Familie og karriere går forud for missionærkaldet

Det kristne missionskald er svært at lokke med i tiden. Foto: Wikimedia Commons

Antallet af missionærer i langtidsstillinger falder støt, og det er svært at ansætte nye. Folk vil hellere hjem til trygge Velfærdsdanmark, siger Danmission

Det er blevet populært at tale om indsatsen for de forfulgte kristne, men det er tilsyneladende blevet sværere at finde udsendinge til de ramte områder.

Hos landets største missionsselskab, Danmission, er antallet af langtidsudsendte missionærer (ansættelse på over et år) siden 2002 faldet fra 39 til 12 i 2014. Tendensen bekræftes hos Dansk Missionsråd, hvor antallet af langtidsudsendte missionærer på fem år samlet set er faldet med 18 procent. Senest har Danmission måttet genopslå et jobopslag tre gange til en missionærstilling i Zanzibar, fordi der ikke var nok ansøgere.

”Det er blevet langt sværere end tidligere at finde folk med de nødvendige kvalifikationer, som også er villige til at rejse ud i længere perioder,” siger generalsekretær for Danmission, Mogens Kjær.

”Jeg tror, at danskerne i stigende grad søger sikkerhed og tryghed og ikke længere er så villige til at rejse ud i områder, hvor tingene er mere ukontrollable.”

Danmission foretrækker, at deres missionærer er udsendt i perioder af mindst fire års varighed og ansætter helst folk med teologisk baggrund. Begge dele er de nu begyndt at slække på for at få stillingerne besat.

”Men det er en ærgerlig udvikling, fordi det er med til at svække den følelse af kald og engagement, som er helt afgørende for en vellykket indsats som missionær. Mange vil gerne ud i kortere perioder for at få noget godt på cv'et, men vælger ofte at tage hjem igen til de trygge rammer om familielivet i Velfærdsdanmark. Der mangler i dag den nødvendige kombination af modenhed og eventyrlyst,” siger Mogens Kjær.

Generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen fra Dansk Missionsråd, som er missionsorganisationernes paraplyforening, bekræfter, at det bliver sværere at få missionærer til de længerevarende udsendelser.

Han peger på to hovedgrunde:

”For det første er der efterspørgslen fra de partnere, missionsorganisationerne har ude på de forskellige steder. Hvis de ikke spørger efter udsendte, men derimod projektmidler, så går projekterne i den retning,” siger han.

”Men den anden grund er, at det er blevet sværere og vigtigere at få familien til at fungere som helhed, når man er udsendt, end det var for 30-40 år siden.”

Mogens S. Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, er enig, men påpeger samtidig, at flere årsager spiller ind.

”Opgaven med at danne kirker er løst. I dag er de lokale kirker så velfungerende, at de stort set ikke har behov for missionærerne. De har vokset sig store og modne, de har uddannet deres egne præster og ledere,” siger han og fortsætter:

”Der kan være lande, hvor der stadig er behov for en indsats, men hvor det er for farligt at sende missionærer ud. Og så er der karrieren, som spiller en større rolle end tidligere. Folk vil ikke binde sig for lang tid ad gangen, da det kan have betydning for karrieren derhjemme,” siger han.