Før Grundloven styrede staten også religionsudøvelse i skolen

Flere gymnasier og regeringens trossamfundsudvalg genindfører hindringer for religionsudøvelse, som minder om tiden før Grundloven

"De radikaliserede muslimer skal nok finde deres egne veje, så de foreslåede reguleringer vil primært gå ud over traditionsrige frikirker, der i 160 år har bidraget flittigt til opbygningen af det danske civilsamfund, ligesom de vil gå ud over de fredelige folk i det vietnamesiske buddhisttempel og den tyrkiske moské i Tilst," skriver Kurt E. Larsen.
"De radikaliserede muslimer skal nok finde deres egne veje, så de foreslåede reguleringer vil primært gå ud over traditionsrige frikirker, der i 160 år har bidraget flittigt til opbygningen af det danske civilsamfund, ligesom de vil gå ud over de fredelige folk i det vietnamesiske buddhisttempel og den tyrkiske moské i Tilst," skriver Kurt E. Larsen. Foto: Privatfoto.

Under den danske enevælde udstedte kongen i 1741 den såkaldte Konventikelplakat, der lagde stramme rammer for lægfolks mulighed for at mødes til religiøse forsamlinger. Uden en præsts tilstedeværelse måtte der ikke holdes forsamlinger, medmindre der kun var tale om en husstand samlet til den daglige andagt. Således regulerede man dengang det religiøse liv for at dæmme op for nogle prædikanter, der lå i periferien af statskirkens evangelisk-lutherske lære og ordensbehov.

I starten af 1800-tallet blev Konventikelplakaten forhadt af den gudelige forsamlingsbevægelse. Folk ville gerne mødes i hjemmene for at læse en Luther-prædiken og synge en Brorson-salme, eftersom det åndelige udbytte af oplysningstidens snusfornuftige prædikener kunne være begrænset. De vakte – pietister, grundtvigianere og baptister – mødtes på trods af loven. Det kostede bøder, og den grundtvigske Peter Larsen Skræppenborg måtte i 1845 i Skjern arrest for sin tale.

I 1849 gav Grundloven religionsfrihed, så borgerne i Danmark fik ret til ”at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning”. Dog var der en klausul, så ingen under påskud af religionsfrihed kunne lave ulovligheder: ”dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden og den offentlige orden”.

Den gudelige forsamlingsbevægelse var i alle andre henseender meget lovlydig, og ved deres mødevirksomhed var de medvirkende til at få gennemført frihedsrettigheder og folkestyre. Det ligger lidt mellem linjerne i Grundloven, at religion generelt ses som en ressource for samfundet. Dette har præget dansk religionspolitik indtil for nylig.

Men friheden er nu under pres. På Langkaer Gymnasium i Tilst har man indført noget, der ligner en ny ”konventikelplakat”, idet ingen religiøse grupper må samles til bøn på skolen. Religion henvises dels til kirker/moskéer, dels til privatsfæren.

I 100 år har forskellige kristelige bevægelser været aktive på danske gymnasier, uden at det har givet problemer. Tværtimod har det som andet dansk foreningsarbejde virket demokratiserende, fordi unge mennesker derigennem har lært at arrangere møder, tage stilling, føre debatter og så videre. Samfundsmæssigt taber man kun ved at forbyde den slags aktiviteter. Rabiate muslimske grupper, som gymnasiet sikkert vil ramme med forbuddet, må kunne bremses ved hjælp af skolens almindelige ordensregler – og Grundloven.

Også på det nationale plan er religionsfriheden under pres, ikke mindst på grund af nogle tv-udsendelser med imam-afsløringer. Grundloven af 1849 gav løfte om at ”de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov”.

Udvalget om lov for trossamfundene har barslet med en midtvejsrapport, der endelig lægger op til en sådan lov. Grundtonerne i forslaget synes at handle om orden, kontrol og frygt på et område, der hidtil har været kendetegnet af dansk fredsommelig frihedstænkning. Orden er naturligvis altid godt, men man lægger også op til at kunne føre kontrol med trossamfund helt ned i detaljerne med mulighed for at kunne tilbagetrække den offentlige anerkendelse.

Og trossamfund skal afgive skriftlig løfteerklæring om ikke at ville opfordre til eller foretage noget, som strider mod dansk lov. En sådan erklæring vil man næppe kræve af en sportsklub, så forslaget synes at afspejle en generel frygt for religion.

I USA’s offentlige liv er det almindeligt at tale positivt om alt det arbejde, som kirker og synagoger udfører – socialt, menneskeligt og religiøst. De forholdsvis få moskéer ses i udgangspunktet også som ressourcer. Det viste USA’s daværende præsident George W. Bush ved kort efter terroren den 11. september 2001 at besøge en moské.

I Danmark synes eksistensen af yderligtgående muslimer samt nogle utroværdige imamer at blive brugt til generel religionskritik. Det går lokalt ud over fredelige kristne gymnasiegrupper, og nationalt skabes der mistro omkring al religiøs organisering. De radikaliserede muslimer skal nok finde deres egne veje, så de foreslåede reguleringer vil primært gå ud over traditionsrige frikirker, der i 160 år har bidraget flittigt til opbygningen af det danske civilsamfund, ligesom de vil gå ud over de fredelige folk i det vietnamesiske buddhisttempel og den tyrkiske moské i Tilst.

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus.