Hvad er det bedste ved kristendommen?
Set indefra, fra troens ideale perspektiv, kan der vel ikke rigtig være noget ved kristendommen, som er bedre eller værre end andet, fordi Kristus og hans budskab som sådan er det bedste, der nogensinde er indtruffet i menneskehedens historie og for det enkelte menneske: overvindelsen af synd, død og fortabelse og forjættelsen af den evige salighed.
I det perspektiv bliver komparative spørgsmål som dette i bedste fald underordnede. Hvis man lige er blevet reddet fra overhængende livsfare, er eventuelle mere eller mindre flatterende sider af redningsmandens personlighed nok ikke så afgørende.
Men set helt eller delvis udefra, hvor mange mennesker, også af dem, der kalder sig kristne, nok i praksis befinder sig, kan der være god grund til at overveje spørgsmålet. Og her forekommer det mig, at det bedste ved kristendommen er, at den præsenterer et dybt, meningsfuldt og befriende perspektiv på menneskets livsvilkår, en åndelig og eksistentiel frihed i ansvar, som under alle omstændigheder er langt at foretrække for sin modsætning.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Det er vel i virkeligheden den anden side af samme sag. Det er, når den bliver en karikatur af sig selv. Den absoluthed og radikalitet, som friheden forkyndes med, kan også misbruges af de syndere, som kristendommen hævder, at vi alle sammen er. Kirkehistorien rummer et helt katalog af skrækeksempler på, hvordan den åndelige frihed også kan vendes til det værste åndelige og ofte også fysiske tyranni. Både diktaturer og revolutioner har påberåbt sig kristendommen, som det kendes i talrige store og små sammenhænge. Præcis den absoluthed og radikalitet, som i totalitære samfund har gjort kristendommen til en vigtig kilde til åndelig modstand, kan også selv udvikles i semi-totalitær retning. Det er derfor, det er så afgørende at skelne mellem brug og misbrug, eller mellem det relative og det absolutte, som Kierkegaard ville sige.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
På en vis måde synes jeg, at folkekirken har været en nærmest genial opfindelse, som ramme både om forkyndelsen og om forholdet mellem stat og kirke. Selvom dens definition aldrig er blevet endeligt afklaret og stadig er præget af en vis tilfældighed, har den vist sig at fungere forbavsende godt. At en så stor organisation uden en klar definition og ledelsesstruktur kan fungere i over 160 år uden at bryde sammen i kaos, er i sig selv bemærkelsesværdigt og tyder på en stor indre styrke og sammenhæng.
Som ramme om forkyndelsen har den muliggjort en betydelig bredde og åbenhed, som giver plads til mange forskellige holdninger. Det er et fællesskab, der ikke bliver omklamrende, men tillader den enkelte at engagere sig så meget, man nu har ønske om og mulighed for.
Som ramme om kirke-stat-forholdet har den uafklarede status på fremragende vis gjort det muligt for statskirken at tro, at den var en slags frikirke.
Det faktum, at kirke og stat i realiteten er dybt indviklet i hinanden, har ikke forhindret udbredelsen af det klassiske grundtvigianske mantra, at folkekirken ikke er en statskirke, og hvis tilstrækkeligt mange tilslutter sig det og handler derefter, har det jo også en vis realitet.
På den måde har folkekirken været en fortrinlig ramme om udbredelsen af det frie fællesskab, der er så vanskeligt at realisere. Men forudsætningen er eksistensen af et ret homogent folk med en høj grad af værdifællesskab.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Det værste er måske, at netop den løse, uafklarede struktur bliver et problem, når den alment udbredte fælles forståelse for kirken begynder at smuldre. Håndfast topstyring og rigide regler har vi hidtil stort set kunnet undgå, fordi der var en udbredt folkelig opbakning og forståelse nedefra. Men når denne begynder at svinde, og det er den jo i fuld gang med, så kan det godt blive vanskeligt at undgå topstyringen og reguleringen. Det vil efter min mening være et stort tab, men det kan unægtelig være svært at få øje på, hvordan man undgår det.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Ifølge en af kirkegængerne i ”Nødebo Præstegård” er det, så vidt jeg husker, ”kaffen bagefter”, og dens betydning skal man nok heller ikke underkende. Men ellers må den bedste gudstjeneste vel være den, der opfylder sit formål at formidle det befriende budskab på vedkommende og opbyggelig vis. Når liturgi, salmer og prædiken forenes om dette på en sådan måde, at de ikke henleder opmærksomheden på sig selv, men på budskabet. Og så er mange af de klassiske salmer i sig selv fremragende eksempler på dette: stor åndelig og teologisk dybde formuleret i et rigt og smukt poetisk sprog.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Det må være, når det ikke lykkes, altså når treenigheden af liturgi, salmer og prædiken ikke formår at formidle budskabet på en vedkommende måde. Hvis det bliver til bare fromme floskler og klicheer.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Jeg er ikke sikker på, at jeg kan tænke på ret meget decideret godt ved et virkelig multireligiøst samfund. Men måske er det ingen skade til, at den selvfølgelighed, der så længe har præget det danske samfund, også møder nogle udfordringer, så den ikke forfalder til ren selvtilfredshed. På den måde bliver vi tvunget til at tænke over, hvad der er det uopgivelige i den monokultur, vi indtil for nylig har levet i, og hvordan det kan bevares i mødet med den multireligiøse og multikulturelle virkelighed, som har indfundet sig. Multireligiøsiteten er anledning til selvbesindelse. Hvem er ”vi”, og findes der overhovedet sådan en fælles identitet i et masseindividualiseret samfund?
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Det værste er nok, at det truer med at opløse sin egen forudsætning, nemlig den samhørighed, tolerance og åbenhed, som forhindrer det i at falde fra hinanden. At det ligner en vej til øget fremmedgørelse og social mistillid. Hvis der i yderste konsekvens bliver tale om et samfund bestående udelukkende af minoriteter og uden nogen traditionelt dominerende gruppering, er der så overhovedet tale om et ”samfund”? Er det så ikke blot en masse atomiserede individer, der tilfældigvis bebor det samme territorium? Det perspektiv er ikke særlig opløftende. Også i det perspektiv synes jeg, der er grund til at forsøge at bevare folkekirken så længe som muligt.