Folkekirken sat under administration

Finansministeriet pålægger folkekirken udgifts- og ansættelsesstop for at holde budgettet

Flere biskopper spår kaos i folkekirken, efter at der i går med øjeblikkelig virkning blev indført totalt ansættelses- og udgiftsstop for folkekirkens pengekasse, Fællesfonden.

Stifterne fik for kun 10 dage siden det længe efterlyste budget for 2003, og i går faldt Finansministeriets hammer så endnu engang. Kirkeminister Tove Fergo (V) har selv sat sit ministerium under administration i Finansministeriet.

Ansættelsesstoppet omfatter også præstestillinger.

- Det her rammer folkekirken på livsnerven, på selve forkyndelsen. Og jeg mener, det er et meget drastisk skridt at tage. Men med den folkekirkeordning vi har, er det den udøvende magt, der dikterer, siger biskop Karsten Nissen, Viborg Stift.

Han står aktuelt over for tre pensioneringer af præster i stiftet, som ifølge det nye cirkulære ikke kan erstattes.

I Roskilde Stift, der med biskop Jan Lindhardts ord i forvejen er »meget tyndt smurt«, hvad angår gejstlig betjening, vil ansættelsesstoppet hurtigt udmønte sig i kaos. Flere præster er på vej mod pension, og også en enkelt provst. Han mener, det kan betyde, at en enkelt præst kan komme til at servicere seks-syv kirker.

- Man kunne vel vente det med det rod, der er i økono-mien. Det vil nok på kort sigt betyde stort forbrug af rådighedsordningen, hvor præsterne dækker hinanden ind, men på længere sigt kan man ikke drive kirke på den her måde, siger han og henviser både til det sene budget og det nye cirkulære.

Stop indtil videre

Jesper Langballe, kirkeordfører for Dansk Folkeparti, finder beslutningen nødvendig. Han mener dog ikke, at ansættelsesstoppet gælder eksisterende præstestillinger, der bliver ledige. Til det siger Karsten Nissen, at da der ikke oprettes nye præstestillinger overhovedet, kan det jo ikke betyde andet.

Beslutningen om ansættelses- og anlægsstop er ifølge en pressemeddelelse taget for at gøre alt for, at folkekirkens fælles udgifter til præsteløn, it, efteruddannelse, elektronisk kirkebog og stifternes administration, Fællesfonden, kan holdes inden for det fastlagte budget.

Stoppet gælder indtil videre. Fællesfondens budget er for 2003 er på 964,8 millioner kroner, de 494,6 millioner er til løn til folkekirkens præster og provster, og budgettet skal i modsætning til tidligere år holdes.

Cirkulæret er udsendt til biskopper, stiftsøvrigheder, folkekirkens uddannelsesinstitutioner, Det Mellemkirkelige Råd og Kirkeministeriets IT-kontor, hvis budgetter finansieres af Fællesfonden.

Ansættelsesstoppet betyder, at blandt andet nyansættelser og forlængelse af midlertidige ansættelser samt omklassificering af stillinger som kirketjener, organist eller kordegn kun kan ske, hvis der er givet dispensation fra Kirkeministeriet.

Ansættelsesstoppet gælder ikke præstestillinger, hvor ansøgningsfristen udløb i går eller tidligere, og omfatter heller ikke ansættelse af vikarer i orlov.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra kirkeminister Tove Fergo (V). Hun mødes i næste uge med biskopperne.

vincents@kristeligt-dagblad.dk

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk