Engle bar lyset frem

 
Flere skoler har som her på Taastrup Realskole gjort luciafejring til en del af årets store traditioner. –

Flere skoler har som her på Taastrup Realskole gjort luciafejring til en del af årets store traditioner. – Foto: . / Scanpix

Med stearinlys, glorier og hvide kjoler gik skolekoret i går lucia-optog på Taastrup Realskole

Er I engle eller hvad?

En dreng fra 1. klasse nærmest råber spørgsmålet, da han går forbi de ældre skolepiger, der står og venter foran gymnastiksalen.

Det får dog lov til at hænge i luften sammen med nervøsiteten, der har spredt sig i pigegruppen. Den lille dreng har dog en pointe for iført hvide kjoler, sølvglorier og tændte stearinlys ligner pigerne faktisk engle.

Mere præcist er det dog, at pigerne er fra Taastrup Realskoles kor, der om få minutter skal transformere skolens mørklagte gymnastiksal til et højtideligt rum. Til glæde for skolens lærere, elever og ikke mindst de stolte forældre, der har udsat arbejdsdagen for at kunne opleve deres børn synge Santa Lucia.

Klokken viser 08:12. Korpigerne står nu på række i skolens omklædningsrum, klar til at indtage gymnastiksalen, hvor forventningen til morgenens første luciaoptog stiger blandt de omkring 200 børn og voksne. Tre minutter senere går dørene til omklædningsrummet op, og som den første kommer Cecilie Kjeldal fra 7. klasse ud, hvorefter hun med levende lys i kransen på hovedet fører an som optogets luciabrud. Herefter kommer en lang række af piger, der med unaturligt små skidt bærer lyset frem i mørket.

Et par kvinder hvisker sammen langs salens ribber. Den enes øjne stråler om kamp med kamerablitzen, der hjælper hende med at forevige datterens luciaoptræden. Der bliver hvisket og tisket i tilskuerrækkerne. Det er jo ikke hver dag, der står livlig og stemningsfuld salmesang på skoleskemaets første time.

Den tidligere musiklærer på skolen, Poul-Erik Høyer, er vendt tilbage til sin gamle arbejdsplads for en stund for at akkompagnere luciakoret. Han spiller for på klaveret, og kort efter vælter en overraskende voldsom bølge af korsang ud over publikum.

Nu bæres lyset frem, stolt på din krone, lyder det lyst og klart fra de 36 piger, der langsomt, men sikkert nærmest glider fremad på gulvet.

Taastrup Realskole er blot en af de mange skoler i landet, der i disse dage holder luciaoptog til glæde for alle generationer. En tradition, der blev gjort til en lysfest i Danmark, da den kom til landet fra Sverige i 1944, og som skulle få danskerne til at huske på friheden uden for landets besatte grænser. Men også en tradition, der holdes på festdagen den 13. december og årets mørkeste tid for den kvindelige helgen Santa Lucia, der så vidt vides blev henrettet under kristenforfølgelser i starten af 300-tallet.

Dagens budskab er, at lyset sejrer over mørket, og at Lucia dermed er en genspejling af Kristus, der sejrer over mørket og døden gennem opstandelsen, som Thomas Stoor, præst i den svenske Gustafskyrka, tidligere har forklaret i Kristeligt Dagblad.

Tilbage i gymnastiksalen på Taastrup Realskole har koret afsluttet Santa Lucia-sangen og er gået i gang med det helt store repertoire. Gennem forskellige sange og salmer hjælper de således publikum til at huske på, at juletidens luciatradition også har et kristent budskab. Med saft og kraft synger luciapigerne blandt andet B.S. Ingemanns julesalme Dejlig er Jorden og ikke mindst Nu tændes tusind julelys, der begge fortæller historien om, at Jesus blev født i netop denne tid.

Atmosfæren i gymnastiksalen er højtidelig. Ja, freden har nærmest lagt sig over selv de mest energifyldte unger fra de mindste klasser, der i starten havde svært ved at sidde stille. Men det gør de nu.

Koret har da også øvet vildt meget, slog Mia fra 7.c fast, kort før optoget gik i gang. Det er fjerde år, hun deltager i luciaoptoget, og i år har den 13-årige skoleelev gjort meget ud af sit tøj. Hun har nemlig lånt sin mosters konfirmationskjole, der i modsætning til de andres mere løstsiddende og langærmede kjoler sidder stramt og er ærmeløs.

Jeg har den på, fordi jeg ikke vil ligne en pige fra prærien, som hun sagde.

Der er dog ingen, der ligner præriepiger i dagens luciaoptog. I stedet er de som små engle, der med deres fine stemmer synger sidste strofe af Santa Lucia-sangen, mens de langsomt forlader salen: Skænk os af lykkens væld, lige til livets kvæld, Santa Lucia, Santa Lucia.

Kort efter er der opbrud. Det kunstige lys erstatter de levende, løbende fødder, og råbende stemmer vinder over roen. Alligevel vil tilskuerne til dette luciaoptog sent glemme, hvordan engle bar lyset frem i Taastrup.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

 

Tilføj kommentar

 
 
 
 
 

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.