Ensomhed er ved at udvikle sig til en folkesygdom.
De første officielle tilfælde af ensomhed blev konstateret i gruppen af ældre, og i lang tid har al fokus og alle ressourcer gået til denne gruppe. Vi har af omsorg og uvidenhed ladet de ældre og deres talsmænd herske i debatten og på indsatsområderne, men der er en overset og næsten epidemisk hurtigt voksende gruppe af ensomme og isolerede unge.
Vi unge tilhører den første generation i verdenshistorien, der kan, vil, må og tør alt - og vores eneste begrænsning er os selv. Det sætter uoverkommelige nye krav til individet. Det forudsætter, at man er konstant refleksiv og formår at sortere i det daglige bombardement af informationer og valg. Men alt for mange unge er for dårligt rustet, de bliver usikre og bange for at vælge forkert. De skal vælge indholdet af deres identitet inden for nogle rammer, der på trods af de uendelige muligheder er meget snævre og uopnåelige for de fleste. Det er ikke tilstrækkeligt at være ordinær, og det specielle skal løbe inden for den konstant omskiftelige main- stream. Det fanger mange unge mellem, hvad de reelt har at byde på, og hvad de tror, der forventes af dem. Og en stor del af den ensomhed, mange unge oplever i dag, tror jeg, netop er centreret om denne problemstilling. De tror simpelthen ikke, de kan nok og er nok, og det afholder dem fra at søge kontakt, hvilket afføder udstødelsen, der skaber den fysiske ensomhed.
Omvendt mener jeg også, at fordi unges identitet i dag til dels er skabt omkring ydre faktorer som påklædning og tilhørsforhold til en bestemt gruppe, er det svært for mange at søge relationer ud over den gruppe, de identificerer sig med. Det efterlader en sårbar »restgruppe«, som ikke har et tilhørsforhold, og det vil for disse føles som udstødelse af fællesskabet.
Det er interessant, at det på trods af unges relativt løst sammensatte identiteter og manglende indre styring kræves, at de kan magte at mærke sig selv hele tiden. Denne konflikt bliver også tydelig alle mulige andre steder end i ensomheden, fra de overvældende mange spiseforstyrrelser blandt de helt unge til den nyeste debat om piger i 12-13-års-alderen, der yder seksuelle tjenester for junkfood.
Men i ensomheden er et dilemma. Skønt ensomheden for mange unge er ufrivillig, bliver den også en tryg tilstand, hvor man kan afværge de mange udefrakommende krav. Mange af de unge har helt mistet troen på, at de overhovedet kan imødekomme dem, og er havnet i en nedadgående spiral af dårligt selvværd, der låser dem fast i ensomheden. Ensomheden er vanskelig, men for nogle ikke nær så angstprovokerende som at skulle spejles af et andet menneske. Det kan bl.a. ses i det stigende antal af unge, der lider af en social fobi.
Fordi ensomheden blandt unge i dag rammer bredt over sociale klasser, køn og baggrund, kan man ikke tilpasse indsatsen til én gruppe. Desuden må indsatsen begynde med at være øget fokus på tendensen. Der er ingen tvivl om, at ensomheden er forbundet med skam over for omverdenen og usikkerhed i forhold til de unge selv, som har svært ved at sætte ord på deres tilstand. Der ligger jo en yderligere ensomhedsfølelse i isolationen, når de unge skal skjule det for studiekammeraterne og ydermere føle, de er alene med problemet. Derudover bliver man nødt til at give disse unge nogle tilbud, som de kan tilegne sig i deres eget tempo. Mange af disse unge har, som tidligere nævnt, ikke den udfarenhed, det kræver at møde op i en ungdomsklub eller lignende. Det er min erfaring, at de mangler et forum, hvor de kan være åbne omkring deres ensomhed og møde andre, der er i samme situation. Konkluderende kan man sige, at de ensomme, unge skal mødes der, hvor de er, uden at de vurderes og behandles som særtilfælde, så de derigennem kan få gode oplevelser, som kan hjælpe dem med at genvinde troen på sig selv og tilliden til andre.
Misja Eiberg-Madsen er projektleder i EnsomUng, Ungdommens Røde Kors