Folkekirken kunne lære af den katolske kirkes syn på de døde

Mens andre kirkeretninger accepterer en vis form for kommunikation med døde, skruer folkekirken kistelåget hårdt til. Reformationen og moderniteten har skabt en berøringsangst over for at beskæftige sig med de døde, siger teologiprofessor

I kirkeretninger som den katolske findes der en stor tradition for at henvende sig til helgener og bede dem om at gå i forbøn for en selv eller en afdød. Helgener er personer, som her den mexicanske kvinde Madre Lupita, hvor kirken har bekræftet, at de befinder sig hos Gud efter døden. –
I kirkeretninger som den katolske findes der en stor tradition for at henvende sig til helgener og bede dem om at gå i forbøn for en selv eller en afdød. Helgener er personer, som her den mexicanske kvinde Madre Lupita, hvor kirken har bekræftet, at de befinder sig hos Gud efter døden. – . Foto: Guillermo Arias/AP/ritzau.

Der blev ikke efterladt plads til megen tvivl, da folkekirkens biskopper i sidste uge hver især udtalte sig om, hvorvidt kommunikation med døde ligger inden for folkekirkens rammer.

Alle biskopper slog fast, at folkekirken ikke accepterer snak med døde dyr, efter et opsigtsvækkende arrangement med en dyreclairvoyant i Gislinge Kirke i Nordvestsjælland.

Samtidig understregede flere biskopper, at ikke blot kontakt med døde dyr, men også kontakt med døde mennesker var forkert:

”Vi kan ikke tale med de døde – dyr som mennesker – men Gud har i sin søn talt til os og givet os mennesker et levende håb om følgeskab også der. Det er, hvad vores kirke og vores gudstjeneste bygger på,” lød det for eksempel fra biskop over Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen.

Men ved også at afvise kontakt med døde mennesker lukker folkekirken døren helt i til en verden, der ellers er en levende del af store dele af verdens store kirkesamfund. For eksempel spiller de døde en vigtig rolle i den katolske kirke, forklarer Daniel Nør-gaard, sognepræst i Sankt Ansgar Kirke, den katolske domkirke, i København.

”Der er en forbindelse mellem os og de afdøde. Og der er intet forkert ved, hvis en enke for eksempel får en fornemmelse af sin afdøde mands nærvær. I den katolske kirke siger vi ikke bare, at døren er lukket, og alt er slut, når man er død,” siger han.

Der er dog ikke frit spil for at kontakte de døde i den katolske kirke. Det er et område med faldgruber, og der er en risiko for, at det bliver esoterisk, siger Daniel Nørgaard. Derfor er kontakten mellem levende og døde på sin vis også blevet institutionaliseret i den katolske kirke. Det viser sig mest konkret i, at man først og fremmest henvender sig til de kanoniserede helgener. Dem kan man bede om at gå i forbøn for en eller for en afdød. Men i modsætning til spiritisters kontakt til de døde, er bøn til helgener en envejskommunikation, hvor man ikke skal forvente at få svar, siger Daniel Nørgaard.

”Helgendyrkelsen er hos os formaliseret på en måde, så det ikke er op til den enkelte præst at vurdere, hvad der er op og ned. Ellers er der fare for, at det ender, som vi netop har set det i folkekirken, med, at man taler med døde dyr. Derfor har vi i dag ret strikse rammer for, hvordan vi kan række ud til de døde,” siger han.

Og folkekirken kunne meget vel lære noget af den katolske kirke i forhold til, at der er et fællesskab mellem de døde og levende i kirken. Det mener Hans Raun Iversen, lektor i teologi ved det teologiske fakultet i København.

”I folkekirken er vi næsten blevet naturvidenskabelige i vores kristendom, når det handler om synet på de døde. Vi siger, at de døde er døde. Jo tak, men er de nu også det?”, siger han.

Hans Raun Iversen har selv boet i Tanzania, hvor han har beskæftiget sig med kirken i landet. Her oplevede han et helt andet syn på efterlivet, hvor de døde ofte blev betragtet som mere levende end de levende. Han mener, at der er noget frugtbart at hente for folkekirken ved at lade sig inspirere mere af både katolikkernes og en afrikansk forståelse af livet efter døden.

