Formand Maos ”Den Lille Røde” var obligatorisk læsning under Den Kinesiske Kulturrevolution i 1960'erne. Nu, 50 år senere, kommer så ”Den Lille Lilla”.
Som Maos bog udgives den i et praktisk lommebogsformat, men det røde bind er erstattet af adventsfarven lilla eller violet, og indholdet ligger langt fra formand Maos røde revolutionære tanker.
”Den Lille Lilla” er derimod skrevet som et forsvar for den svage tro og tilegnet de såkaldte ”kulturkristne”, som, fastslår forfatteren, pensioneret overlæge Willy Hanghøj-Petersen, er helt nødvendige, hvis folkekirken skal overleve et truende forfald.
Skal kirken forebygge en sådan ”kulturkatastrofe”, som Hanghøj-Petersen ser det som, må den appellere til denne store gruppe: til dem, der uden at være kirkeligt aktive, alligevel har et positivt forhold til kirken.
”Alle dem, hvis tro ikke er stærk nok til, at deres kirkegang bliver til mere end juleaften og de store familiebegivenheder,” som det anføres i bogen.
For denne gruppe udgør omkring totredjedele af folkekirkens medlemmer, så hvis de stod af, havde vi ganske enkelt ikke længere en folkekirke, argumenterer den 87-årige tidligere overlæge som begrundelse for sin énmandsmission for mobilisering af kulturkristendommen.
”Den Lille Lilla” er foreløbig udkommet i et begrænset arbejdsoplag, der er sendt ud til bedømmelse og kritik i en lukket kreds af blandt andre præster og et par biskopper, der vil få indflydelse på den endelige udgave. Udvidet med et aktuelt kapitel om reinkarnation i kristelig/bibelsk belysning vil den efter planen komme i handlen senere på året.
Willy Hanghøj-Petersen fortæller, at han sideløbende arbejder på endnu en bog, der har arbejdstitlen ”Credo - en fortælling om det at tro”. Den skal handle om hans egen personlige kristentro i livets glæder og sorger.
Som ”Den Lille Lilla” udsendes ”Credo” på Hanghøj-Petersens eget forlag, Guggeforlaget. Det går tilbage til dengang, da han for mange år siden havde ambitioner om at blive børnebogsforfatter. ”Den lille Lilla” er forlagets første, for i stedet for børnebøger kastede han sig over videoproduktioner og producerede blandt andet en konfirmand- og undervisningsfilm.
Willy Hanghøj-Petersen har altid interesseret sig for de elektroniske medier. Han var i landsstyrelsen for KLF, Kirke og Medier og i sin tid med til at oprette Danmarks Kirkelige Mediecenter og TV/Midt-Vest, ligesom han i fritiden i en periode bestyrede en ugentlig udsendelse med ”Søndagstanker” i lokalradioen i Holstebro.
I 30 år arbejdede han som overlæge på Centralsygehuset i Holstebro og opbyggede her en klinisk fysiologisk-nuklearmedicinsk afdeling. Efter hustruens død flyttede han til Hundested på Sjælland og satte personlig aldersrekord, da han som 81-årig blev optaget som studerende ved Det Teologiske Fakultet i København, for i sin tredje alder at komme tættere på den kristendom, der har optaget ham i alle årene.
Hans aktive forhold til kristendommen går tilbage til ungdomstiden, hvor han i en periode med personlige problemer søgte hjælp hos den katolske kirke, men siden blev skræmt væk af en nidkær katolsk pater. Mange år senere banede mødet med en inspirerende folkekirkepræst vej for kristentroen.
Den aldrende studerende, der var over tre gange så gammel som sine medstuderende på universitetet, holdt ud i to et halvt år og valgte så at stoppe.
”Der var alligevel lidt for mange prøver og for store stofmængder til, at min gamle hjerne kunne følge med,” erkender han.
Til gengæld fik han så overskud til at koncentrere sig om sine kristelige bøger og den kirkelige debat i Kristeligt Dagblad, som direkte har inspireret ham til at skrive ”Den Lille Lilla”. I Kristeligt Dagblad har han bidraget til debatten med indlæg om aktiv dødshjælp og andre etiske problemer i kristent lys.
Med ”Den Lille Lilla” er han ude i et klart personligt ærinde affødt af hans egen optagethed af kristendommen. Alligevel understreger Hanghøj-Petersen, at han ikke har gang i et missionsprojekt - omend han kommer tæt på.
”Ofte gør mission mere skade end gavn, mener jeg. I hvert fald den uopfordrede mission er ikke mig. Jeg foretrækker dialog, og mit håb er, at jeg kan få fortalt de 'kulturkristne', hvor vigtigt det er, at de er med til at bære vores kristne kulturarv videre, og at de er Guds børn og elsket af Ham, selvom de måske mener, at deres tro er nok så svag.”
Kærligheden og tilgivelsen er nøgleord i evangeliet, konkluderer Hanghøj-Petersen og tilføjer:
”Nogle af dem, der har skræmt masser af mennesker væk fra kristendommen, er efter min mening fundamentalisterne, som mener at have rede på Vorherres mening fra komma til komma i Bibelen.”
Ofte stilles tro og viden op som modsætninger: troen på Gud i modsætning til naturvidenskaben, der efterhånden finder alle svarene, men det er et falsk modsætningsforhold, mener Willy Hanghøj-Petersen. De to områder er ikke uforenelige, tværtimod supplerer og beriger de hinanden, påpeges det. Og med sin ”Lille Lilla” håber han at udrydde nogle af de anfægtelser, der kan gøre det vanskeligt for nutidsmennesket at tro. I hvert fald når det vil forsøge at fatte Vorherre og hele skaberværket med sit eget intellekt.
”Det er jo det, der plager den intellektuelle, men hvis ikke Gud er større, end hvad vi kan fatte med vores egen menneskelige fornuft - et gudebillede, som menneskets intelligens kan tegne alene med forstandens fattige pensel - ender man jo i et ynkeligt selvportræt. Og det er da en tam tankegang, at tilværelsen kun kan rumme, hvad et menneske kan fatte.”
”Nej, Gud er netop ufattelig i sin storhed, og selvom vi kan bruge vores fornuft, må vi i sidste ende underlægge os i tro og taknemmelighed, fordi vi her står over for noget større end os selv.”
Som det udtrykkes i ”Den Lille Lilla”:
”Gud er ufattelig i sin storhed og derfor er det så vigtigt at få fat i Ham som begreb: en Ånd, en Kraft, som regerer enevældigt i det lige så ufattelige uendelige univers, som han har skabt og stadig styrer. Indser vi dette i ydmyg taknemmelighed, så vil vi fornemme, at vores lille smukke klode med al dens frodighed af planter og dyr, med vandet som livsbetingelse, netop er skabt til bolig for mennesket, det væsen, som Han velsigner med sin kærlighed.”