Da pave Johannes XXIII en dag blev spurgt, hvad han havde tænkt sig med det kirkekoncil, han netop havde indkaldt til, svarede han ved at åbne et af vinduerne på vid gab.
Jeg vil slå kirkens døre op, så vi kan se, hvad der foregår udenfor, og så verden kan se, hvad der sker inde i kirken, sagde han.
Det er lige præcis sådan, Andet Vatikankoncil er gået over i historien: som en vind af fornyelse, der skulle blæse gennem den katolske kirke og bringe nye tanker ind i en institution, der alt for længe havde barrikaderet sig mod den virkelige, moderne verden udenfor.
LÆS OGSÅ: Den katolske fornyelse, der blev banket tilbage
100 år før, i 1864, havde pave Pius IX udsendt en syllabus med en liste over alle de moderne tanker, som var uforenelige med den katolske kirkes lære, fra liberalismen og socialismen til rationalismen og i det hele taget fremskridtet og den moderne civilisation. Den stod stadig ved magt. Men inde bag murene var adskillige biskopper så småt begyndt at banke på væggene for at komme i kontakt med verden udenfor.
Allerede fra slutningen af 1950erne var der tegn på spirende krav om fornyelse i den katolske kirke. Men ingen turde håbe på et nyt koncil. Det blev den nyudnævnte pave Johannes XXIII, der stik imod alle forventninger indkaldte til det. Paven ønskede en aggiornamento, en opdatering af den katolske kirke. Han ville tilbage til skrifterne og evangelierne. Han ville åbne kirken for det virkelige, moderne samfund. Og han ville i dialog med de kristne samfund, der stod uden for romerkirken, siger Joseph Famerée, professor i teologi ved Det Katolske Universitet i Leuwen i Belgien og leder af et internationalt forskningsprojekt om Andet Vatikankoncils gennemslagskraft.
Den 11. oktober 1962 drog 2500 biskopper og kardinaler fra hele verden iført deres mest ceremonielle udstyr gennem Vatikanet. Peterskirken, hvor koncilet skulle stå, var blevet udstyret med tribuner til koncildeltagerne, hvis hvide bispehuer vuggede gennem gaderne. Noget lignende var ikke gået for sig i den katolske kirke siden tridentinerkoncilet i Trento 300 år tidligere.
Pavekurien havde imødeset koncilet med største mistro og forsøgte, så snart det blev indkaldt, at kontrollere koncilet ved at udarbejde en lang række ufarlige tekster, som kun ventede på koncildeltagernes underskrift forneden.
Men allerede den første dag mistede de grebet om koncilet. To ærkebiskopper, Achille Liénart fra Lille i Frankrig og Joseph Höffner, ærkebiskop af Köln, forlangte, at det var koncilet og ikke kurien, der skulle udpege medlemmerne af de forskellige kommissioner, og i det hele taget bestemme dagsordenen for koncilet. De fik bred opbakning. Andet Vatikankoncil, som vi forstår det i dag, var i gang. Dørene og vinduerne var blevet åbnet.
Koncilet blev fra dette øjeblik en kamp mellem traditionalister og modernister. Men traditionalisterne udgjorde i virkeligheden et meget lille mindretal. Den tekst, der mødte den største modstand, teksten om religionsfrihed, havde for eksempel kun 249 stemmer imod ud af de 2500 deltagere, påpeger Christine Pedotti, historiker og forfatter til bogen Slaget om Vatikanet.
Med i Peterskirken var blandt andre den danske teolog Kristen Ejnar Skydsgaard. Han repræsenterede Kirkernes Verdensråd, for Johannes XXIII havde insisteret på at invitere observatører fra øvrige kristne kirker. Kurien var imod, men paven satte sin vilje igennem, og deres tilstedeværelse var det allerførste fingerpeg om den økumeniske dialog, som skulle blive et af resultaterne af vatikankoncilet, først og fremmest i kraft af anerkendelsen af religionsfriheden.
Indtil da havde den katolske kirke afvist den enkeltes frihed til at vælge en anden tro end den katolske. Det var et teologisk standpunkt, der havde overlevet siden Mod-reformationen og kampen mod protestantismen, der blev betragtet som kætteri.
I 1962, hvor Menneskerettighedserklæringen havde gjort religionsfriheden til en grundlæggende politisk frihedsrettighed, havde den katolske kirke ingen politiske krav om at begrænse religionsfriheden. Men fra et teologisk synspunt hævdede kritikerne af den nye religionsfrihed, at kirken nu gav vranglæren samme status som rettro.
Men det er ikke rigtigt, påpeger Joseph Famerée, selvom han betegner religionsfriheden som en revolution.
