Antallet af danskere, der beder eller mediterer, har de seneste 20 år ligget stabilt på halvdelen af befolkningen. Men til gengæld mener færre, at Gud spiller en rolle i deres liv. Det viser den omfattende undersøgelse »Danskernes værdier 1981-1999«, som udkom tidligere i år. Tallene om danskernes bønsliv har dog ikke været offentliggjort før nu.
Adjunkt Peter B. Andersen fra Institut for Religi-onshistorie i København har været med til at lave den del af undersøgelsen, der vedrører danskernes religiøse adfærd. Hans konklusion er, at religion føles mindre forpligtende i dag end tidligere.
- Danskerne er religiøse, men alvoren i religiøsiteten er mindre, siger han.
I 1981 sagde 40 procent af de danskere, som beder eller mediterer, at Gud spiller en stor rolle i deres liv. I 1999 var tallet nede på 26 procent. Og samtidig var der i 1981 16 procent af de bedende eller mediterende, der sagde, at Gud ingen rolle spiller i deres liv. I 1999 var tallet vokset til 26 procent.
Antropolog Karen Schousbo læser tallene sådan, at danskerne har ændret religiøs praksis fra klassisk bøn til mere meditative bønsformer.
- Det kan dog være, at danskerne faktisk beder til en personlig Gud, men ikke forestiller sig, at han indvirker på deres liv. Derfor siger de »nej«, når de bliver spurgt om, hvorvidt Gud spiller en rolle, siger hun.
Underviser i teologi på Menighedsfakultetet i Århus Leif Andersen mener, at tallene bekræfter, at danskerne er ved at udvikle en gudløs spiritualitet.
- Mennesket er uhelbredeligt religiøst, men det klassiske gudsbillede svækkes nu. I stedet forestiller mange sig, at Gud er et andet ord for noget, som er større end os selv - en mere uforpligtende kraft.
Mogens Lindhardt, rektor på pastoralseminariet i København, mener, at folkekirken har et medansvar for at lukke det religiøse sprog op, så folk føler, at de kan bede til Gud.
- Folkekirken tror ikke på en gudløs spiritualitet, men den skal vise folk retningen i deres svævende åndelighed. Kirken skal gå ind og sige »Hold jer til Jesus«, siger Mogens Lindhardt.
Han peger også på, at danskerne i al almindelighed helst ikke vil bede andre mennesker om hjælp, og det smitter af på vores forhold til Gud.
- Så forventer vi heller ikke, at vi kan bede ham om noget, siger han og tilføjer, at før kirken kan lære mennesker at bede, er det nødvendigt, at folk kommer i kirke.
Leif Andersen mener, at bøn eller meditation, som ikke er rettet mod Gud, kan have en mentalhygiejnisk effekt, som er gavnlig:
- Men i de tilfælde kan man ikke bruge de løfter, som Gud har knyttet til bøn. Og mennesker vil ikke opleve, at deres forhold til Gud bliver en kærlighedsrelation.
I anledning af store bededag skriver Kristeligt Dagblad om danskernes ambivalente forhold til bøn. Mange danskere beder, men bøn er noget uhyre privat, der sjældent deles med andre.
korsholm@kristeligt-dagblad.dk
Side 9 og 10
Kristeligt Dagblad mener:
»Vejledning i bøn, som den vigtigste praksis i den kristne tro, er en af kirkens opgaver. At den forvaltes dårligt skyldes ikke mindst mange præsters egen blufærdighed og ufrie forhold til det at bede. Det kristne, religiøse sprog må frigøres fra blufærdigheden, som det er blevet fanget af. Sker det ikke skubbes alt for mange mennesker i armene på den nyreligiøsitet, som ikke er bange for bøn, meditation og andre trosudtryk.«
Leder på bagsiden