Er Rytteriets homofobiske præst sjov eller ond?

To præster og en humorforsker om sandheder og grovheder i DR2-programmet Rytteriet

Præsten, der spilles af Bodil Jørgensen, er fra Rytteriets sketch, der handler om en præst, der har tabt meningen med det hele og ikke er så veltilpas i sin rolle i verden.
Præsten, der spilles af Bodil Jørgensen, er fra Rytteriets sketch, der handler om en præst, der har tabt meningen med det hele og ikke er så veltilpas i sin rolle i verden. Foto: Danmarks Radio.

En kvindelig præst sidder i fuldt ornat på sit kirkekontor. Hun har en mørk aften fået selskab af et homoseksuelt par, der gerne vil giftes. Men de får ikke lov at få et ord indført, da præsten taler i en uafbrudt strøm om, at hun har det dårligt, at hun er ensom, at kirken er helt på afveje med de nye homovielser Og at altervinen i øvrigt er sur.

Scenariet er fra den populære satire-duo Rytteriet, der i seriens nye sæson på DR2 har lavet en sketch om en dansk folkekirkepræst, spillet af Bodil Jørgensen.

Sognepræst, forfatter og debattør Sørine Gotfredsen er ikke umiddelbart begejstret for det billede, der males af folkekirkens tilstand:

Jeg er usikker på, om det er meningen, at det skal være morsomt. Sketchen er ikke sjov, men lidt chokerende at se på. Man får ikke lyst til at grine, så på den ene side synes jeg, at den er ond, men jeg synes også, den rummer en ret stor sandhed. Det onde er, at præsten fremstilles som et følelseskoldt menneske, der mangler indlevelse og har opgivet alt. Hun er desillusioneret, afskyr sit eget arbejde og vil bare gerne forsvinde fra verden.

LÆS OGSÅ: Præsts barnebarn krænket over penis-satire

Den sandhed, som sketchen løfter sløret for, handler i høj grad om kirkens selvforståelse og præstekaldet, mener Sørine Gotfredsen:

Debatten om vielse af homoseksuelle par er sekundær i denne sketch, for den går for direkte ind og siger, at folkekirken er i færd med at rådne. Rytteriet mener måske, at råddenskaben også hænger sammen med præstens stejle holdning til homoseksuelle vielser, men det interessante her er præsentationen af, hvordan en præst har det, er, og ser sig selv, altså præstens selvforståelse. Og derfor er sketchen chokerende, fordi den går så langt og er så sørgelig.

Sketchen forsøger at afspejle, at kirken har et dybere problem, end at vi gør grin med den, mener hun:

Der er et forfald og en råddenskab i fremstillingen, som man har behov for at demonstrere. Det er ondt at fremstille en præst som om, at det er sådan ånden og tilstanden er i folkekirken. Den er nådesløs.

Anderledes opfattes sketchen af Martin Führ, ph.d. psykolog og humorforsker ved Institut for Psykologi ved Aalborg Universitet:

Budskabet er her, at nogle præster i den danske folkekirke er imod at vie homoseksuelle par. Det er et kontroversielt budskab, når Folketinget har besluttet, at det skal være tilladt. De tegner et billede af en præst, som er en anderledes type præst, end dem vi møder i kirken og betror os til nemlig en præst som ikke har nogen kunder i butikken og som drikker altervin for at holde sig i gang. Og så er der modstanden imod de homoseksuelle. Hun skal vie dem, men hun synes ikke, at det er okay, hvilket præster jo ikke kan give udtryk for, uden at det får en konsekvens.

Præstesketchen bruger alle virkemidler til at fremme budskabet: Præstens ubehag, kvalme og dårlige mave, den sure altervin, hun sidder og bæller, det kæmpestore trækors, som hun peger på, når hun gør nar af Jesus, og hendes klagen over sit ensomme kald. Det får et urkomisk udtryk, og netop humorens funktion, når et budskab skal formidles, er Martin Führs forskningsfelt:

Humor er et kommunikativt redskab, som gør det muligt på legitim eller socialt acceptabel vis at spøge med noget, som man normalt ikke må spøge med i dette tilfælde kirken, præstegerningen og homoseksuelle vielser, fortæller Martin Führ. Hos Rytteriet er det især præstefigurens sprog, der bruges aktivt, hvor seeren forventer at høre et andet sprogbrug fra en præst:

Denne kvinde sveder under præstekjolen, siger for helvede hvor er det varmt og kalder Jesus på korset for et kvaj. Så på den måde tegner hun et billede af en bestemt præst og en bestemt måde at være på. Præsten taler som en bondekone, og da bliver sproget brugt som virkemiddel.

Men Martin Führ synes ikke, at sproget virker effektivt i dette tilfælde:

Det billede, de tegner, er så grelt, at jeg mere ser det som et forsøg på at være humoristisk. Jeg synes ikke at det er særlig genialt.
Præst og formand for Præsteforeningen, Per Bucholdt Andreasen finder sketchen pudsig:

Det er interessant, at man vælger at tage kirker og præster op. Satiren er jo ikke virkelig, men et forsøg på at lave en anden virkelighed. Det viser, at de har en betydning. Men det er ikke et realistisk billede af, hvordan mine kollegaer opfører sig. Det interessante er satiren, hvor man sprænger vores rammer og forestillinger for, hvordan man kan opføre sig som præst.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: En snert af lethed

Dog er han ikke afvisende over for elementer i sketchen, som er genkendelige fra virkelighedens præstegerning. Ifølge arbejdsmarkedsundersøgelser, som blev foretaget for nylig, er udfordringer såsom ensomhed noget, man især er opmærksom på i Præsteforeningen, fortæller Per Bucholdt Andreasen:

Det kan godt have en form for realitet, og satiren tager jo udgangspunkt i et problem, som man forstærker tusind gange. Vi ved fra arbejdsmiljøundersøgelser, at det kan være ensomt, og det kan være svært at kommunikere med nutidens mennesker. Men at gå fra at konstatere, at der er et problem, til at have en adfærd som Bodil Jørgensens, der er langt. Det er som at se det gennem et forstørrelsesglas. De problemer, man kan have, er ved at blive løst ved, at flere arbejder sammen i teams og støtter hinanden kollegialt, så der er også en vej ud af ensomheden.

Ensomheden ved at være præst i dag, er et element i jobbet, som Sørine Gotfredsen godt kan nikke genkendende til:

Man kan genkende ensomheden i det, for det er et ensomt job at være præst. En præst er en énmandshær, og derfor tror jeg, at hvis man møder modgang, kan ensomhedsfølelsen godt blive stærkere, for man har en følelse af, at man er sin egen maskine. Satirefiguren her fremstiller et menneske, som kun ser sin egen resignation. Hun prøver at trumfe nogle ting igennem og gør sig blind for omverdenen. Folkekirken lider nogle gange af, at man har en afmagt overfor den store verden, som pisker af sted. Så figuren er rimelig raffineret men også ond.