Kristen fritænker, provokatør, højskolemand, filosof og grundtvigianer. Fra den yderste tyske højrefløj til ærkerød dansk SF'er. Tyske Henning Eichberg, der kom til Danmark i 1982, bærer et vidt spænd i sig.
Hans liv er i stadig bevægelse. Hans ansigt med de levende øjne og vilde krøller kigger hele tiden nysgerrigt på verden. Spørgende. Henning Eichberg har aldrig været bange for at bevæge sig ud af de af livets og tænkningens veje, som ikke før har været betrådt.
Henning Eicbergs vej ind i kristendommen og kirken er heller ikke den gængse. Af et par omgange har han i Danmark boet ved siden af hvide landsbykirker. Det var de ældgamle sten, som kaldte på ham.
”Jeg opdagede, at de hvide sten bar en poesi i sig. Jeg blev nysgerrig på kirken,” siger Henning Eichberg om den vandring ind i Aarslev Kirke på Fyn, som han foretog for omkring fem år siden.
Kirken og kristendommens poesi fangede ham. Den 72-årige professor har siden fundet sig til rette i Sønder Nærå Valgmenighed ved Odense, der er Danmarks største. Stort set hver søndag er han på kirkebænken. Nysgerrigt lyttende til den bibelske poesi, som han oplever strømme ud af bibel, salmer og det kristne fællesskab. Men Henning Eichberg er ikke som protestantiske kristne er flest. Han er med egne ord fritænker.
”Jeg tror ikke på Gud, men jeg elsker at komme i kirke. Hvor troen er udgangspunktet for mange danskere, så er det den kirkelige praksis - det vi gør - som er mit afsæt,” siger Henning Eichberg.
Han har ikke noget imod at provokere. Det var også, hvad Jesus gjorde. Eller vandreprædikanten fra Nazaret, som Henning Eichberg gerne kalder ham. Han taler ikke om den opstandne Kristus, lige så lidt som han er optaget af en teologi, der har korsfæstelse som omdrejningspunkt. Nej, Henning Eichberg hæfter sig ved mennesket Jesus, der vandrede rundt med et helt særligt kærlighedsbudskab.
”Alle historierne om Jesus er kærlighedspoesi,” siger Henning Eichberg.
Morgendagens prædiketekst er ingen undtagelse. Jesus taler om verdens undergang og om det kommende rige. Ifølge Henning Eichberg forbryder man sig mod tekstens budskab, hvis man begiver sig ud i en bogstavelig forståelse.
”Rent empirisk ved vi, at verden ikke gik under. Mange kristne grupper og religiøse bevægelser har troet det op gennem historien, men det er ikke sket. Og måske betyder den her tekst noget helt andet. Måske var vandreprædikanten en stor poet, og i det lys vil den her tekst måske noget helt andet,” siger han.
Henning Eichberg åbner for den poetiske forståelse, som gennemsyrer hele hans tilgang til det bibelske univers. Prædiketeksten fra Lukasevangeliet er ifølge Eichberg ren poesi. Ligesom bønnen Fadervor, der har sin rod i bibelteksten. I Fadervor er der nemlig en bøn til Gud som far om, at hans rige må komme. Det er poesi i den smukkeste form, betoner fritænkeren Eichberg.
”Empirisk er det umuligt, at Gud som far med stort skæg oppe i himlen skal skabe et nyt rige. Men hvis vi lytter poetisk til Fadervor, så vækker det en drøm om en anden verden. En revolution, hvor alt bliver anderledes,” siger Henning Eichberg, der samtidig anerkender, at revolution kan være et farligt ord at bringe i spil. Det findes der talrige eksempler på gennem verdenshistorien.
”En revolution kan også være fredelig, som eksempelvis den vi så i Tyskland i 1989, hvor Øst og Vest blev forenet.”
Henning Eichberg tør samtidig ikke sige, hvordan Fadervor-revolutionen vil tage sig ud i praksis. Sådan et svar findes ikke.
”Jesus talte også om revolution, men han var heller ikke konkret i sine tanker om den nye verden.”
Men det er ikke kun håbet og drømmen om en revolution, som ligger i de bibelske tekster og Fadervor. Henning Eichberg finder også den socialisme, som han som aktiv SF'er gennem mange år har været fortaler for.
”I Fadervor står der ikke 'giv mig mit daglige brød', men derimod 'giv os vort daglige brød'. Det er en socialistisk bøn, som retter sig mod fællesskabet,” siger professoren.
På den måde åbner hans poetiske læsning for helt nye fortolkninger. Når der i Fadervor lyder en bøn om, at vi får tilgivet vor skyld, som også vi tilgiver vore skyldnere, så er det ifølge Eichberg et budskab om en indretning af samfundet, hvor vi vil freden i stedet for krigen. En drøm om et tilgivelsens sted.
Han fortsætter:
”Og 'led os ikke ind i fristelse' - hvad er den mest farlige fristelse? Er det ikke magten? Fadervor rummer på den vis en bøn om en verden, hvor mennesker ikke besidder magt.”
Lukasevangeliets tekst er lige så lidt som Fadervor låste opskrifter på verdens indretning, mener Henning Eichberg.
”Det bibelske univers åbner for spørgsmål. Kommer Guds rige virkelig? Og poesien er noget af det allervigtigste for os mennesker, fordi den åbner for en spørgende tilgang til tilværelsen,” fremhæver han.
Man kan med rette spørge, hvad der så bliver af Gud som en magt, der griber ind i verden, hvis Bibelen skal forstås som ren poesi, og hvor opstandelsen maksimalt kan være en smuk poetisk tanke. For Henning Eichberg er det ingen reduktion.
”Gud er en poetisk figur, du som menneske henvender dig til. Gud er ikke en realitet, og det er blasfemi at tale om Gud som et princip,” siger Henning Eichberg og henviser til den jødiske filosof Martin Buber:
”Gud er en relation. Jeget taler til og mødes med et du.”
For Henning Eichberg er det guddommelige rige, som der tales om, ikke bare en poetisk drøm skrevet i Bibelen på noget papir. Den har sin kraft og viser sig i verden, hvor kærlighedsbudskabet får lov at vinde frem, påpeger han.
”Der er en indre konflikt indbygget i verden. Kapitalisme og krig er størrelser, som er i konflikt med den poetiske fred, som bibelteksten taler om.”
Ud over kirken som et særligt rum for kærlighedsbudskabet finder Henning Eichberg det også manifestere sig i boligområdet Blangstedgaard i det sydlige Odense, hvor han har boet med sin kone og to yngste børn siden 2013.
”Her bor muslimer, kristne, indvandrere, folk med alkohol i hånden, 'helt almindelige borgere', handicappede og studerende side om side. Det er en mangfoldighed og en åbenhed, som vi burde have meget mere af i Danmark,” siger han.
Et andet sted, hvor Henning Eichberg støder på den poetiske drøm, er i arbejdslivet. Både i filosofien, i idrætten, krops- og legekulturen, som han oplever åbner for en verden af nysgerrig spørgen og deling af viden med andre mennesker. Han hæfter sig ved visdomsord om det fælles mellem kærlighed og videnskab:
”Videnskab og kærlighed har det tilfælles, at når du giver fra dig, får du mere. At give viden gør rigere på viden. Det samme gør sig gældende med kærligheden.”