En storslået taber

HISTORIENS KANON 10: Christian IV var levemand, stor i slaget og fyldt med stormagtsdrømme. I danmarkshistorien er han blevet symbolet på, at det går galt for os, hvis vi prøver at spise kirsebær med de store

Christian IV, som han angiveligt er malet i England i begyndelsen af 1600-tallet. Maleren er ukendt. - Arkivfoto.
Christian IV, som han angiveligt er malet i England i begyndelsen af 1600-tallet. Maleren er ukendt. - Arkivfoto.

Der går en lige linje fra slaget ved Lutter am Barenberg den 17. august 1626 til slaget ved Dybbøl den 18. april 1864. Imellem disse to spektakulære danske nederlag ligger en periode, hvor Danmark udviklede sig fra stormagt til småstat. Og det paradoksale er, at denne nedgangstid blev indvarslet af den mest farverige, længst regerende og mest folkekære af alle danske konger. Monarken, der selv påtog sig hærledelsen i slaget mod den katolske general Tilly den skæbnesvangre augustdag: Christian IV.

For Undervisningsministeriets historieudvalg har der ikke været nogen tvivl om, at hvis en dansk konge skulle optræde på en danmarkshistorisk kanonliste, skulle det være Christian IV, som regerede Danmark, fra han som 11-årig besteg tronen i 1588 og til sin død i 1648. En kraftkarl, levemand og svirebroder, men også en from kristen og alsidigt begavet monark, hvis arkitektoniske visioner førte til så uforglemmelige byggerier som Rosenborg, Rundetårn, Børsen og Frederiksborg Slot.

Meget gik godt for Christian IV, men nederlagene stod også i kø, både personligt og på statsplan. Især da han under Trediveårskrigen (1618-1648) forsøgte sig som protestantisk feltherre i kamp mod katolikker på de tyske slagmarker. Målet var at gribe ind i Europas storpolitik og befæste Danmarks position som stormagt. Men da de 20.000 mand, Christian IV stod i spidsen for ved Lutter am Barenberg, blev knust af Tillys kanoner, så kongen måtte flygte i spidsen for kun 80 ryttere, måtte stormagtsdrømmene opgives.

– Slaget banede vejen for, at den tyske feltherre Wallenstein besatte Jylland, og det er i det hele taget blevet set som det vendepunkt i danmarkshistorien, hvor al modgangen begyndte. Traditionelt har man konkluderet, at det gik så galt, fordi Christian IV ville spise kirsebær med de store, og derfor har man draget den lære, at det skal Danmark lade være med, forklarer Knud J.V. Jespersen, historieprofessor og formand for Undervisningsministeriets historieudvalg.

Han tilføjer, at det er med en vis "reverens til traditionen", at personen Christian IV er kommet på listen frem for det specifikke slag. Men det er også, fordi kongen ikke alene var ansvarlig for et militært nederlag og en arkitektonisk kæmpeindsats, men på alle planer personificerede renæssancen i Danmark: Stor i slaget, fuld af glubende appetit på livet og trang til at erobre nyt terræn.

Og måske er Christian IV netop blevet elsket af danskerne, fordi han ikke vandt det store slag i 1626 og gjorde Danmark til en stærk europæisk magt, men i stedet gik over i historien som en storslået og meget menneskelig taber.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

HISTORIENS KANON

Undervisningsministeriets historieudvalg har udvalgt 29 centrale personer og begivenheder, som skal indgå i folkeskolens historieundervisning. I 29 artikler gennemgår Kristeligt Dagblad i løbet af skoleåret samtlige punkter. Dette er den 10. artikel i serien.

Læs alle artikler i serien på kristeligt-dagblad.dk