Hvad er det bedste ved kristendommen?
Der er mange gode ting ved kristendommen, men noget af det bedste er balancen mellem individet og fællesskabet. Friheden indtræder ved, at vi påtager os et medansvar hver især og ikke bare er en ureflekteret flok. Og der er en befrielse i at påtage sig ansvar, ligesom der er en mulighed for soning, når vi vedkender os vores skyld. Kristendommen giver udfrielse, mens vi stadig er i live. Det gør, at det giver mening, og at der altid er håb i kristendommen.
At være kristen er ikke at køre på frikort gennem livet. Vi kan godt glemme, at noget af det gode ved kristendommen er, at det ikke bare er individet over for Gud, men at vi er sammen omkring Fader, Søn og Helligånd. Dermed er kristendommen et fællesskab, og det er let som kristen at finde et sted at høre til. For der er så mange kristne retninger at vælge imellem, som nok har en fælles troskerne, men ellers er meget forskellige i både udtryk og trospraksis.
Det er i vor tid så også en udfordring at holde fast i kristendommen som en del af den danske kulturarv, måske især over for andre religioner, for hvem kristendommen ikke træder så tydeligt frem, blandt andet fordi vi ikke har tradition for at skilte med vores tro. Det er lidt problematisk, at det kan være tabu at vedkende sig sit kristne tilhørsforhold. For at være dansk og kristen er noget, som for mange er to sider af samme sag, selvom vi ikke snakker højt om det eller dyrker det. Men det burde vi måske gøre noget mere. For dermed ville vi også kunne sætte ord på, at man også sagtens kan være dansk og tro på noget andet end kristendom. Men kristendommen er stor her i landet og nok også større, end de, der tilhører den, selv kan mærke.
Kristendommen skal ikke være et tabu, men i stedet en levende og inkluderende del af vores samfund, og ikke en mur, der holder andre ude, som det godt kan opleves for dem, der lever i Danmark, men som har et andet religiøst tilhørsforhold.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Det værste er, når kristendommen bruges til at fralægge sig ansvaret for egne valg med henvisning til ens tro. Eller når troen anvendes til selvbekræftelse af egen godhed. Eller når man bruger sin tro til at fremstille sig selv som bedre end andre mennesker. Der er også dem, som bruger kristendommen som værktøj til slet og ret at vinde i diskussioner, hvor det relevante er rationelle snarere end metafysiske argumenter. Der er virkelig misbrug af kristendommen, og det kan jeg slet ikke have. Især ikke, hvis man prøver at bruge andres kristendom mod dem for eksempel i en politisk diskussion.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
For mig er folkekirken meget af det smukke ved at være dansk. Den er både noget meget enkelt og meget avanceret, og så er der en kæmpe rummelighed.
Jeg er for eksempel opvokset i Vestjylland med en grundtvigiansk morfar, der stemte socialdemokratisk, og en mormor, der tilhørte Indre Mission og stemte Venstre. De var altså to meget forskellige steder både kirkeligt og politisk, men kunne sagtens gå sammen livet igennem i respekt for hinanden. Da min far, der er katolik, kom ind i familien, var der som selvfølge også rum til hans kristendom.
Sådan er den danske folkekirke også for mig. Der er højt til loftet - og plads til mange mennesker, og måske i dag mere end nogensinde, hvor jeg oplever, at der i folkekirken faktisk findes et modsvar til tidens tomhed og selvtilstrækkelighed. Den er et af de få steder, hvor vi kan spejle os i noget større end os selv.
Folkekirken åbner en sprække ind til at blive spejlet i Guds blik, og gudsblikket slår ethvert antal likes på de sociale medier. Ensomheden skyldes, at mange ikke længere ved, at Gud ser dem, hvis de opsøger ham. Så derfor er de på jagt efter at blive set af andre mennesker. Og hvis ikke andre mennesker ser dem, føler de, at ingen ser dem. Men i folkekirken og kristendommen kan enhver, som vil, blive set af Gud.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Det er, at den har så svært ved at træde i karakter. Den katolske kirke er meget klart defineret med bestemte roller, ritualer og en metafysisk tilgang til tingene, mens folkekirken tager lidt af hvert ind under vingerne. Gud risikerer at komme i klemme, når snart sagt alle menneskers holdninger til ham skal kunne være der.
Den lidt uldne kontur, folkekirken nødvendigvis må have for at kunne favne så bredt, gør, at det virker mærkeligt på nogle mennesker, når der så indimellem trækkes en grænse. Det så man for nylig med præsten, der troede på reinkarnation. Men der er noget, der simpelthen ikke er kristent, og som dermed ikke skal være en del af folkekirken, hvis den virkelig vil være kirke og ikke bare et kulturhus.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Det er ordet. Det vitale ord, som lyder, når der læses fra Bibelen og synges salmer. Men jeg får især kuldegysninger, når jeg tænker på indledningen i Johannesevangeliet: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.
Jeg er ikke længere medlem af folkekirken, da jeg på et tidspunkt meldte mig ud for at spare kirkeskatten. Jeg synes, at det er forkert, at man alene opkræver kirkeskat for et trossamfund. Enten skal der opkræves på vegne af alle eller ingen. Jeg betaler simpelthen så meget i skat i øvrigt, så jeg har det helt fint med indimellem at komme i folkekirken alligevel. Det gør jeg især, hvis jeg opholder mig i provinsen, og de bedste søndage er dem, hvor tekstlæsningerne og prædikenen går op i en højere enhed.
Der er noget meget befriende ved at høre en dygtig præst udlægge dagens tekst. Folkekirken har mange præster, som i dén grad har ordet i deres magt, og det er befriende at høre på et menneske, der står foran andre og taler om noget andet og større end sig selv - og endda uden at ville have ens stemme eller ens penge. I en narcissistisk tid som vores er det virkelig godgørende, og jeg tager i høj grad det, der bliver givet, med mig.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Det er tivoliseringen, som finder sted, når præsten forlader prædikestolen og overlader den til forfattere og andre kendte. Når jeg sidder i kirken til en gudstjeneste, er det for at få dagens tekst udlagt af en teologisk uddannet person. Jeg vil simpelthen ikke have forfattere eller skuespilleres holdninger og tanker fra prædikestolen. Det kan jeg høre ved et foredrag eller arrangement i sognegården.
Derudover savner jeg at mærke det fysiske fællesskab under gudstjenesten, når man sidder for eksempel otte i et stort kirkerum. Alle kirker burde have nogle skærme, de kunne sætte op, så de, der er til stede, er nødt til at sidde tættere sammen.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
For den, der er stærk i sin tro og identitet, kan mødet med de andre religioner være inspirerende og give anledning til, at man ser sig selv og sin egen tro på nye måder. Men for andre kan andre religioner føles som en trussel.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Det kan føles stressende, at man ikke længere kan tage hinandens opførsel for givet. I et homogent samfund ved alle, hvornår man gør hvad - og hvorfor. I Danmark, for eksempel, er det en given ting, at man til en julefrokost starter med silden og rejerne, inden de lune retter kommer. Men pludselig er der nogen, som ikke vil have de lune retter, hvis de er lavet af svinekød. Og så er det, at det pludselig kan føles som en ulejlighed, selvom ingen ønsker det. Det bliver sværere at tage noget for givet, og det kan give en følelse af uro og usikkerhed hos både de gamle og de nye i samfundet.