”Jeg havde en oplevelse af, at jeg ikke slog til. De andre kunne noget, jeg ikke formåede, og det føltes forfærdeligt.”
Sten Tiedemann husker tydeligt dengang i 4. eller 5. klasse, da han opdagede, at han som den eneste i klassen ikke kunne følge med i den diktat, de skulle lave i dansktimen.
Det gav ham en følelse af, at han ikke kunne det der med ord og bøger. Knap 40 år senere er hans billede af sig selv et andet.
Som rektor for Folkeuniversitetet i Aarhus står han for at formidle forskning til titusindvis af danskere via foredrag, forelæsninger og festivaler om alt fra moderne japansk litteratur over astrofysik til middelalderhistorie.
”Viden er en enormt stærk kraft, for viden frisætter mennesker til at tænke nye tanker - og til at handle, så vi kan skabe bedre menneskeliv for os alle sammen,” siger han.
”Men viden opnår vi kun, når vi er åbne, sådan som Jesus er åben for at se Zakæus, og som Zakæus er åben over for at se sig selv,” siger han med henvisning til søndagens tekst om det skelsættende møde mellem Jesus og overtolderen Zakæus.
”Zakæus ved formodentlig godt selv, at han ikke lever, som han burde. Han har sikkert hørt om Jesus som en ny fortolker af religionen.
En mand med autoritet, der kan få undere til at ske. Rygterne om Jesus har tændt et håb i Zakæus. Et håb om at blive sat fri,” siger Sten Tiedemann.
”Håbet får Zakæus til at bryde konventionerne og kravle op i træet for at se Jesus. Og selvom de andres blik stempler Zakæus som synder, ser Jesus noget andet i ham. Det blik er nødvendigt for, at Zakæus kan blive sat fri og forandre sig.”
Her er der en forbindelse til Sten, der døjede med diktaten, og som nær var blevet stemplet som ordblind.
For selvom Sten ikke formulerede det for sig selv, var der et håb i ham og en fornemmelse af at rumme et potentiale. Men der skulle et andet blik til at kalde det frem.
For Sten Tiedemann blev det en ny dansklærer, nyuddannet fra seminariet og med anden tilgang til læring end den gamle lærer, der kastede det frisættende blik på ham.
”Jeg kan ikke sige, præcis hvad han gjorde, men han fik mig til at føle mig set - ikke kun som den Sten, jeg var, men også som den Sten, jeg kunne blive.
Han så nogle potentialer i mig, som dermed blev synlige for mig også,” husker Sten.
Forvandlingen var til at få øje på. Sten gik ud af skolen med 13 i eksamenskarakter i både skriftlig og mundtlig dansk - og med drømmen om at blive en så dygtig formidler, at han kunne åbne andre menneskers øjne for verden på samme måde, som den nye lærer havde udvidet hans horisont.
Han læste statskundskab på Aarhus Universitet og tog sidefag i dansk og historie, og mens studiekammeraterne satte kurs mod karriere i embedsværket, valgte Sten en anden vej.
Han tog til Tørring for at arbejde som gymnasielærer. Her var der masser af unge, som ikke var opdraget til at udfolde deres intellektuelle potentiale fuldt ud. De var produkter af en kultur, som Sten genkendte fra sin opvækst i Korsør.
”Korsør var Udkantsdanmark, selvom vi ikke brugte det ord. Der gik vi ikke rundt og drømte om at blive forskere,” husker Sten Tiedemann.
Men igen fik et tilfældigt møde udvidet hans billede af, hvad fremtiden kunne byde på.
”Jeg havde et fritidsjob med at sælge benzin på Halsskov færgehavn. Der mødte jeg en ældre kvindelig kunstner, som jeg faldt i snak med. Vi talte sammen i 10-15 minutter, men det var nok til, at hendes blik på mig blev afgørende.
Hun sagde til mig, at hun troede, at jeg ville blive til noget stort, at jeg havde noget særligt i mig. Hun sagde det med en autoritet og karisma, som gjorde, at jeg troede på hende,” husker Sten Tiedemann.
