Florence Nightingale-instinktet sidder i kirkerne

DET SOCIALE ARBEJDE: Har velfærdsmodellen rod i katolicisme eller protestantisme? Det afgør de kirkelige organisationers engagement i det sociale arbejde i Europa

Kirkens engagement i det sociale arbejde er ifølge tyske sognepræster en af de mest iøjnefaldende årsager til, at der er tyskere, som går mod strømmen og ønsker at træde ind i kirken. Her er Herbert og Bea på Berlin Bymissions spisested.  -- Foto: Kristian Djurhuus.
Kirkens engagement i det sociale arbejde er ifølge tyske sognepræster en af de mest iøjnefaldende årsager til, at der er tyskere, som går mod strømmen og ønsker at træde ind i kirken. Her er Herbert og Bea på Berlin Bymissions spisested. -- Foto: Kristian Djurhuus.

Det kan være mere eller mindre udbygget og spille en større eller mindre rolle i det nationale velfærdssystem. Men over hele Europa har de kirkelige organisationer et udtalt Florence Nightingale-instinkt. Omsorgen for de fattige og de syge står centralt i mange kristnes opfattelse af, hvad et kristent engagement betyder i praksis. Jo mere aktivt udøvende kristen, man er, jo større er også det personlige engagement i frivilligt socialt arbejde.

Det er tilfældet i Danmark, hvor en helt ny undersøgelse af det frivillige arbejde er ved at være klar til offentliggørelse. Men også i det øvrige Europa, fortæller Inger Koch-Nielsen, seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet i København.

Hun har forsket i frivilligt arbejde i Danmark og foretaget sammenlignende undersøgelser i en række europæiske lande. Og overalt er billedet det samme.

– Jo hyppigere man går i kirke, jo mere aktiv er man i frivilligt arbejde. Kirkegang er en af de faktorer, som betyder mest for, om folk laver frivilligt socialt arbejde, siger Inger Koch-Nielsen, som står bag den såkaldte Frivillighedsundersøgelse.

Ser man på de absolutte tal, er det kun en lille del af dem, der laver ulønnet socialt arbejde, som går i kirke. Men andelen af danskere, der bruger en del af deres fritid på andre, er klart højere for kirkegængere end for danskere, der aldrig går i kirke, viser undersøgelsen.

– 10 procent af dem, der går i kirke en eller flere gange om måneden, laver frivilligt socialt arbejde, mod kun fire procent af dem, der aldrig går i kirke. Og det samme billede tegner sig i andre europæiske lande som Frankrig, Tyskland, England og Italien, understreger Inger Koch-Nielsen.

I Danmark er det omkring 100.000 mennesker, som ifølge Frivillighedsundersøgelsen er involveret i ulønnet socialt arbejde. Kirkens Korshær med 7000 frivillige og KFUM og KFUK med 10.500 medlemmer er nogle af de største kirkelige organisationer.

– Det mangelede da også bare, at kristne er særligt involverede i socialt arbejde. Det ligger jo i hele næstekærlighedsbudskabet, at man er forpligtet til at være socialt engageret, kommenterer John Larsen, kampagneleder i Kirkens Korshær.

– Tendensen til at kristne er mere socialt engagerede end andre er der. Men man kan ikke sige, at den er voldsomt markant. I Danmark har velfærdsstaten overtaget de fleste af omsorgsopgaverne i forhold til de svageste, og det er også fint nok, for samfundet er selvfølgelig forpligtet til at løfte disse opgaver. Men det har også betydet, at mange har forladt det frivillige sociale arbejde op igennem 1970'erne og 1980'erne, da velfærdssamfundet for alvor blev udviklet, understreger John Larsen.

Netop velfærdsstatens tilsnit er noget af det, som har størst indflydelse på, hvor meget kirkernes sociale arbejde fylder i omsorgslandskabet. Og denne velfærdsstat er igen præget af den religiøse historie i de enkelte lande. Bag den socialdemokratiske, den liberale og den konservative velfærdsmodel, som først og fremmest er identificeret af den danske professor Gøsta Esping-Andersen, kan man skimte henholdsvis lutherdommen, den reformerte protestantisme og den lutherske arv, mener professor Philip Manow fra Max Planck Institut for Samfundsforskning i Köln.

– Noget af det, der præger velfærdsmodellen i de europæiske lande, er forholdet mellem stat og kirke. I det katolske Sydeuropa var der konkurrence om magten mellem nationalstaten og den overnationale katolske kirke. Det betyder, at staten har forsøgt at fratage kirken dens ansvar for især uddannelse og skolevæsen, men også for den sociale omsorg, hvilket har ført til en statslig velfærdsmodel, hvor de kirkelige organisationer spiller en forholdsvis lille rolle, fastslår Philip Manow.

