Folk slider sig til spirituelle oplevelser

Mange mennesker er villige til at tage medicin for at kunne gennemføre pilgrimsrejsen

"Det er almenmenneskeligt, at man bliver ved, selvom det gør ondt, hvis det er noget, man har sat sig for," siger adjunkt i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Marie Vejrup Nielsen.
"Det er almenmenneskeligt, at man bliver ved, selvom det gør ondt, hvis det er noget, man har sat sig for," siger adjunkt i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Marie Vejrup Nielsen. Foto: .

Mange søgende danskere er ligeglade med folkekirkens og den lutherske lære om, at man ikke kan gøre noget for sin egen frelse.

Pilgrimsrejser er populære som aldrig før, og som Kristeligt Dagblad skriver i dag, går vandringen for nogle mennesker over gevind med et overforbrug af smertestillende piller og varige fysiske skader.

Men det er på ingen måder mærkeligt, at mennesker udsætter sig selv for fysiske strabadser for at opnå en åndelig oplevelse, hvad enten det er at faste længe eller gå mange hundrede kilometer. Det siger Marie Vejrup Nielsen, adjunkt i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet med speciale i moderne kristendom.

LÆS OGSÅ: Danske pilgrimme fylder sig med piller

"Den protestantiske fortolkning, at man ikke kan gøre noget for sin egen frelse, matcher ikke tidens tendenser. Protestantismen har i nogle versioner set ned på traditionelle religiøse elementer såsom at udsætte sig selv for noget ekstraordinært fysisk for at få en åndelig oplevelse. Men den slags står igen stærkt i kraft af den nye spirituelle interesse," siger hun.

Ifølge Marie Vejrup Nielsen er moderne mennesker generelt gode til at sætte sig konkrete mål og gennemføre for enhver pris:

"Det er almenmenneskeligt, at man bliver ved, selvom det gør ondt, hvis det er noget, man har sat sig for. Vi ser det samme mønster i moderne sport, hvor nogle sætter sig ekstreme mål i form af for eksempel maratonløb."

Reformatoren Luther tages ofte til indtægt for at have afskaffet religiøse traditioner såsom pilgrimsvandring. Men interessen for pilgrimsrejser kan faktisk betragtes som en tilbagevenden til en mere luthersk teologi også selvom Luther afviste, at man kan gøre noget for sin egen frelse. Det mener Bente Lybecker, retræteleder, konstitueret sognepræst og ph.d. i dogmatik og økumenisk teologi.

"Måske er det en kompensation for, at vi ikke har haft kroppen så meget med, som man har i den katolske kirke. Vi knæler ikke helt ned som katolikkerne, når vi beder, og vi slår ikke korsets tegn for os selv. Det interessante er, at den slags ydre ting faktisk var vigtige for Luther, selvom han ofte er blevet fremstillet som den, der afskaffede dem. For Luther skulle kroppen følge det indre. Det var generationer efter Luther, som mere og mere afskaffede det ydre. I dag er vi så ved at vende lidt mere tilbage til den oprindelige Luther," siger hun.

Luther kunne sikkert godt finde på at gå Caminoen, tilføjer Bente Lybecker:

"Så længe det ikke handler om aflad og bod og om at fortjene Guds kærlighed, men om at meditere over den kærlighed, som kommer fra Gud. Tanken om livet som en vandring og at vandre med Gud er meget bibelsk," siger hun.

Ifølge forfatter, karatedyrker og sognepræst i Nr. Søby-Heden Anders Kjærsig skal man vare sig ved at åndeliggøre de mange moderne pilgrimme:

"Når vi i dag sidder foran computeren hele dagen, er kroppen efterhånden det eneste, der kan give os klare, autentiske oplevelser, der kan mærkes. Der kan pilgrimsvandring komme ind. Spørgsmålet er, om man gør det for Kristi skyld, eller for at nærme sig Gud. Jeg vil sige nej. Jeg tror snarere, at det er fordi, man mærker smerten, at benene er bundet til jorden, og at man sover smaddergodt bagefter. Det nærmer sig en sportspræstation. Men kan man på denne måde finde det kropslige i kristendommen, er det bare godt."