Det møde var medvirkende til, at han kom på universitetet - og måske også for, at han som blot 33-årig vovede at søge jobbet som rektor for Folkeuniversitetet i Aarhus.
”Jeg fik jobbet foran flere, som var ældre og havde flere formelle kvalifikationer end mig.
Det var nok dels, fordi jeg selv troede på, at jeg kunne magte opgaven, dels fordi ansættelsesudvalget så noget i mig, som jeg knap nok selv så,” siger han.
Da han i 2001 trådte til som rektor, var det årlige samlede deltagerantal ved Folkeuniversitetets forelæsningsrækker under 7000; i dag er antallet omkring det tidobbelte, og Folkeuniversitetet kan bryste sig af at være en af byens største kulturinstitutioner målt på deltagerantal efter blandt andet Aros og Den Gamle By.
”Vi formidler forskning, men vi gør det sanseligt og nærværende på en måde, så det berører almindelige mennesker.
Folk strømmer til for at forstå sig selv, samfundet og eksistensen bedre, og mange af dem finder et fællesskab med andre, der har samme nørdede interesse som dem selv.
Det er også en måde at blive set på, ligesom Jesus ser Zakæus,” siger Sten Tiedemann.
”Jesus taler klart og direkte til Zakæus, og han kommer derud, hvor Zakæus er. Zakæus gør selvfølgelig også sin del ved at klatre op i træet, og på samme måde må folk være parate til at søge viden.
Men vi skal komme folk i møde, ligesom vi i vores liv i det hele taget skal turde komme hinanden i møde. Vi skal være mere nysgerrige og modige, synes jeg.”
Bag ham er der udsigt over Aarhus Havn, hvor et af verdens største containerskibe ligger for anker tæt på et af de mange krydstogtskibe, som lægger til kaj i Danmarks næststørste by. At antallet af turister, eller gæster, som Sten Tiedemann kalder dem, i byen er vokset, har han en del af æren for.
Han har siden 2009 været formand for Visit Aarhus, et hverv, han blev opfordret til at søge.
”Det var den nuværende stadsdirektør, der opfordrede mig til det, og jeg har stor respekt for ham.
Han så noget i mig, som jeg ikke selv havde set, og igen var det hans autoritet, der var afgørende for, at hans blik på mig fik mig til at sige ja tak.”
Kirkelige autoriteter har Sten Tiedemann det mere ambivalent med. Hans farfar var præst, og i sin barndom opfattede Sten ham som lidt gammeldags.
Det gjorde ham også pinligt berørt, når han som barn havde kammerater med hjem, og hans far bad bordbøn.
”Men det skabte jo fællesskab, og netop fællesskab er noget af det, jeg tror, at folkekirken kan skabe.
Et fælles rum for refleksikon og for at være sammen uden at leve op til de snævre succeskriterier, som nemt bliver resultatet af for eksempel de sociale mediers selvfremstillinger.”
Som ung oplevede Sten, at farmoderen og farfaderen var nogle af de voksne, han kunne føre dybe samtaler med. Han og hustruen Mette valgte også at blive viet i kirken, og deres tre døtre er døbt og de to ældste konfirmeret.
Efter sin fars død af en kræftsygdom i december sidste år har Sten oftere end tidligere opsøgt kirken for at finde ro og plads til refleksion.
”Jeg tror, at vi alle har brug for at erfare, at noget er større end vores egen og andres fordømmelse af vores fejl og mangler. Det oplever Zakæus, da Jesus bliver gæst hos ham. Kirken kan være et sted, hvor sådanne møder finder sted.
Men det kræver, at kirken er parat til at udvikle sin form,” siger han. Og på spørgsmålet om, hvorvidt folkekirkens præster kan lære noget af Folkeuniversitetets formidlingsformer, for eksempel den såkaldte Forskerfight, hvor udvalgte forskere får fire minutter til at præsentere deres forskning, og publikum derefter kårer den bedste formidler - er svaret et skævt smil og et ”ja”:
”Præsterne har en unik mulighed for at berøre og flytte mennesker. De har autoritet, og de har et rum, hvor folk er stille og lytter. Og man kan nå meget på fire minutter.”