Flere biskopper kan blive ramt af skandaler

Europa er den verdensdel, hvor katolikker har det sværest. Kristeligt Dagblad gør status over den katolske krise i Europa, som senest har fået Vatikanet til at rase over belgiske myndigheders mangel på respekt for kirken som institution

Archbishop of Mechelen-Brussels and Primate of Belgium Andre-Joseph Leonard gestures during a news conference in Brussels June 25, 2010. Belgian investigators looking into sexual abuse of minors by Catholic priests raided two main Church offices and the home of a former archbishop on Thursday. REUTERS/Francois Lenoir (BELGIUM - Tags: CRIME LAW RELIGION)
Archbishop of Mechelen-Brussels and Primate of Belgium Andre-Joseph Leonard gestures during a news conference in Brussels June 25, 2010. Belgian investigators looking into sexual abuse of minors by Catholic priests raided two main Church offices and the home of a former archbishop on Thursday. REUTERS/Francois Lenoir (BELGIUM - Tags: CRIME LAW RELIGION). Foto: FRANCOIS LENOIR Denmark.

Afsløringer af sexovergreb begået af katolske præster ruller som en lavine hen over Europa i disse måneder. Og problemerne er langtfra slut endnu.

Nogle af de mest afskyvækkende og kontroversielle sager lige nu drejer sig om præster, der har stillet deres lyster ved at udnytte handicappede børn.

Det har tilsyneladende været tilfældet i en katolsk munkeorden i Holland, hvor seks præster nu beskyldes for at have misbrugt blinde børn. Ifølge en tidligere elev på ordenens skole fandt overgrebene sted i klasselokalerne i overværelse af de andre elever flere gange om ugen.

"De andre børn kunne jo ikke se noget," siger eleven til det hollandske blad NCR Handelsblad.

Alle de anklagede munke er for længst døde, så det er ikke muligt at retsforfølge gerningsmændene.

For nogle år siden blev organisationen Hulp en Recht (hjælp og ret) dannet på foranledning af den katolske bispekonference i Holland. Organisationen har til opgave at hjælpe ofrene for præsters seksuelle overgreb, og den har mere end nok at gøre i disse dage. Mere end 600 personer har i løbet af få måneder meldt sig som ofre for katolske præsters sexovergreb. Organisationen meddeler, at også nonner beskyldes for at have misbrugt drenge.

Italien er ligeledes blevet ramt af flere sexskandaler. Allerede i 2009 klagede 67 tidligere elever på en katolsk skole for døvstumme over, at de var blevet misbrugt af 24 gejstlige og lægfolk, der havde været ansat på skolen.

Kirken kaldte dengang tilfældene for enkeltsager, men nu er en præst blevet arresteret for at have misbrugt en 13-årig dreng, og politiet fandt børneporno i præstens lejlighed. En af kirkens tidligere mest kendte og indflydelsesrige præster er også blevet anklaget for at have misbrugt mindst 12 unge narkomaner.

De seneste afsløringer har fået Italiens bispekonference til at indrømme, at kirken har haft kendskab til mindst 100 sager om sexmisbrug, som skal have fundet sted i løbet af de seneste 10 år.

I Tyskland vakte det stor opsigt, da landets aviser for nylig offentliggjorde beretninger om, at den katolske biskop Walter Mixa skulle have misbrugt en mindreårig dreng, men beskyldningerne viste sig hurtigt at være usande.

Selvom Walter Mixa altså ikke selv har misbrugt mindreårige, er han alligevel blevet den første biskop i Tyskland, der har måttet søge sin afsked som følge af sexskandalerne inden for den katolske kirke, fordi det er kommet frem, at han har pryglet flere børn på et børnehjem i delstaten Bayern. Derudover skal biskoppen have brugt kirkens penge til private indkøb.

At der nu efter Mixas afsked igen verserer rygter om biskoppens sexliv, er en helt anden sag. Ifølge flere aviser eksisterer der i Vatikanet et såkaldt "hemmeligt dokument" over Mixa, ifølge hvilket den tidligere biskop skal have udnyttet voksne mænd. Biskoppen skal efter sigende have begået såkaldt "bløde voldtægter" af unge præster og teologistuderende på kirkens institutioner.

Vatikanets talsmand, præsten Federico Lombardi, vil ikke udtale sig om sagen, men han vil heller ikke afvise eksistensen af det hemmelige dokument.

I øjeblikket er det næsten umuligt at danne sig et helhedsbillede af, hvor udbredt seksuelt misbrug rent faktisk har været i Tysklands katolske kirke.

