Folkekirken vil hjælpe demente danskere

Der skal samarbejdes mere med plejepersonale og pårørende, mener Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, som holder konference om folkekirken og ældreområdet

"Kirken har været en dimension i deres liv, så vi har et ansvar for også at være i deres liv, når de bliver ældre," siger sognepræst Tina Brixtofte Andersen. Arkivfoto.
"Kirken har været en dimension i deres liv, så vi har et ansvar for også at være i deres liv, når de bliver ældre," siger sognepræst Tina Brixtofte Andersen. Arkivfoto. Foto: Linda Kastrup.

Der bliver flere og flere ældre i Danmark, og derfor bør man se på, om folkekirken gør tilstrækkeligt for den aldersgruppe. Det er hovedidéen bag den konference, som Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter nu indbyder til.

Ifølge Povl Götke, lektor ved Teologisk Pædagogisk Center og en af arrangørerne, er håbet, at konferencen vil inspirere folkekirken til at samarbejde med andre institutioner om at skabe flere og bedre tilbud til ældre.

I forvejen holder folkekirken for eksempel gudstjenester på plejehjem, men det er et område, man hos Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter håber kan udvikles endnu mere.

”Mange ældre slås med forskellige alvorlige problemer som for eksempel demens, som betyder, at man bliver nødt til at tænke på, hvordan man er kirke og laver gudstjenester. Man kan lave færre led i gudstjenesten, gøre den mere simpel, inddrage flere sanser, så det ikke kun er de kognitive sanser, man appellerer til,” siger han.

Tina Brixtofte Andersen er sognepræst i Aarhus Domkirke og religionspædagogisk konsulent i Aarhus Stift med ældre som særligt område. Hun synes, at folkekirken har en forpligtelse til at være aktiv på ældreområdet.

”De fleste ældre er medlemmer af folkekirken og er blevet døbt, konfirmeret og gift i kirken, de har formentlig begravet deres forældre, måske deres venner og familie i kirken. Kirken har været en dimension i deres liv, så vi har et ansvar for også at være i deres liv, når de bliver ældre,” siger hun.

”Tiden ændrer sig. Jeg synes ikke bare, man skal lave en søndagsprædiken i miniudgave ude på plejehjemmene, men se på de ældres liv, hvad der betyder noget for dem, og være til stede sanseligt. Måske skal organistens faglighed inddrages og bruges på en ny måde, måske skal der være stærkere kontakt mellem plejepersonalet og kirken. Jeg læste en artikel om, at man ville uddanne social- og sundhedsassistenter til at tale om døden med ældre. Det er ærgerligt, hvis folkekirken sover i timen, for her er et arbejde, vi kunne gøre.”

For Tina Brixtofte Andersen handler det også om at få folkekirken til at tænke anderledes.

”Man burde kigge på, hvordan man finder økonomi til ekstra præstetimer, så præsten kan tage mere ud og være der for de ældre,” siger hun.

”Det handler om at udvikle nye måder at arbejde på, få mere specifik viden fra hinanden og måske skabe nogle specialiserede plejehjemspræster. Det er en klar opfordring til landets menighedsråd, provster og biskopper om at se udviklingsmulighederne på området.”

Hos Nationalt Videnscenter for Demens hilser man idéen velkommen. Mange ældre med demens har tilknytning til kirken, men har svært ved at fastholde tilknytningen, siger professor og leder Gunhild Waldemar.

”For dem betyder det meget ikke kun at komme til gudstjenesterne, men også til de andre kirkelige aktiviteter. Derfor er der brug for at kunne organisere frivillige, som kan ledsage de ældre, som sagtens kan medvirke i gudstjenesten, men har svært ved at huske, hvornår det er, og svært ved at komme derhen.”

”Jeg hører gode historier, hvor præster har været særligt opmærksomme på demente i menigheden og forsøgt at gøre noget særligt, for eksempel ved at tage ud og besøge dem. Men jeg tror også, der er en del præster, som er fremmede over for tanken - giver det mening at besøge nogen, som har glemt det fem minutter efter? Det gør det selvfølgelig, og derfor er det vigtigt, at præsterne ved, hvad sygdommen er, og hvordan den viser sig i forskellige former hos mennesker. Derfor synes jeg, det er et godt initiativ, der er brug for kurser både for præsterne og for menighedens medarbejdere,” siger hun.

Konferencen om folkekirken og dens forhold til de ældre vil blive holdt den 12. maj i Odense.