FN-resolution vil gøre det sværere at være kristen

Flere menneskerettighedsorganisationer mener, at FN-resolution kan bruges som undskyldning for at forfølge kristne minoriteter

I august blev op mod otte kristne dræbt og mindst fyrre huse nedbrændt i en kristen landsby i Gojra i Pakistan. Både muslimer og kristne demonstrerede efterfølgende i Pakistans gader.
I august blev op mod otte kristne dræbt og mindst fyrre huse nedbrændt i en kristen landsby i Gojra i Pakistan. Både muslimer og kristne demonstrerede efterfølgende i Pakistans gader. Foto: ASIF HASSAN Denmark.

FN's Menneskerettighedsråd har før meldt rent ud i en resolution: Religioner bør beskyttes mod kritik. Med en ny kampagne vil flere organisationer nu overtale lande til at stemme mod, at resolutionen igen vedtages, skriver The Christian Post.

Organisationen bag kampagnen er Åbne Døre, der internationalt arbejder for forfulgte kristnes rettigheder. Klaus Dahl, informationssekretær i den danske afdeling, mener, at resolutionen kan manipuleres til en undskyldning for at undertrykke kristne i muslimske lande.

- Konvertering kan også opfattes som en kritik af islam, siger han til kristeligt-dagblad.dk

Klaus Dahl fortæller, at især tidligere muslimer, der er konverteret til kristendommen, udsættes for forfølgelse, diskrimination og vold i islam-dominerede lande.

Åbne Døre bakkes op af blandt andre de internationale organisationer The Becket Fund for Religious Liberty, Freedom House, U.N. Watch og Christian Solidarity Worldwide.

Mulighed for fri tolkning
Resolutionen mod bagvaskelse af religioner ventes at blive taget op af Pakistan den 19. oktober. Den bakkes op af de 57 primært muslimske lande, der udgør Organisationen af Den Islamiske Konference (OIC).

Formålet med resolutionen er at beskytte religioner, og især islam, mod krænkende ord og handlinger. "Islam forbindes hyppigt og med urette med krænkelser af menneskerettigheder og med terrorisme," står der blandt andet i den nuværende resolution.

Men resolutionen kan tolkes alt for frit, mener Klaus Dahl fra Åbne Døre.

- Hvis man siger, at man ikke må ytre sig mod en religion, kan man straffe alle, der påpeger dårlige ting, der gøres i religionens navn, siger han og tilføjer

- Med FN i ryggen gøres det lovligt at forfølge kristne.

OIC giver ikke op
Som Kristeligt Dagblad skrev i lørdags sørgede Danmark i sidste uge for, at ordlyden i en FN-resolution om ytringsfrihed blev ændret fra at omhandle stereotypisering af religioner til "afstandtagen fra negative racemæssige og religiøse stereotyper".

Men OIC-landene giver ikke op, og vil endnu engang tage debatten om fordømmelse af religioner. Og det kan lade sig gøre, fordi OIC-landene har flertal i FN's menneskerettighedsråd.

Får IOC-landene gennemtrumfet resolutionen mod religionskritik, forudser Klaus Dahl, at den vil blive brugt negativt.

- Det bliver undertrykkelse i tolerancens navn, siger han.