Tre forskellige institutioner undersøger nemlig anklagerne om seksuelt misbrug. Det drejer sig om Jesuiterordenen, der har sat advokat Ursula Raue til at efterforske sagerne; den katolske bispekonference, der har udnævnt biskop Stephan Ackermann til at være advokat for ofrene for sexmisbrug; og Christine Bergmann, der er blevet befuldmægtiget af den tyske regering til at efterforske alle anklager.

Ifølge Ursula Raue har Jesuiterordenen fået kendskab til mere end 200 seksuelle eller voldelige overgreb på børn og unge, der skal have fundet sted inden for ordenens mure, og cirka 50 sager fra andre kirkelige institutioner. Hendes statistik indeholder både sager udelukkende om vold og psykisk mishandling og sager om sexovergreb.

Stephan Ackermann har endnu ikke offentliggjort sine undersøgelser, men Christine Bergmann har for få dage siden meddelt, at hun har kendskab til mindst 1000 ofre for seksuelt misbrug, men der er tale om sager begået overalt i det tyske samfund, og gerningsmændene er ikke udelukkende præster. For eksempel drejer mindst en tredjedel af de 1000 tilfælde sig om ofre, der er blevet misbrugt af deres egne familiemedlemmer.

På nuværende tidspunkt kan det ikke udelukkes, at nogle af ofrene er gengangere i de tre undersøgelser, og det er heller ikke muligt at sige præcist, hvor mange af sagerne der rent faktisk handler om sexovergreb, og hvor mange sager, der udelukkende handler om vold.

I øjeblikket efterforsker politiet flere anklager mod præster og tidligere præster, der mistænkes for at have misbrugt mindreårige. Den mest prominente person, der er kommet i politiets søgelys er lederen af landets bispekonference, Robert Zollitsch, der mistænkes for i 1987 at have sendt en præst ud i et nyt sogn, selvom han vidste, at præsten var pædofil. Politiet undersøger nu, om Zollitsch kan anklages for medhjælp til sexmisbrug.

I Østrig er indtil videre fem præster trådt tilbage, fordi de har misbrugt børn, og i Schweiz har 104 personer meldt sig som ofre for misbrug begået af 74 præster og lægfolk inden for den katolske kirke.

Hidtil har Irland været et af de lande, der har haft de fleste sager om sexmisbrug. Indtil videre er fire biskopper trådt tilbage, fordi de ikke har skredet konsekvent ind over for de pædofile præster. Nu har Vatikanet udnævnt apostoliske visitatorer, der skal kulegrave alle sagerne og frem for alt belyse biskoppernes rolle.

To andre europæiske biskopper mistænkes også for selv at have misbrugt børn. Den ene er tyskeren Georg Müller, der har arbejdet næsten 30 år som gejstlig i Norge. Han måtte gå af som biskop i sommeren 2009 efter beskyldninger om at have misbrugt en norsk mindreårig dreng.

Den anden biskop er Roger Vangheluwe fra Belgien, der trådte tilbage i april måned efter at have tilstået, at han har misbrugt en dreng.

Da den belgiske bispekonference holdt møde i Bruxelles for nogle dage siden, mødte politiet op og gennemførte flere ransagninger, og biskopperne blev tilbageholdt i ni timer. Ikke alene kirkekontorer blev gennemsøgt, men også to afdøde kardinalers grave. Politiet ledte efter børnepornografisk materiale og dokumenter vedrørende misbrug af børn. En række privathjem hos flere gejstlige blev også gennemsøgt.

Som reaktion herpå sendte paven i går et brev til biskopperne, hvori han udtrykte overraskelse og beklagelse over myndighedernes fremfærd. Paven skriver i brevet, at både kirke og myndigheder bør efterforske sagerne, men han understreger, at det bør ske med gensidig respekt for hinandens institutioner.

I Tyskland, Østrig og Schweiz er bispekonferencerne i gang med at skærpe retningslinjerne for, hvordan kirkens ledere bør forholde sig til pædofile præster. Fremover skal de gejstlige være forpligtede til at melde sagerne til myndighederne.

I alle de lande, der er ramt af sexmisbrug, står politiet med det store problem, at de fleste sager enten er forældede, eller at gerningsmændene for længst er døde. Derfor vil det ofte kun være muligt at retsforfølge de mistænkte i få tilfælde.

Vatikanet regner endda med, at flere præster og også biskopper bliver ramt af sexskandalerne.

Præfekt ved den romerskkatolske troskongregation kardinal William Levada har under et besøg i USA sagt til tv-stationen PBS, at han ikke bliver overrasket, hvis flere biskopper i løbet af de kommende måneder vil søge deres afsked på grund af afsløringerne af sexovergreb.

dachs@kristeligt-dagblad.dk