Evangelikale tvivler på Adam og Eva

Skabelsesberetningen skal ikke tages bogstaveligt, mener konservative amerikanske kristne. De undergraver selve kristendommen, advarer andre

En symbolsk fortælling eller en historisk beretning? Amerikanske evangelikale er uenige om fortællingen om Adam og Eva, her skildret Albrecht Durer i 1504.
En symbolsk fortælling eller en historisk beretning? Amerikanske evangelikale er uenige om fortællingen om Adam og Eva, her skildret Albrecht Durer i 1504. Foto: Classic Vision.

Jorden blev skabt på seks dage og Adam og Eva var de første mennesker.

Sådan lyder det i Bibelen og sådan har det lydt blandt amerikanske konservative kristne.

LÆS OGSÅ: Havde Adam og Eva sex i paradis?

Men i dele af det evangelikale miljø udfordres skabelsesberetningen nu på helt centrale punkter, til stor bekymring for andre evangelikale aktører.

Ikke mindst fortællingen om Adam og Eva som de to første mennesker er under pres. Blandt skeptikerne finder man blandt andre Dennis Venema, biolog ved det kristne universitet Trinity Western University, der tidligere har haft fuld tillid til Skabelsesberetningen som en bogstavelig gengivelse af jordens og menneskenes oprindelse.

Det tror han dog ikke mere, blandt andet med henvisning til de seneste års kortlægning af det menneskelige gen og den store variation i menneskeheden. Så mange forskellige udgaver af mennesket kan ikke opstå ud fra kun to stamforældre, lyder det nu fra Dennis Venema ifølge den amerikanske radiostation NPR.

"Man ville blive nødt til at påstå, at der er foregået en nærmest astronomisk mutation, som har skabt alle disse nye udgaver af mennesker på utrolig kort tid. Den form for mutationer er bare ikke muligt. Det ville betyde, at vi muterede os til døde", siger Dennis Venema, der nu tror på evolutionsteorien og menneskets udvikling fra en primat-forfader.

Samme holdning har John Schneider, tidligere lektor i teologi ved Calvin College i staten Michigan. Også han har tidligere fæstet sin lid til skabelsesberetningen, men mener ikke, at man længere kan ignorere de videnskabelige beviser på evolution.

"Der var ingen historisk Adam og Eva, ingen slange, intet æble og intet syndefald. Evolution viser tydeligt, at der aldrig har været et tabt paradis. Kristne har nu en udfordring i at omformulere nogle af de traditionelle opfattelser af det menneskelige væsen", siger John Schneider.

De nye holdninger til Adam og Eva står dog ikke uimodsagt. For hvis man først sår tvivl om syndefaldet, sår man tvivl om kristendommens fundament, lyder det fra Facale Rana, vicedirektør for den evangelikale tænketank Reasons To Believe.

"Fra mit synspunkt er en historisk Adam og Eva helt centrale for den sande kristne tro", siger Fazale Rana og understreger, at han er enig i, at dele af Bibelens tekst kan tolkes symbolsk, ikke bogstaveligt.

"Mens hvis de dele af skriften, du hævder er forkerte, er ansvarlige for at skabe kristendommens grundlæggende doktriner, har du et problem", siger Fazael Rana.