Filosofien rykker ind i radioen

Nyt program på P1 tager livtag med moral og etik i hverdagen

Vi går alle og filosoferer i hverdagen. Ofte er vi ikke klar over det eller kan ikke altid sætte vores filosofiske overvejelser ind i en større sammenhæng. Men vi filosoferer. Det mener Bjørg Tulinius, der er vært på et nyt filosofisk radioprogram, der ser sin begyndelse på P1 lige efter nytår. Programmet har fået navnet »Eksistens«, og det er netop tilværelsen for almindelige mennesker med dens dilemmaer og valg, der er programmets om-drejningspunkt. - Uanset om vi har lyst eller ej, så kræver livet nogen gange, at vi skal forholde os til de store spørgsmål. Alle bliver sat i situationer, hvor vi må vælge, hvad vi mener er rigtigt og forkert. I Eksistens vil vi gerne sætte de overvejelser ind i lidt større sammenhænge, siger Bjørg Tulinius. Sammenhængen bliver en filosofisk sammenhæng, blandt andet fordi det har været et udtalt ønske fra lytterne længe, fortæller P1-redaktør Peter Johannes Schjødt. - Vi dækker religions- og kirkestoffet ret godt. Til gengæld har mange lyttere givet udtryk for, at de gerne vil have et program om eksistentielle emner, etik og moral, hvis platform er bredere end blot det religiøse, og som har udgangspunkt i det mere filosofiske, siger Peter Johannes Schjødt. Eksistens bliver et program, der er rodfæstet i den tid, vi lever i. - Vi lever på et tidspunkt, hvor vores verden er den rigeste nogensinde, og det giver os en hidtil ukendt frihed. Men med den frihed følger utrolig mange valg, og det er svært, for der er ingen fælles facitliste mere. Eksistens tager fat på den livssituation for det moderne menneske, siger Bjørg Tulinius. I Eksistens-programmerne vil lytterne komme til at møde mennesker, der fortæller om en situation, et valg eller et dilemma, de har stået over for. Det kan være moderen, der er blevet bedt om at tage stilling til, om hendes hjernedøde søns organer må doneres. Eller manden, der har været sin kone utro, og nu overvejer om han skal fortælle det. I studiet har Bjørg Tulinius et par »eksperter«, der vil forsøge at sætte det tema, der er blevet slået an, ind i en filosofihistorisk og samtidig sammenhæng. Eksperterne er forskellige hver gang, og kan både være filosoffer og andre vidende mennesker. - Det er meget vigtigt for os at have de »almindelige« mennesker med, blandt andet for at vise, at filosofi ikke kun er højtravende snak for eksperter. Det er noget, vi alle kan forholde os til, siger Bjørg Tulinius, der har læst filosofi på universitetet i tre år, før hun blev journalist og ansat på DR i Vejle. Sammen med en filosofi-interesseret kollega på regionalradioen har hun de sidste år gjort, hvad hun kunne, for at trække filosofien ind i regionaljournalistikken, fortæller hun med et lille grin. Så jobbet som vært på Eksistens er et ønskejob. Programmet skal sendes fra Vejle, og det er Bjørg Tulinius og to andre kvindelige journalister, Greta Geir Nielsen og Annette Bram, der skal stå for tilrettelæggelsen. Eksistens sendes hver torsdag aften fra 19.45 til 20.35 på P1 med start den 4. januar.