Man kan have mange slags bange anelser om, hvad der kan komme ud af arbejdet med en styrelseslov for folkekirken. Lige så nødvendigt det er med gode jurister, økonomer og politikere, lige så galt kan det gå, hvis de ikke forstår, hvad de har med at gøre.
I sidste instans må der tænkes teologisk for at forstå, hvad kirke er. Det er ikke nødvendigvis særligt svært, men det er afgørende, at det bliver gjort solidt i arbejdet med folkekirkens styrelseslov.
LÆS OGSÅ: Præstemøde præget af bekymring for kirkens fremtid
Folkekirken er en fælles ramme omkring menneskers forhold til det uforføjbare (det, man ikke kan disponere over, red.). Det udtryk, som vi bør lære i folkekirken, hørte jeg gentaget flere gange fra den svenske Luther-forsker og biskop emeritus Carl Axel Aurelius i en gruppe på Nyborg Strand forleden. Vi skulle diskutere, hvad det mon betyder, når der tales om, at Skriften er indblæst af Gud, for eksempel som det står i Andet Timotheusbrev 3,16. Det betyder, at Skriften er uforføjbar, lød det på klingende svensk fra Aurelius.
Ja, naturligvis. Hvorfor bruger vi dog ikke det udtryk noget mere på dansk, hvor det jo også er ganske let forståeligt? Med Skriften kan vi, luthersk set, ikke gøre, som vi ønsker. Der er nemlig noget af Gud selv til stede i Skriften, som vi derfor må omgås med tilsvarende ærbødighed.
Gud er den aldeles uforføjbare. Ethvert forsøg på at forføje over Gud kommer til kort. Med Skriften er det lige som med et menneske. Dets livsånde er indblæst af Gud. Derfor må vi omgås ethvert menneske med ærbødighed, for der er noget af Gud i ethvert menneske. Mennesket er uforføjbart vi kan ikke manipulere med et menneske, som det passer os. Midt iblandt os, i Skriften, i medmennesket og måske også i naturen og historien, er der noget af Gud, som vi ikke bare kan forføje over.
Når det går højt, tales der om, at der er noget i folkekirken, der er uopgiveligt eller uflytteligt. Det lyder, som om det er mennesker, der bestemmer, hvad der skal opgives eller flyttes eller fastholdes. Jeg tror, at det er bedre at sige, at der er noget, der er uforføjbart, fordi der er noget af Gud selv i det. Tager vi det alvorligt, at folkekirken skal organisere vores fælles forhold til det uforføjbare, er der nogle styreformer, som ikke kan bruges i kirken.
I stat og kommune er det flertallet, der bestemmer. Man kan tilmed indrette sig, så lovene altid legaliserer akkurat det, flertallet gør. Et grelt eksempel så vi med Anders Fogh Rasmussens evindelige Der er ikke noget at komme efter. Han sad på et sikkert flertal både i administrationen og i lovgivningen, så hvordan skulle han nogensinde kunne lave noget forkert? Anders Fogh Rasmussen forføjede over staten. På den måde kan der ikke forføjes over en luthersk kirke.
Ordninger, hvor vinderen tager det hele, må undgås i kirken. Kristendommen er en tolkningssag, så alle tolkninger må kunne komme til orde på lige fod i kirken. Også i bispekollegiet og gerne også i tilsynsfunktionen i det enkelte stift. Man kan ikke blot indsætte ens egen tilsynsperson efter forgodtbefindende. Men man kan heller ikke fastlægge rammerne omkring omgangen med det uforføjbare efter et fransk præsidentvalgsystem som det, staten har udstyret folkekirken med ved bispevalg.
En kristen gruppering som den bibelkonservative i folkekirken kan og bør ikke blot skille sig ud fra de mere liberale kristne. Det er i givet fald også en måde at forføje over bibel og kristendom på. Spørger man de mest kyndige kendere af frikirkernes mange splittelser og nye menighedsdannelser gennem snart 200 år i Danmark, er svaret klart. Skilles man fra hinanden ud fra lærespørgsmål, kommer der ikke noget godt ud af det. Skiller man sig ud for at kunne gøre en bedre indsats i kirkens mission, er der helt anderledes chancer for, at det vil vise sig at være det rigtige.
Folkekirken er ikke længere blot en rummelig kirke, hvor man tolererer de andres tilstedeværelse. Folkekirken er en mangfoldig kirke, hvor der må udvikles en ledelseskultur, som inddrager mangfoldigheden i stedet for at marginalisere den. Det kan ikke betale sig at have magt, hvis man ikke (mis)bruger den, siger nogle. Men i kirken er det uholdbart at have magt, hvis man ikke bruger den til at give plads til alle, der peger på Kristus. Det er den slags egenskaber ved kirken, der skal tages højde for i en folkekirkelig styrelseslov.
Hans Raun Iversen er lektor i teologi på Københavns Universitet.