– I de reformerte lande ser man også en skarp modsætning mellem kirke og stat, eller rettere mellem menighederne og staten. De reformerte protestanter lægger stor vægt på den enkeltes ansvar for sin egen velfærd og også på, at menighederne skal være selvstyrende og klare medlemmernes problemer selv.

– Den reformerte protestantisme var derfor med til at forsinke udviklingen af velfærdsstaten, som det for eksempel ses med det hollandske ortodokse calvinistiske parti ARP, som havde en stærkt antistatslig indstilling. Partiets ideal var det, der kaldtes for "selvbestemmelse i egen kreds", og stemte konsekvent imod enhver form for sociallovgivning, siger Philip Manow.

Han peger på, at reformerte udvandrere var med til at præge de nye samfund i USA, New Zealand og Australien, og at det, der sædvanligvis kaldes for den liberale sociale model med en minimal sociallovgivning, i lige så høj grad har sit udspring i Calvin og Zwingli som i Adam Smith eller liberalismens øvrige ideologiske fædre.

Også England placeres sædvanligvis i den liberale model, hvor velfærdsstaten er forholdsvis begrænset, fordi det er alment accepteret, at den enkelte tager ansvaret for sin egen velfærd.

Den skandinaviske velfærdsmodel, der omvendt lægger hele ansvaret for de svageste på statens skuldre i et ualmindeligt generøst velfærdssystem, forklares oftest med den socialdemokratiske tradition og de stærke fagforeninger. Men det spiller lige så meget ind, understreger Philip Manow, at der i Skandinavien ikke var den mindste konkurrence mellem kirke og stat. Derfor har ingen haft problemer med at lade staten styre velfærden.

– Desuden er det nemmere at indføre meget generøse ydelser, når tæt på 100 procent af befolkningen tilhører den lutherske kirke. Så får man ikke diskussionerne om, hvilket trossamfund der betaler mest til systemet, siger Philip Manow.

Set i dette lys er det ikke overraskende, at Tyskland skiller sig ud, sammensat, som landet er, af både en katolsk og en luthersk befolkningsgruppe. I Tyskland er omsorgen i vid udstrækning lagt ud til de frivillige og i særdeleshed de kirkelige organisationer, som til gengæld finansieres af staten. Det er det såkaldte subsidiaritetsprincip i den tyske velfærdsmodel.

Caritas Tyskland, Deutschen Caritasverbandes, som er den katolske kirkes diakonale og sociale arbejde, har en halv million ansatte og er dermed Tysklands største arbejdsgiver. Næsten tilsvarende mange er beskæftiget i den evangelisk-lutherske kirkes diakonale arbejde, som er samlet i paraplyorganisationen Diakonischen Werkes der EKD.

Foruden at have knap en million tyskere på lønningslisterne, er der omkring en million frivillige som er involveret i enten den katolske eller lutherske kirkes diakonale arbejde. Mellem 20 og 25 procent af pengene til Caritas Tyskland kommer fra menigheder, mens andet bliver finansieret over sygeforsikringsordninger, det offentlige, og en anden del kommer ind gennem store lotterier.

– Men vi er jo ikke en virksomhed som Volkswagen, hvor alle er ansat i den samme virksomhed. Vores medarbejdere er involveret i alt fra sygehusarbejde til rådgivning, men med en halv million ansatte er det klart, at vi bliver en synlig faktor i samfundet, siger Claudia Beck, som er pressetalsmand for Caritas Tyskland.

Tidligere var det et ufravigeligt princip, at man ikke kunne blive ansat i Caritas, hvis man ikke var medlem af en kirke. Men da man efter genforeningen af Tyskland skulle udbygge arbejdet i det tidligere DDR, hvor kirken står svagt, måtte man dispensere fra kravet om tilhørsforhold til kirken.

– Vi kunne ikke få den kvalificerede arbejdskraft, og vi håbede, at kirkefremmede medarbejdere gennem vores arbejde ville møde kirken og få en forståelse af troen, siger Claudia Beck.

Netop et engagement i det sociale arbejde er ifølge tyske sognepræster en af de mest iøjnefaldende årsager til, at der også er tyskere, som går mod strømmen og ønsker at træde ind i kirken.

