Flere ældre flytter sammen

Flere ældre etablerer sig i andelsboligforeninger

Realkredit Danmark har inden for det seneste halve år givet lånetilbud til ældre-bofællesskaber for over en milliard kroner - ikke mindst takket være en ny lov, som med en kommunegaranti-ordning letter vilkårene for at etablere andelsboliger. Med kommunegarantien er det blevet lettere at låne til nybyggeri, oven i købet med løbetider på 35 år mod normalt 30 år. Og den håndsrækning til de mange seniorer, der gerne vil bo sammen, er efter alt at dømme blevet godt modtaget i årets første måneder. - Loven vil utvivlsomt virke efter hensigten. Ud fra den interesse, der tilkendegives fra ejendomsmæglere, advokater, entreprenører, boligselskaber og kommuner tror jeg, at udbudet af andelsboliger meget hurtigt vil komme på højde med efterspørgslen, skriver koncernchef Kjeld Jørgensen i majnummeret af Realkredit Danmarks kundeblad »Dagens Danmark«. Han tilføjer, at der er tale om et lille boom i denne nye boform. Realkredit Danmark har på et halvt år givet lånetilbud på over en milliard kroner. /ritzau/