"Kirke og stat på vej mod adskillelse".
Sådan kunne man læse på forsiden af Morgenavisen Jyllands-Posten forleden. Artiklen baserede sig på to forhold: For det første en meningsmåling blandt vælgere i alderen 18-25 år, hvoraf cirka halvdelen ønsker en adskillelse af stat og kirke. Og for det andet udtalelser fra to biskopper og en kirkehistoriker, som alle forudser en adskillelse af kirke og stat inden for en overskuelig årrække. Den nu afgåede biskop Erik Norman Svendsen var i et interview i Kristeligt Dagblad i slutningen af august inde på det samme. Han mente ikke, at folkekirkeordningen kan overleve en grundlovsændring. Sådan er udviklingen, lyder argumentet.
Er biskopperne i gang med at tale folkekirken i jorden?
Man skal vare sig for at drage vidtrækkende konklusioner på basis af et par avisartikler, men umiddelbart kunne det se sådan ud. Spørgsmålet er, om det er velovervejet. Egentlig er det vel overraskende, at halvdelen af de unge ikke er imod den nuværende ordning?
Der er ingen tvivl om, at udviklingen er der. Endnu er omkring 80 procent af danskerne medlemmer af folkekirken, men forestillingen om en folkekirke er under pres. Den er rundet af et samfund, hvor religion bandt sammen, i modsætning til nu, hvor religion i højere grad adskiller og skaber identitet. Før var et lille diskret dagmarkors under skjorten tilstrækkeligt, nu skal korset udenpå og helst ikke være for lille.
Hvor religion tidligere var en vigtig sammenhængskraft, er den blevet det modsatte, en forskelssættende faktor. Og det er her, folkekirken kommer i klemme i al sin brede almindelighed. Men det er også her, at folkekirken bliver en brik i – ja, man tør næsten ikke sige det – en kulturkamp.
Det handler om sammenhængskraft, og spørgsmålet er, om folkekirken har en rolle at spille i denne sammenhæng – og hvis ja, så i anden omgang på hvilken måde denne rolle er afhængig af sammenbindingen med staten? Er alternativet en Søren Krarup-model med identifikationen af danskhed og kristendom? Eller en fuldstændig adskillelse af stat og religion? Eller er der en tredje vej?
En måde at sikre, at fundamentale menneskelige spørgsmål om tro, samvittighed og frihed ikke udgrænses som private eller sekteriske, men holdes i spil i den offentlige debat? Og kunne det ligefrem være, at staten havde brug for kirken for at kende sin begrænsning?
Der er nok at diskutere på dette helt overordnede niveau. Det udelukker ikke, at der samtidig arbejdes konkret politisk og administrativt på justeringer af folkekirkens forhold, sådan som det sker blandt andet i forbindelse med folkekirkens økonomi. Men når der sættes spørgsmålstegn ved legitimiteten i folkekirkeordningen, sådan som der gøres i disse år, så er det en diskussion, det er helt afgørende at tage i en bred og åben debat. Det nytter ikke at stikke hovedet i busken og vente, indtil det går over. Det går ikke over, og det er vel den erkendelse, der ligger i biskoppernes udtalelser. Men med henvisning til den uafvendelige udvikling, så melder de sig også ud af kampen.
Men man må spørge, om biskoppernes resignation er en klog strategi. Sat på spidsen, så taler de pågældende biskopper om folkekirken som om ulykkelig kærlighed – de er glade for damen, men de ved, at de mister hende. Det falder dem svært at arbejde for kærligheden.
Hvis ikke folkekirkens biskopper kan og vil argumentere teologisk og politologisk for en ordning, hvor stat og kirke hænger sammen – hvad skulle så forhindre Folketinget i at afskaffe den?
Det er ingen hemmelighed, at der er en generation af politikere med indsigt i folkekirkeordningen, som er på vej ud, så der bliver brug for argumenterne også i forhold til de borgerlige partier. Måske særligt i forhold til de borgerlige politikere, der agerer opmærksomt på præster, der spiller på en scene, der også er politisk – sagen om irakerne fra Brorsons Kirke er seneste eksempel.
Er der noget, man kan lære af de senere års politikudvikling, så er det, at dagsordener kan flyttes, og at udvikling ikke bare er en strøm, der flyder i én retning.
Kristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk analysere og vurdere nye tiltag og begivenheder i troens og kirkens verden. Birgitte Stoklund Larsen, som har skrevet denne uges analyse, er akademileder på Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.