Steen Skovsgaard: I fasten får man gjort op med nogle ting og vaner

Normalt tjekker Steen Skovsgaard sin mail så mange gange i løbet af sin dag, at han end ikke opdager antallet. Men under fasten bliver mailen kun tjekket morgen og aften. Han ser afkaldet som en vej til selverkendelse

I fasten spiser Steen Skovsgaard vegetarisk og tjekker ikke sin mail så ofte som ellers. Her ses han i sit hjem. –
I fasten spiser Steen Skovsgaard vegetarisk og tjekker ikke sin mail så ofte som ellers. Her ses han i sit hjem. – . Foto: Ib Geertsen.

Når Steen Skovsgaard, biskop i Lolland-Falsters Stift, påskdag åbner en flaske rødvin og sætter sig til bords omgivet af børn og børnebørn, smager både vin og lam lidt bedre end ellers. For inden påskens store måltid ligger en 40 dage lang forberedelsestid: fasten. For 63-årige Steen Skovsgaard er fasten ikke en byrde, men en gave.

”Fasten er en stille periode med mere tid til læsning og bøn. Det er en lise for sjælen at have den ro, men der kan også være ting, der gør ondt, der kommer frem i fasten, og det kan være fint at have lidt mere tid til at være stille omkring det. På den måde er fasten en gave til os mennesker, vi kan tage imod som en mulighed for at styrkes menneskeligt, mentalt, åndeligt og trosmæssigt,” siger Steen Skovsgaard.

Det er 40 år siden, Steen Skovsgaard fastede første gang. Han blev inspireret af den katolske fastetradition, da han hørte om andre kristnes fasteoplevelser. Sidenhen har fasten været en integreret del af Steen Skovsgaards liv.

Alle hans fire børn er vokset op med, at familien ikke har spist kød under fasten, og han og hans hustru har i løbet af årene udviklet forskellige vegetariske retter. Men hvis han bliver inviteret ud i løbet af fasten, og der bliver serveret kød, siger han ikke nej tak.

”Det er dumt at sidde til et selskab, hvor de har inviteret os, og de så skal tage hensyn til, at vi faster, hvis de nu har lavet dejligt kød. Så bliver fasten et åg, og det skal den ikke være,” siger Steen Skovsgaard.

De seneste år er det ikke bare kødet, Steen Skovsgaard har skåret ned på under fasten, men også tiden foran computerskærmen. Normalt tjekker Steen Skovsgaard sin mail så mange gange i løbet af sin dag, at han end ikke opdager antallet. Men under fasten bliver mailen kun tjekket morgen og aften. Han ser afkaldet som en vej til selverkendelse.

”Fasten skal ikke tage noget fra os, men skærpe modtageligheden for det store: påsken. I fasten får man renset ud, og man får gjort op med nogle ting og nogle vaner. Det har været svært for mig kun at måtte tjekke mailen to gange om dagen i fasten, og det har givet mig den selverkendelse, at jeg måske også bør skære ned i hverdagen. Sådan en fasteperiode viser, at det kan jeg også. Der sker ikke noget ved ikke at være tilgængelig hele tiden, og på det punkt kan jeg tage noget med og blive inspireret til, hvordan man kan gøre i hverdagen,” siger han.

I mange år har Steen Skovsgaard dyrket ”den stille uge”, der er den sidste del af fasten. I den stille uge er han flere gange taget alene i sommerhus med Bibelen og en tidebog. I stilheden har han fundet tid og plads til at læse noget udelukkende for sin egen skyld og ikke som forberedelse til en tale.

”Det er vigtigt at huske, at Gud åbenbarer sig for os i stilhed,” siger biskoppen.

Stilheden og tiden til bøn giver Steen Skovsgaard en indre ro, som han også har mødt i kirken i fastetiden. Da han var sognepræst i Gellerup Kirke ved Aarhus, holdt han i den stille uge ”nattevågen”.

Steen Skovsgaard gik påskelørdag ved midnatstid ind i kirken og satte sig i det tomme kirkerum. Her blev han siddende indtil påskemorgen uden at lukke et øje. Nattens ro gav Steen Skovsgaard plads til fordybelse, og han mindes stadig den specielle oplevelse.