Mens vi diskuterer, om religion – her islam – spiller en rolle i den pågående terrorbølge, som skyller hen over Europa, kan det være oplysende at reflektere over, hvorledes man reagerer på den nye situation, hvor kirkerne ser ud til at blive mål for terror.
Gennemgående er reaktionerne fra folkekirkeligt hold, at uden en større selvbevidsthed som kristne går det ikke. Men netop hvad det angår, kniber det. Derfor er mission igen kommet på alles læber. Nej, måske ikke ordet, for det er blevet diffameret og udskældt inden for teologien. Fordi ordet blev behandlet så stedmoderligt, er det emigreret. Man taler i stedet om ”følgeskab”, om ”at dele” eller om ”invitation”.
Lige siden Betænkning 1477 fra 2006 omhandlende opgaver i sogn, provsti og stift har de allerfleste kirkelige debattører fra Indre Mission over grundtvigianerne til Tidehverv med tilslutning citeret åbningsparagraffen:
”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. Dette udgangspunkt er lovgivningsmæssigt bestemt i Grundloven, der bestemmer folkekirken som den evangelisk-lutherske kirke. Forkyndelsen bygger på den grundforudsætning, at mennesker ikke ved egen indsats kan gøre sig fortjent til noget over for Gud, men kun kan modtage alt fra Gud i troen på Jesus Kristus.”
Der er således i det folkekirkelige landskab opstået en høj grad af konsensus vedrørende spørgsmålet, om kirken skal drive mission. Hvad der tidligere blev set som en sag for de særligt interesserede, er nu blevet en sag, som alle må engagere sig i. Man er også – fra det yderste højre til det yderste venstre – blevet enige om definitionen: Mission er at præsentere og repræsentere evangeliet over for mennesker af ingen eller anden tro.
Hvorfor er der sket denne ændring? Hvorfor er vi blevet enige om et spørgsmål, som tidligere har virket splittende og givet anledning til opdeling i forskellige kirkelige retninger? Ja, jeg fristes til at komme med universalforklaringen: Det er muslimernes skyld! I dag er der flere end 300.000 muslimer i Danmark. Det er klart, at en så radikal ændring og på så kort tid i den befolkningsmæssige sammensætning må give nogle dønninger. Dønningerne har vist sig i forbindelse med integrationen af den voksende immigrantkristendom i den folkekirkelige struktur.
Konfronteret med den nye situation kan man således konstatere, at vel er der opstået konsensus om, at mission er en vital kirkelig livsytring. Men der er langtfra enighed om, hvordan man griber det an, det med mission. Den tradi-tionelle opfattelse er, at folkekirken bedst lever op til sin mission ved at være til stede. Præsens er det folkekirkelige missionsbegreb par excellence. Ved at ligge der, synlig i landskabet med åben dør og lav tærskel, skal kirken virke indbydende for alle, der vil. En kom-som-du-er-kirke.
Imidlertid er der sket det, at den folkelighed, som folkekirken netop som folkekirke er så afhængig af, har ændret sig. Kirkegang og opslutning til kirken, der tidligere var en vanemæssig adfærd, er blevet noget, man vælger. Og når man kan vælge til, kan man også vælge fra, hvilket folket i stigende grad gør. Dertil kommer en ligeledes nyvakt aggressiv ateisme, der ofte udmønter sig i en skarp kirkekritik.
Spørgsmålet er, om denne særlige danske kulturkristendom kan opretholdes, hvis der går svind i det trosfællesskab, ”de helliges samfund”, som man bekender troen på i kirken. Derfor er der vækst i en anden forståelse af mission, den på sin vis mere traditionelle, der er født ud af den pietistiske vækkelse, men som nu kommer igen støbt i en ny form skabt af en nutidig amerikansk og engelsk evangelikal kristendom. Dette er ikke en ”kom-kirke”, men en ”gå-kirke”, for her skal kirken være opsøgende og udfarende. Utålmodigheden med den folkekirkelige struktur og det statsadministrative apparat får ofte disse kredse til at samle sig i fri- og valgmenigheder.
Det er akkurat i denne spænding, folkekirken i øjeblikket befinder sig: Skal man holde på det, man har, det nære forhold til staten, og dermed høste de fordele, der er ved at være etableret kirke? Eller skal man bevæge sig derud, hvor storme suse, kaste det konstantinske panser af sig og skabe frie menigheder omkring frie præster, sådan som Grundtvig i sin tid så det for sig?
Religiøs pluralisme og sekularisering er tilsammen den cocktail, der udfordrer folkekirken i mission. Vi kommer ikke uden om fragmenteringen. Den vil fortsætte, og dermed tendensen til at isolere sig i mindretalseksistenser. Men det universelle i kristendommen forlanger, at man hele tiden skal række ud og insistere på det fælles, for mission er at dele, hvad der ligger én på hjerte, så munden løber over med det, hjertet er fuldt af. Det gør mission til kirkens primære livsytring. Den er kirkens hjerteslag og åndedræt.