Europa må forlade den betonbunker, der holder jorden og himlen ude

Et syn på verden, der alene er positivistisk, ligner det udsyn, man har fra en betonbunker. Vi må åbne vinduerne igen, appellerede pave Benedikt XVI, da han under sit besøg i Tyskland i sidste uge talte til lovgiverne i Forbundsdagen. Vi bringer her talen i uddrag

Pave Benedikt XVI på talerstolen i torsdags, da han under sit besøg i Tyskland talte til lovgiverne i Forbundsdagen.
Pave Benedikt XVI på talerstolen i torsdags, da han under sit besøg i Tyskland talte til lovgiverne i Forbundsdagen. Foto: Michele Tantussi.

Mine ærede damer og herrer. I dette øjeblik henvender jeg mig til Dem ikke mindst som Deres landsmand, som i hele sit liv har været bevidst om sin oprindelse, og som har fulgt udviklingen i sit fødeland, Tyskland, med stor interesse.

LÆS OGSÅ: Paven fyldte sæderne på Olympia Stadion

Men invitationen til at holde denne tale blev udstedt til mig som pave, som biskop af Rom, som den med det største ansvar for katolsk kristendom. Ved at udstede denne invitation anerkender De den rolle, som pavestolen spiller som en partner i folkenes og staternes fællesskab. Med afsæt i dette internationale ansvar, som jeg har, vil jeg gerne fremsætte nogle tanker om grundlaget for den frie retsstat.

Tillad mig at begynde denne overvejelse om grundlaget for lov og ret med en kort fortælling fra Den Hellige Skrift. I Første Kongebog fortælles det, at Gud tilskyndede den unge kong Salomon til ved sin tronbestigelse at fremsætte et ønske. Hvad vil den unge hersker spørge om i dette betydningsfulde øjeblik? Succes et langt liv sine fjenders ødelæggelse? Han vælger ingen af delene. I stedet beder han om et lydhørt hjerte, så han kan regere over Guds folk og skelne mellem godt og ondt (1. Kong. 3, 9).

Gennem denne historie ønsker Bibelen at fortælle os, hvad der i sidste ende bør betyde noget for en politiker. Det fundamentale kriterium og motivationen for en politiker bør ikke være succes og afgjort ikke materiel vinding. Politik bør være stræben efter retfærdighed og som følge heraf at skabe de fundamentale forudsætninger for fred Hvis retfærdigheden fjernes, hvad er et rige da andet end en stor røverbande? som den hellige Augustin engang sagde.

Vi tyskere ved fra vores egen erfaring, at dette ikke er tomme ord. Vi har set, hvordan magten blev adskilt fra retten, hvordan magten satte sig op imod retten og knuste den, således at staten blev et redskab til at ødelægge retten en velorganiseret røverbande, der var i stand til at true hele verden og drive den til afgrundens rand. At tjene retfærdigheden og kæmpe imod det ondes overherredømme er og bliver politikerens fundamentale opgave.

På dette tidspunkt i historien, hvor mennesket har en magt, der tidligere var ufattelig, er denne opgave særligt påtrængende. Mennesket kan ødelægge verden. Det kan manipulere med sig selv. Det kan også så at sige skabe mennesker og nægte dem deres menneskelighed. Hvordan erkender vi, hvad der er ret? Hvordan kan vi skelne mellem godt og ondt, mellem det virkeligt rette og det, der synes at være ret? Også i dag bør Salomons bøn forblive det afgørende anliggende for politikere og for politikken.

For de fleste af de forhold, der skal lovgives om, kan flertallets støtte tjene som tilstrækkeligt kriterium. Og dog er det oplagt, at når det drejer sig om lovens grundlæggende principper, hvor menneskets og menneskehedens værdighed står på spil, er flertalsprincippet ikke nok, og at enhver med magt og ansvar personligt må søge de kriterier, der bør følges ved udarbejdelsen af love

Det var denne overbevisning, der motiverede modstandsbevægelserne til handling mod det nazistiske regime og andre totalitære regimer, hvorved de gjorde retfærdigheden og menneskeheden under ét en stor tjeneste. For disse mennesker var det ubestrideligt, at den eksisterende lov rent faktisk var forbryderisk. Men når det drejer sig om en demokratisk politikers beslutninger, er spørgsmålet om, hvad der nu er i overensstemmelse med sandhedens lov, hvad der rent faktisk er ret, og hvad der bør være lov, mindre åbenbar.

