”Herren være med jer!” messer sognepræster rundt om i landets godt 2000 folkekirker, når de byder velkommen til gudstjeneste søndag formiddag. I landets 325 frikirker vil præsten typisk sige ”hej og velkommen”. I folkekirken klinger orglets piber, mens frikirken summer af moderne kristen popmusik.
På Kristeligt Dagblads opfordring mødes biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller og bestyrelsesmedlem i netværket Frikirkenet og præst i Roskilde Baptistkirke Claus Bækgaard for at tale om forskelle og ligheder i gudstjenestefejringen i sogne- og frikirker.
Biskop Peter Fischer-Møller byder indenfor i den gule bispegård over for Roskilde Domkirke og tager hul på samtalen med en anekdote.
For nylig besøgte han en luthersk kirke i det sydlige Indien. Her havde han netop rundet sin prædiken af og stod i døren sammen med en lokal præst. Han troede, at han skulle sige farvel og god søndag til kirkegængerne, der havde dannet en sirlig kø ned gennem kirkerummet, men han mærkede hurtigt, at der var noget andet på spil. Han spurgte den lokale præst: ”Hvad sker der her?”. Til hans store overraskelse ville hver enkelt gerne velsignes og modtage personlig forbøn.
”Når man ikke kommer fra en frikirkelig tradition, hvor fri bøn er helt naturligt, måtte jeg lige synke en gang og bede til, at Helligånden og mit skoleengelsk ville gå op i en højere enhed. Det at blive udfordret på den måde, af en anden forventning, en anden tradition, gør i høj grad noget ved én selv,” siger biskoppen.
Claus Bækgaard smiler og siger, at Peter Fischer-Møller ikke behøver at rejse helt til Indien for at blive udfordret på den måde.
”I frikirkerne er fri bøn en typisk del af gudstjenesten, og det er næsten altid muligt at modtage forbøn,” siger Claus Bækgaard. Forbøn betyder at bede om noget for andre, for eksempel om, at en kræftsyg moster må blive rask.
Peter Fisher-Møller følte sig både udfordret og beriget af sit møde med forbøn.
”Der skabes en tillid mellem forbederen og den, der modtager forbøn, et rum, hvor noget sker. Du kan kalde det Helligånden. Nogle gange kan vores højmesser i al deres kvalitet og professionalisme være så planlagte, at man tænker, hvor Helligånden overhovedet er blevet af,” siger han og understreger, at selvom han glæder sig over dette Helligånds-møde, ville det blive akavet, hvis man forsøgte at indføre samme praksis i den folkekirkelige standardgudstjeneste, højmessen.
”Højmessen skal gerne være genkendelig i alle landets folkekirker. Det fælles udtryk er vigtigt for sammenhængskraften og gør, at man kan besøge stort set alle landets kirker uden at føle sig som en fremmed,” siger han.
Claus Bækgaard bryder drillende ind:
”Altså en slags McDonald's-kirke?”, spørger han med en henvisning til, at du kan spise den samme burger i så forskellige lande som Japan og USA og dermed skåne dine smagsløg for nye indtryk, når du besøger et nyt land.
”Det vil jeg gerne udfordre. Tror du, at I kunne nå flere eller færre, hvis I tog den chance, at det så forskelligt ud fra sted til sted? I frikirkelig kontekst har de fleste kirker nogle genkendelighedspunkter, men ellers er det mere frit,” siger Claus Bækgaard og forklarer, at man har en mødeleder, der guider menigheden gennem gudstjenesten.
”Forskellige mødeledere gør, at udtrykket vil være forskelligt fra sted til sted og fra søndag til søndag. Den diversitet påskønner jeg,” siger han og peger på endnu et punkt, hvor frikirkerne adskiller sig fra folkekirken: Man følger ikke en fast tekstrække, som man gør i folkekirken, hvor det på den måde ligger fast, hvilken af de bibelske tekster, man skal læse og prædike over hver eneste søndag. I stedet vælger man ofte et tema, som der så prædikes over i en periode.
Biskoppen vægrer sig ved fast food-prædikatet og forklarer, at tekstrækken måske nok begrænser prædikantens frihed, men samtidig er horisontudvidende i den forstand, at man i folkekirken tvinges til at prædike over bibelske tekster, som man ikke ville vælge, hvis der var frit slag. Tekster, der er svært tilgængelige, provokerende eller rummer gråd og tænders gnidsel.
Peter Fischer-Møller lancerer et nyt emne i samtalen: professionaliseringen af kirken og gudstjenesten.
”En del af folkekirkens medlemmer ser vi kun lejlighedsvis: når deres børn skal døbes eller måske juleaften. Derfor er vi meget opmærksomme på kvalitet. Når folk endelig kommer, skal de gerne opleve, at der er noget at komme efter, så de gerne vil komme igen,” siger Peter Fisher-Møller og peger på, at efterhånden som befolkningen generelt er blevet mere veluddannet, mødes folkekirken af højere krav om kvalitet. Folk har også mere travlt.