– Vi forstår vores arbejde som en frugt af troen, og for nogle mennesker bliver indgangen til kirken engagement i vores arbejde, siger hun. På den anden side af Rhinen er der langt til tyske Caritas' halve million frivillige. Secours Catholique/Caritas i Frankrig må nøjes med 67.000 frivillige. Men alligevel har Frankrigs katolske kirke en lang tradition for socialt arbejde, blandt andet under indtryk af den såkaldte sociale katolicisme, som blev udviklet i slutningen af 1800-tallet.

I dag er for eksempel Abbé Pierres Emmaüs og fader Joseph Wrezinskis ATD Quart Monde nogle af de mest fremtrædende frivillige sociale organisationer i Frankrig.

Men hvor de tyske organisationer fungerer som egentlige underleverandører til velfærdsstaten, begrænser de franske sig til at udfylde hullerne, hvor staten svigter.

– Aktivering af socialt udstødte er noget af det, kirkelige organisationer er gode til. De private kristne organisationer samler de allersvageste op, som er faldet ud af de offentlige systemer. Ofte er det kristne initiativer, som udvikler nye svar på nye spørgsmål, og derefter går staten så ind og støtter disse nye tiltag, siger Bertrand Cassaigne.

Et eksempel er socialhjælpen, den såkaldte RMI, som blev indført i 1990'erne. Flere hundrede tusinde mennesker stod uden nogen indtægt eller offentlig hjælp overhovedet, og socialhjælpen blev i første omgang eksperimenteret i lokale initiativer under aftaler mellem kirkelige organisationer og amter og kommuner.

Denne rolle som supplement til det statslige sociale arbejde er karakteristisk for de kirkelige organisationers indsats i de lande, hvor velfærdsstaten i modsætning til Tyskland har overtaget ansvaret for samfundets svageste. Uanset om velfærdssystemet er meget udbygget, som i Danmark, eller mere stormasket, som i England eller Irland.

– I de katolske lande er der en større tradition for, at de kirkelige organisationer fylder meget, hvorimod de i Danmark har været meget opmærksomme på, at det er statens og ikke kirkens opgave at løse velfærdssamfundets opgaver, påpeger seniorforsker Inger Koch-Nielsen fra Socialforskningsinstituttet.

– Ideologisk er der i hele Europa en trend i retning af, at frivillige organisationer skal løse flere opgaver. Men spørgsmålet er, hvilken frihedsgrad de får til at løse opgaverne. Vi har i mange år advaret mod risikoen for, at de kirkelige organisationer mister deres betydning som velfærdsstatens kritikere, hvis de bliver afhængige af statsrefusioner og dermed kommer i lommen på dem, der betaler, siger hun.

For Kirkens Korshærs kampagneleder, Torben Larsen, er der netop ved at være brug for, at de kirkelige organisationer igen går mere aktivt ind i det sociale arbejde.

– Folkekirken har i mange år svigtet det sociale og diakonale arbejde. Men nu er der igen ved at være nicher, hvor der er brug for kirken. Der bliver flere fattige, ikke mindst enlige forsøgere, som har det svært både økonomisk og omsorgsmæssigt. Folkekirkelige organisationer har en klar opgave over for disse befolkningsgrupper, og i Kirkens Korshær vil vi gerne skubbe til dette arbejde, siger Torben Larsen.

– Det ville være overdrevet at påstå, at den religiøse baggrund stadig påvirker den socialpolitiske udvikling i Europa, understreger Philip Manow fra Max Planck Institut for Samfundsforskning i Köln.

– Men på ét område står alle lande over for samme udfordring, nemlig i forhold til, hvordan man får genintegreret meget tunge sociale tilfælde. Holdningen til disse meget svage befolkningsgrupper indebærer nogle moralske overvejelser. Og her kan både den religiøse baggrund og de kirkelige organisationers påvirkning vise sig at blive afgørende for, hvilken strategi, der vælges.

troenseuropa@kristeligt-dagblad.dk

Else Marie Nygaard har bidraget til temaet fra Tyskland.

Troens europa

uDenne artikel er et led i Kristeligt Dagblads fokus på Troens Europa. Alle tidligere artikler kan med et net- abonnement læses på www.kristeligt-dagblad.dk, hvor man også finder en religionsguide til 25 europæiske lande.

Hvordan giver kirkens sociale engagement sig udtryk? Hvor ligger forskellen mellem katolske og protestantiske lande, og kan man stadig spore den forskel i velfærdssystemet? Vi sætter fokus på kirkernes sociale arbejde i europæisk perspektiv.