Fire ud af ti vil deltage i julegudstjeneste

Julegudstjenestens succes kan bedst sammenlignes med 1800-tallets vækkelser, mener historiker. En flov historie for kirken, mener filosof

Julen har bragt velsignet tilstrømning til landets kirkebænke. Juletræ ved Sct. Mortens Kirke.
Julen har bragt velsignet tilstrømning til landets kirkebænke. Juletræ ved Sct. Mortens Kirke. Foto: Christian Lindgren/ Denmark.

Julen har bragt velsignet tilstrømning til landets kirkebænke.

Spørger man befolkningen, vil 41 procent enten gå i kirke juleaften eller følge julegudstjenesten i tv eller radio. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov blandt 1007 danskere for Kristeligt Dagblad. Til sammenligning går kun to procent af danskerne i kirke ugentligt, viser tal fra Gallup.

Selvom der ikke findes tidligere tal at sammenligne med, kan man godt konkludere, at opbakningen til julegudstjenesten er enestående. Det vurderer lektor i kirkehistorie Carsten Bach-Nielsen, Aarhus Universitet.

Det er enestående mange. Det svarer til en god gudstjeneste under de store vækkelser i 1800-tallet. Dengang måtte kirkerne udbygge, fordi man manglede plads. På samme måde laver man nu flere julegudstjenester i hver kirke for at få plads til alle, siger han.

Selv under kirketugten i 1700-tallet, hvor man forsøgte at tvinge folk i kirke med love og trusler om at komme i gabestokken, var det en værre ballade at få folk i kirke, og der kom langt færre end til julegudstjenesterne i dag, siger Carsten Bach-Nielsen.

Nogle kirker må holde fem gudstjenester juleaftensdag for at få plads til alle. Men der er langt fra de tidligere vækkelser og til nutidens gudstjeneste den 24. december. Det mener filosof Arno Victor Nielsen, som betragter gudstjenesten som en af de ingredienser, der ligesom risalamande og juletræ er med til at skabe den rette stemning.

Det er en flov historie for folkekirken, siger han.

Blandt andet fordi præsterne ved, at næsten alle sidder der alene af den grund, at gudstjenesten hører til på julebordet ligesom de andre retter. At præsterne stiller op til den slags er flovt. Men præsterne vil alligevel ikke gå så vidt, at de skælder ud på folk, selvom de nu endelig har fat i dem, for de vil ikke ødelægge den gode stemning. Så de er ofre for det samme: at kirken bare er et kulturtilbud, siger Arno Victor Nielsen.

LÆS OGSÅ: Juleaftensgudstjeneste er en ny opfindelse

Det afholder ham dog ikke fra selv at gå til julegudstjeneste. Men han så gerne, at præsterne markerede alvoren ved gudstjenesten bedre.

Præsterne kunne dele rummet op og give medlemmerne fortrinsret ved at lade dem sidde ned, mens de, der ikke er medlemmer, kunne stå op. Det ville give en fornemmelse af, at der er nogen, der tager gudstjenesten lidt mere alvorlig end andre.

Men det er noget vrøvl, at folk ikke tager julegudstjenesten alvorlig. Det mener forfatter og sognepræst i Kirke Saaby Sogn Poul Joachim Stender.

Det passer jo ikke. Det er snarere sådan, at folk ikke har et ordentligt alibi for at gå i kirke i hverdagen. Men i julen kan de komme, uden at deres familie og venner spørger, om de er syge eller er blevet hellige eller har fået et nervesammenbrud og er på piller. De kan give efter for den mystiske kraft, der driver dem, som er noget ganske andet end den drivkraft, der sørger for rødkål til flæskestegen. Den åndelige længsel skal de have lov til at give efter for uden at blive bebrejdet og skældt ud, siger han.

Juleaften driver folk til at søge noget smukt og perfekt, mener Poul Joachim Stender. Her er gudstjenesten vigtig.

Folk tager festtøjet på og gør sig lækre i kirken. Men det handler ikke bare om det ydre. De er indstillet på, at det er en alvorlig aften, og de er koncentrerede under prædikenen og synger med på salmerne, så børnene mærker den andægtige stemning. Hvis præsten ikke ødelægger det med en dårlig prædiken, har folk måske lyst til at komme igen en anden gang, siger han.

LÆS OGSÅ: Flere går fast i kirke

Tilslutningen til julegudstjenesten viser, at danskere færdes hjemmevant i den religiøse verden, så længe den indgår i en familiefest eller tradition. Det mener Marianne Qvortrup Fibiger, lektor i religionsvidenskab med speciale i ritualer.

Julen er ligesom Grundtvig også blevet kulturbærer og nationalbærer. Vi dyrker den blide, nationale Grundtvig, ikke den meget religiøse Grundtvig, og på samme måde med julen. Det afgørende ved julen er, at den ligger ud over det almindelige. Når vi går i kirke og synger salmer, er det med til at rammesætte julen som noget særligt, der løfter os op over dagligdagen. Uanset om man tillægger det religiøs betydning, er det noget særligt, ganske enkelt fordi det ikke er det, vi plejer at gøre.