”Hvis de bruger en time af deres tid, vil de også have noget med sig hjem.” Derfor mener Peter Fischer-Møller også, at man skal tænke sig godt om, før man udliciterer opgaver som prædiken og musik til frivillige. Det er Claus Bækgaard uenig i. Han mener ikke, at man kan evaluere en gudstjeneste, som man evaluerer et tv-program.
”Kvalitet kan vurderes på mange måder. I gudstjenesten handler det i høj grad om at formidle et gudsmøde bedst muligt ved at skabe et rum, hvor himmel og jord mødes. Jeg taler gerne om, at en gudstjeneste ikke er noget, vi kommer til, men noget vi gør, altså et verbum: 'at gudstjeneste',” siger Claus Bækgaard og understreger, at en vigtig pointe er, at det er noget, man gør i fællesskab. Han henviser til Paulus' Første Korintherbrev kapitel 14, vers 26:
”Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen.”
Baptisten peger på, at kravet om kvalitet ikke må forhindre, at menigheden inddrages i gudstjenesten. Det er også med til at sikre en spontanitet og giver mulighed for, at den enkelte kirkegænger aktivt kan leve sin tro ud.
”I frikirkerne er der et stort fokus på, at troen skal have konsekvenser. Vi taler om, at der i kristendommen er en nådesdel, en gave, vi har modtaget fra Gud, og en trosdel, som er vores respons på denne gave. I folkekirken vægter man Guds handlen højest, hvor man i frikirkerne lægger stor vægt på menneskets del i aftalen,” siger han og peger på voksendåben, som man praktiserer i frikirkerne. Dåben handler ikke kun om, at Gud modtager os, men også om, at vi siger ja til Gud. Derfor skal man selv kunne tage stilling, før man kan blive døbt.
I folkekirken anses dåben for en gave, som Gud rækker det lille barn. Selvom det her er Guds handlen, der er i centrum, er medinddragelse i gudstjenesten dog også vigtig, hvis man spørger Peter Fisher-Møller.
”Menighedens salmesang står stærkt i den lutherske tradition, og folkekirken har en fantastisk god salmetradition og salmebog. I landsbykirker som de to, jeg var præst i på Midtsjælland i mange år, er det menigheden, der bærer salmesangen. I Domkirken har vi et stort, meget dygtigt kor, og man kan nemt få den følelse som kirkegænger, at man nærmest forstyrrer salmesangen, hvis man løfter sin egen rustne stemme. På den måde kan høj kunstnerisk kvalitet næsten virke lammende på en menighed, og når det sker, er det uheldigt,” siger han eftertænksomt.
Inddragelse af kirkegængerne i gudstjenesten regnes for et plus i både folkekirken og frikirkerne. Biskoppen og baptistpræsten er enige om, at frikirkerne generelt er bedre til at engagere frivillige, hvilket kan hænge sammen med, at folkekirken har økonomi til at lønne flere ansatte og betale for udførelsen af en række opgaver, som man i frikirken selv må varetage, da økonomien er baseret på frivillige bidrag.
”På den måde er der i folkekirken en fare for, at vi får skabt en fuldautomatisk forestilling,” siger Peter Fisher-Møller, der ikke vil afvise, at kirkegængerne i landets frikirker er mere dedikerede og aktive end folkekirkemedlemmer generelt.
Derimod har folkekirken en langt større berøringsflade end frikirkerne. Flere kommer for at få deres børn døbt eller fejre højtiderne.
”Jeg kunne godt ønske mig fire juleaftener på ét år,” siger Peter Fischer-Møller med et glimt i øjet. Han oplever, at visionen om højmessen, der samler alle, bliver virkeliggjort på en særlig måde denne ene aften om året.
”Højmessen skulle være der, hvor vi alle mødes på tværs af alt, der ellers adskiller os, men man må bare sige, at højmessen nemt bliver for de kirkelige nørder og dåbsfamilierne. Den virkelighed prøver vi at imødekomme med særgudstjenester som spaghettigudstjenester, 'Gud og fadbamser' og 'Gud, bøn og brunch',” siger han og fortæller, at en af de mest bemærkelsesværdige ting, der er sket de sidste 30 år i folkekirken er udvidelsen af det folkekirkelige menukort. Det er godt, men det giver også en fare for fragmentering.
Claus Bækgaard misunder Peter Fisher-Møller og folkekirken den naturlige kobling til den danske befolkning.
”Vi kan bedre tillade os at målrette gudstjenesten, da vores menigheder er mere homogene og stort set består af en fast skare fra søndag til søndag. Det kan skabe et familiært og trygt fællesskab, men der er også en fare for, at lugten bliver for lummer,” siger baptistpræsten og peger på, at frikirkerne i kraft af deres minoritetsrolle i langt højere grad er nødt til at være missionalt tænkende, hvis de vil gøre deres kontaktflade større, da danskerne ikke automatisk kommer i frikirkerne til dåb eller julefejring.