Hvordan ved vi, hvad der er ret? I historiens løb har lovene altid bygget på religionen, og beslutningen om, hvad der skulle være lovligt blandt menneskene, blev taget med henvisning til det guddommelige. I modsætning til andre store religioner har kristendommen aldrig hævdet, at der var en åbenbaret lov for staten og for samfundet, det vil sige en retlig orden der udspringer af åbenbaringen. I stedet har den henvist til naturen og fornuften som lovens sande kilder og til overensstemmelsen mellem den objektive og den subjektive fornuft, som naturligvis forudsætter, at begge sfærer har rod i Guds skabende fornuft.

Hermed gjorde kristne teologer fælles sag med en filosofisk og retlig strømning, der begyndte at tage form i det andet århundrede f.Kr. I den første halvdel af det århundrede kom den sociale naturret, som stoikerne havde udviklet, i kontakt med romerrettens førende lærere. Gennem dette møde blev Vestens juridiske kultur født, som var og forbliver af afgørende betydning for menneskehedens juridiske kultur.

Dette førkristne ægteskab mellem loven og filosofien åbnede en vej, der gennem den kristne middelalder og oplysningstidens juridiske udviklinger førte hele vejen frem til menneskerettighedserklæringen og til vores tyske grundlov af 1949, med hvilken vores nation forpligtede sig selv til ukrænkelige og umistelige menneskerettigheder som grundlaget for ethvert menneskeligt samfund og for fred og retfærdighed i verden.

Her ser vi de to fundamentale forestillinger om naturen og samvittigheden, hvor samvittigheden ikke er andet end Salomons lydhøre hjerte, fornuften der er åben over for skabelsens sprog. Hvis dette syntes at forklare grundlaget for lovgivningen frem til Oplysningstiden, frem til Menneskerettighedserklæringen efter Anden Verdenskrig og udarbejdelsen af vores grundlov, så har der til gengæld været et dramatisk skifte i situationen i det sidste halve århundrede.

Forestillingen om en naturret anses i dag som en særlig katolsk læresætning, der ikke er værd at fremlægge til diskussion i ikke-katolske omgivelser, således at man næsten føler sig beklemt ved at nævne begrebet. Lad mig kort skitsere, hvordan denne situation opstod. I sidste ende er det på grund af forestillingen om, at der eksisterer et uoverstigeligt gab mellem er og bør. Et bør kan aldrig følge af et er, fordi de to er anbragt på helt forskellige niveauer.

Grunden er, at den positivistiske forståelse af naturen i mellemtiden er blevet næsten universelt accepteret. Hvis naturen med den østrigske retsfilosof Hans Kelsens ord anskues som en sammenhobning af objektive data, der er forbundet i årsag og virkning, så kan der vitterlig ikke afledes en etisk værdi af nogen art. Et positivistisk syn på naturen som udelukkende funktionel, således som naturvidenskaben anskuer den, er ude af stand til at slå bro til etikken eller fornuften, men giver altså kun funktionelle svar. Det samme gælder også fornuften ifølge den positivistiske forståelse, som i stor udstrækning anses for den eneste ægte videnskabelige.

Alt, der ikke er kontrollerbart, eller som kan modbevises, hører ifølge denne forståelse ikke med til fornuftens verden i streng forstand. Derfor må etikken og religionen henvises til den subjektive sfære og forblive fremmede for fornuftens verden i streng forstand. Der, hvor den positivistiske tankegang dominerer og udelukker alt andet og det er generelt tilfældet i vor almindelige indstilling der er de klassiske kilder til viden om etik og retfærdighed udelukkede. Det er en dramatisk situation, der berører alle, og hvorom det er nødvendigt med en offentlig debat. Rent faktisk er det vigtigste mål for denne tale på indtrængende vis at indbyde til at sætte en sådan debat i værk.

Jeg siger dette med særligt henblik på Europa, hvor der er fælles bestræbelser på kun at anerkende positivismen som den fælles kultur og det fælles grundlag for lovgivningen og på at reducere enhver anden erkendelse og værdi fra vores kultur til en subkulturs niveau. Resultatet er, at Europa i forhold til andre verdenskulturer efterlades i en tilstand af kulturløshed, og at radikale og ekstremistiske bevægelser på samme tid dukker frem for at udfylde tomrummet.

