som positivt, for det ville vise deres uenighed.
I Norge har biskopperne stemmeret og stemmer med forskellige fler- og mindretal, de opfatter uenighed som noget konstruktivt. Og samme holdning afspejles i Finland.
Hvad var den største inspiration
Et blik på den svenske kirke udefra ved Alf Linderman, forsker og leder af Sigtunastiftelsen. Han kritiserer den svenske kirke for at markedsføre og brande sig selv som noget, den gerne vil være ikke som det, den er. Det bliver en meget selvoptaget kirke.
Det omvendte billede så vi i Norge, hvor en avisredaktør talte om, at den norske kirke efter Utøya havde vist nordmændene hvem vi er, og hvem vi gerne vil være.