Indtil koncilet var det troen og dermed kirken, der havde rettigheder. Religionsfriheden hviler derimod på det synspunkt, at mennesket har en iboende værdighed, og denne værdighed betyder, at det har krav på respekt. Også selvom det ikke er nået frem til den sande tro. Det åbner for en dialog med de øvrige kristne religioner, men også med verdensreligionerne og med ateismen og den profane verden, siger Joseph Famerée.
Religionsfriheden er knudepunktet i en strid, som endnu ikke er slut, og som har ført til skismaet med de katolske fundamentalister i Sankt Pius X-broderskabet, for hvem spørgsmålet om religionsfrihed er endnu mere afgørende end beslutningen om at holde gudstjeneste på de nationale sprog i stedet for på latin, mener han.
Netop overgangen til de nationale sprog er det måske mest synlige resultat af vatikankoncilet, der betyder væsentlige ændringer i den katolske liturgi. Menigheden bliver i højere grad inddraget i gudstjenesten, der også, modsat tidligere, omfatter oplæsning af evangeliet.
Der er et ønske om at forlade den skolastiske teologi, der havde domineret siden middelalderen, og vende tilbage til Bibelen og de gamle kirkefædres lære. Det medfører samtidig et skift fra det 19. århundredes fokus på korset, smerten og skylden til opstandelsens glædesbudskab, siger Joseph Famerée.
Vatikankoncilet var reelt en afsked med kristenheden, med den tanke, at der findes evige, sociologisk katolske lande. I stedet fik vi en kirke med aktivt troende, hvor troen er et valg, påpeger Christine Pedotti.
Hun er samtidig grundlægger af den såkaldte Kjolekomité mod mandsdominans i den katolske kirke. Og hun er en af dem, der frygter, at kræfter er i færd med at rulle Andet Vatikankoncil tilbage.
Menigheden og de ikke-gejstlige fik en central plads i kirken og i gudstjenesten efter Andet Vatikankoncil, og langsomt har kvinderne også fået adgang til for eksempel at læse op under gudstjenesten og deltage i uddelingen af nadveren. Men ganske umærkeligt bliver almindelige katolikker og især kvinderne nu mindre synlige. Præstemanglen betyder paradoksalt nok en øget sakralisering, hvor de verdslige kræfter trænges tilbage af frygt for, at de helt skal erstatte præsterne. Og topstyringen fra Rom bliver også stærkere, mener Christine Pedotti.
Også Joseph Famerée mener, at tiden er mindre favorabel over for koncilet.
En ny generation er vokset op, som aldrig har kendt tiden før kirkens fornyelse, og som i nogen grad ønsker en mere tydelig katolsk identitet, der klart markerer sig i forhold til protestanterne, men også i forhold til andre religioner. Det viser sig i ønsker for eksempel om gudstjenester på latin, men også i mindre vilje til dialog med andre trosretninger, et af vatikankoncilets fikspunkter, siger Joseph Famerée.
Netop den økumeniske dialog siges at være i afmatning under pave Benedikt XVI, der har tilladt de ekskommunikerede fundamentalister at holde messe på latin. Joseph Ratzinger, den senere Benedikt, deltog i koncilet som en af de yngste rådgivere for pave Johannes XXIII, men Benedikt tillægges i dag det synspunkt, at vatikankoncilet er gået for vidt.
Paven lægger især vægt på, at Andet Vatikankoncil ikke er et brud med fortidens katolske kirke, men en kontinuitet. Under forhandlingerne med Sankt Pius X-broderskabet har der været bekymring for, at han skulle give for store indrømmelser, men det synes ikke at være tilfældet, eftersom forhandlingerne om deres tilbagevenden nu står i stampe, siger Joseph Famerée.
Andet Vatikankoncil blev afsluttet af Johannes XXIIIs efterfølger, Paul VI, den 8. december 1965 efter at have vedtaget 16 tekster, som udgør den katolske kirkes grundlov.
50 år senere står koncilet ved et vadested. Og vandene skiller to fløje, som i nogen grad er de samme som i 1962.
Den ene fløj beskylder moderniseringen for at favorisere sekularisering og afkristning. Den anden ønsker at slå vinduerne endnu mere op og for eksempel diskutere præsters cølibat, kvindelige præster og opgør med kirkens hierarkiske struktur.
Skaber det et behov for et tredje vatikankoncil?
Kun hvis det bliver et koncil, der finder sted i alle verdensdele og med deltagelse af hele det katolske samfund. Det er uacceptabelt, at demokratiet endnu ikke eksisterer i den katolske kirke, siger Christine Pedotti.
Den katolske kirke bliver nødt til at lære en mindre monarkisk styreform, mener også Joseph Famerée.
Men det haster ikke med et tredje vatikankoncil. Der er endnu masser af konklusioner at drage af Andet Vatikankoncil.