”Jeg synes, vi er blevet for indsnævrede i vores meget rationelle kristendomsforståelse. Når der dukker 120 mennesker op til et clairvoyant arrangement i Gislinge Kirke, skyldes det, at mange mennesker har erfaringer i den retning, som kirken i dag ikke tager alvorligt. Og hvem siger, at det nødvendigvis er den rigtige kristendom, at de døde er helt uden for vores verden? Uden for Guds er de i hvert fald ikke,” siger han.

Når folkekirken i dag kategorisk lukker døren i til det hinsides, skal forklaringen først og fremmest findes hos Martin Luther og hans reformation af kirken for 500 år siden. Det forklarer Anders-Christian Jacobsen, professor i teologi ved Aarhus Universitet.

”Der har været en lang stribe af traditioner i kirken gennem tiden for bøn til helgener og martyrer og forbøn for afdøde. Men bordet blev ryddet godt og grundigt under Reformationen,” siger han.

Her gjorde Martin Luther op med, at der var behov for helgener som et mellemled for at henvende sig til Gud. Han afskaffede dermed hele helgentraditionen og understregede samtidig, at der ikke var behov for at bede for de døde, da de allerede var i Guds hænder. Og da han ikke indførte andre ritualer eller muligheder i stedet, kom kontakt til de døde til at stå som et fænomen, man ikke beskæftigede sig med i den protestantiske kirke, siger Anders-Christian Jacobsen.

Nogle hundrede år senere skubbede oplysningstiden og en moderne kristendomsfortolkning kontakten til døde endnu mere ud i periferien. Det fik blandt andet betydning for teologien i folkekirken, at Aarhus-teologen P.G. Lindhardt i 1952 udgav bogen ”Det evige liv”, hvor han argumenterede for, at enhver forestilling om det hinsides var det rene digteri.

”Det modernes syn på efterlivet er, at der ikke er noget liv efter døden. Og hvis der er, så er det i hvert fald ikke noget, vi kan sige noget om. Ud fra sådan et syn kommer kommunikation med de døde til at stå som overtro,” siger Anders-Christian Jacobsen.

Problemet er, siger han, at folkekirken dermed står uforberedt, når der opstår en folkelig interesse for spiritisme. Han mener, at folkekirken kunne tage ved lære af blandt andet den katolske kirke, der har institutionaliseret kontakten mellem de levende og døde.

”Når folkekirken ikke viser en form for åbenhed og sætter nogle rammer, så overlader det alle dem, der har denne slags erfaringer, til dem selv. Men der findes former for kristen spiritualitet, der bør kunne rummes, og hvor folkekirken mangler at sætte nogle konstruktive rammer,” siger han.

Men ifølge Aarhus-biskop Henrik Wigh-Poulsen ligger der noget fornuftigt i folkekirkens blufærdighed over for at forholde sig til de døde.

”Det er ikke, fordi vi ikke vil vide af det på den anden side af døden. Men det er en sag mellem Gud og den døde. Og det skal vi andre ikke begynde at gøre os alle mulige utidige forestillinger om. Vores centrale pointe er, at man er i Guds hånd efter døden. Og Jesus siger, at der er godt at være. Derfor behøver vi ikke at gøre os alle mulige fantasier om, hvad det mere konkret betyder. Det er en tillid, vi skal hvile i,” siger han.

Henrik Wigh-Poulsen mener ikke, at der vil komme noget godt ud af, at folkekirken begynder at formulere nogle klarere regler for, hvordan man kan række ud til de døde. I stedet henviser han til, at kirken har en flot tradition med at sætte ord på efterlivet i salmerne, og at bønnen Fadervor også rummer en rigdom, når man skal overlade de døde til Gud.

”Jeg synes meget godt om at bruge sit Fadervor. Det behøver ikke at være så dyrt og stort og smart. Så enkelt kan det egentlig gøres,” siger han.