Den positivistiske tankemåde, der ikke anerkender andet end den rene funktion, ligner i sin selvproklamerede eksklusivitet en betonbunker uden vinduer i hvilken vi selv leverer lyset og de atmosfæriske betingelser, fordi vi ikke længere er villige til at få dette fra Guds vide verden Vinduerne må åbnes på vid gab igen. Vi skal igen bruge den vide verden, himlen og jorden og lære at bruge det alt sammen ordentligt.

Men hvordan skal vi gøre det? Hvordan finder vi ud i den vide verden og ind i den større sammenhæng? Hvordan kan fornuften genfinde sin sande storhed uden at blive ført på afveje i det irrationelle? Hvordan kan naturen igen blive forstået i sin sande dybde med alle sine krav og med alle sine anvisninger? Jeg vil gerne pege på en udvikling i den nyere politiske historie i håbet om, at jeg ikke vil blive misforstået eller vil fremprovokere for mange ensidige polemikker.

Jeg tror, at tilsynekomsten af den økologiske bevægelse i tysk politik siden 1970erne, skønt den ikke ligefrem har åbnet vinduerne på vid gab, så alligevel har været og fortsætter med at være et råb efter frisk luft, som ikke må ignoreres eller skubbes til side, bare fordi for meget af det synes at være irrationelt. Unge mennesker er blevet klar over, at der er noget forkert i vores forhold til naturen, at materien ikke blot er råmateriale, som vi kan forme som vi vil, men at jorden har sin egen værdighed, og at vi må følge dens anvisninger

Der er ingen, der længere bestrider vigtigheden af økologi. Vi må lytte til naturens sprog, og vi må svare derefter. Og dog vil jeg gerne fremhæve et punkt, der for mig at se forsømmes i dag ligesom tidligere: at der også er en menneskets økologi. Mennesket har også en natur, som det må respektere, og som det ikke må manipulere, som det har lyst.

Mennesket er ikke kun frihed til selv at skabe. Mennesket skaber ikke sig selv. Mennesket er intellekt og vilje, men det er også natur, og dets vilje finder sit rette leje, hvis det respekterer sin natur, lytter til den og accepterer sig selv for, hvad det er, som en, der ikke skabte sig selv. På denne måde og ikke på nogen anden måde bliver den sande menneskelige frihed virkeliggjort.

Lad os vende tilbage til de grundlæggende forestillinger om naturen og fornuften, som vi begyndte med. Den store fortaler for retlig positivisme, Kelsen, opgav i en alder af 84 i 1965 dualismen mellem er og bør (Jeg finder det trøstende, at rationel tankevirksomhed åbenbart stadig er mulig i en alder af 84!). Tidligere havde han sagt, at normer kun kan komme fra viljen. Naturen kunne derfor kun rumme normer, hævdede han, hvis viljen havde anbragt dem der. Men dette, siger han, ville forudsætte en skabende Gud, hvis vilje var blevet en del af naturen. Ethvert forsøg på at drøfte sandheden i denne tro er fuldstændig omsonst, noterede han.

Er det virkelig, spørger jeg mig selv. Giver det virkelig ingen mening at spekulere over, hvorvidt den objektive fornuft, der viser sig i naturen, ikke forudsætter en skabende fornuft, en Creator Spiritus?

På dette tidspunkt burde Europas kulturarv komme os til hjælp. Overbevisningen om, at der er en skabende Gud, er det, der ansporede forestillingen om menneskerettigheder, tanken om alles lighed for loven, anerkendelsen af hvert eneste menneskes ukrænkelighed og bevidstheden om menneskers ansvar for deres handlinger

Europas kultur opstod i mødet mellem Jerusalem, Athen og Rom i mødet mellem Israels monoteisme, grækernes filosofiske fornuft og romerretten. Dette tresidige møde har formet Europas indre identitet. Det har fastlagt kriterierne for loven i bevidstheden om menneskets ansvar over for Gud og i anerkendelsen af hvert eneste menneskes ukrænkelige værdighed. Det er disse kriterier, som vi skal forsvare på dette tidspunkt i vores historie.

Den unge Salomon blev opfordret til at fremsætte et ønske, da han indtog sit embede. Hvordan ville det være, hvis vi, lovgiverne af i dag, blev indbudt til at fremsætte et ønske? Jeg tror, at der selv i dag i sidste ende ikke er andet, vi kunne ønske os, end et lydhørt hjerte evnen til at skelne mellem godt og ondt og således skabe den sande lov, der tjener retfærdigheden og freden.

Jeg takker Dem for deres opmærksomhed!

Oversættelse: Andreas Rude