Folkekirken søger flere rituelle traditioner

Åben kirke i Eliaskirken eller Elias Kirke på Vesterbro Torv. Kirken er tegnet af arkitekterne Martin Nyrop ...

En rundringning til 10 sognekirker, der holder askeonsdag, viser, at traditionen for de fleste først er begyndt inden for de seneste år, og tre af kirkerne holder i dag for første gang den særlige gudstjeneste. Foto: Christian Lindgren / Scanpix Denmark

Vi vil ikke af med substansen i folkekirken, men prøver at få mange forskellige traditioner ind.
Hans Raun Iversen, teologilektor

I dag fejrer flere af landets sognekirker askeonsdag, hvilket for få årtier siden kun fandt sted i katolske kirker. Ifølge eksperter er den gamle kristne tradition endnu et eksempel på, hvordan fysiske ritualer vinder frem i folkekirken

I flere folkekirker landet over vil kirkegængere i dag få malet et kors af aske i panden eller strøget aske i håret.

Ritualet er et symbol på forgængelighed og en del af askeonsdag, som markerer begyndelsen på de 40 dages faste op til påske. Traditionen er fast integreret i den katolske kirke, men har de senere år også vundet indpas i folkekirken.

En rundringning til 10 sognekirker, der holder askeonsdag, viser, at traditionen for de fleste først er begyndt inden for de seneste år, og tre af kirkerne holder i dag for første gang den særlige gudstjeneste.

Dette gælder blandt andet Gjellerup Kirke ved Herning, hvor sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansen skal stå for gudstjenesten. For hende er noget af det gode ved askeonsdag netop dets specielle fysiske ritual.

”Vi er meget lidt fysiske i folkekirken. Vi rejser os op ved læsninger og knæler, når der er nadver. Men ved at lægge op til fasten med et fysisk ritual sættes der måske tydeligere fokus på påskens budskaber med påskemorgen, Jesu død og opstandelse og syndernes forladelse. Jo flere sanser der forkyndes for, jo mere oplever vi det som ord, der handler om os og er talt til os,” siger Inge Marie Kirketerp Hansen.

Generelt ser vi det rituelle og konkrete fylde mere i kirkerne i dag, siger Hans Raun Iversen, der er lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet. Eksempelvis er pilgrimsvandringer og lysmesser blevet populære, og fysiske initiativer som rollespil fylder ifølge ham også mere.

”Selvom hovedsynspunktet hos reformatoren Martin Luther var, at det er forkyndelsen og ikke ritualet, der tæller i folkekirken, så er alle de ting, der nu slår igennem i kirken, præget af kropssprog. Hvor man i 1970'erne fokuserede på, hvor lidt man kunne nøjes med under gudstjenesten, er spørgsmålet nu, hvor sjovt det kan blive. Vi vil ikke af med substansen i folkekirken, men prøver at få mange forskellige traditioner ind. Det er helt forundrende, at askeonsdag pludselig kan slå igennem, men noget kan tyde på, at vi kommer til at se mere af den slags fremover,” siger han.

Ifølge Hans Raun Iversen skyldes udviklingen blandt andet, at kirken grundet sekulariseringen i samfundet i dag næsten er blevet eneleverandør af kristendomspraksis.

”Derudover står vi over for et paradigmeskift, hvor fokus er, at vi bedst erkender ved selv at deltage. Derfor vil vi have ritualer, hvor vi gør noget eller tilmed får smurt aske i hovedet.”

Ifølge teolog Marie Hede-gaard Thomsen, som tidligere har skrevet ph.d. om folkekirkens mange aktiviteter, er der intet problematisk i, at folkekirken overtager askeonsdag, da traditionen teologisk set stadig giver mening. Også hun oplever, at ritualer får en større rolle i dag.

”Min formodning er, at askeonsdag er kommet mere frem over de seneste 10-20 år, fordi der har været større fokus på aktiviteter og ritualer, der giver deltagerne mulighed for at gøre, være og opleve snarere end udelukkende at lytte. Ritualer drager os og giver os en anden måde at erfare på. Det, vi oplever, lagrer sig så at sige i kroppen på os,” siger Marie Hedegaard Thomsen, der er sognepræst i Hadsten i Østjylland.

Lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Jesper Sørensen peger også på, at der finder en re-ritualisering af folkekirken sted i disse år, hvilket dog ikke nødvendigvis medfører en større interesse for det kristne indhold.

”Noget peger på, at det i stedet handler om tydeligt at markere sit tilhørsforhold, uden at man skal bekende sig til en trosforestilling. Hvor man i 1970'erne kom i kirken for at høre præsten prædike og så gik inden nadveren, sidder man nu og leger med sin mobil under prædikenen og går derefter til nadver,” siger han og tilføjer, at udviklingen dog aktiverer nogle af de klassiske konflikter i folkekirkens forhold til den katolske kirke.

”Der er bevægelser inden for den lutherske kirke, som generelt er skeptiske for ritualer som lysmesse, pilgrims-vandring og askeonsdag, da de netop frygter, at de fjerner fokus fra indholdet, som er det primære i folkekirken.”