Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det bedste ved kristendommen er budskabet om næstekærlighed. Det er fortællingen om, hvad vi mennesker betyder for hinanden. Det gør mig til en glad kristen, og det har betydning for min måde at leve mit liv på. Jeg er uddannet sygeplejerske, og da jeg arbejdede på et spedalskhedshospital i Indien, oplevede jeg for første gang et kristent miljø, hvor troen betød noget for alle i hverdagen. Det var virkelig positivt og skelsættende at opleve noget så banalt som en bedt bøn, før vi kørte en lang tur. Vi vidste, at vi udsatte os for fare, fordi trafikken i Indien er så voldsom. Man kunne ikke køre 100 kilometer uden at se et trafikuheld. Det var så bevidstgørende for mig at opleve kristendommen i så anderledes et miljø.

Som sygeplejerske og folketingsmedlem føler jeg, at jeg hver dag kan hjælpe til at gøre livet bedre, ikke kun for mig, men også for andre. Det giver mig utroligt meget at få mine evner sat i spil for fællesskabets bedste. Så føler jeg mig som en god kristen.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det værste ved kristendommen er, at den ikke altid praktiseres med åbenhed, inklusion og tolerance, som den bør. Det er ikke let at holde sin hverdag, liv og kultur åben for andre, som er anderledes, og det kommer til udtryk ved intolerance. Ikke kun i kristendommen, men i alle trosretninger. Kunstneren Bjørn Nørgaard har sagt, at den kultur, der ikke er stor nok til at rumme sin modstander, dør. Tro er også kulturbærende, og derfor skal der i enhver tro være indlejret en lyst til dem, der er anderledes tænkende og troende. Og det skal vi være bedre til at sætte på dagsordenen. Det er ikke, fordi vi gør det helt ringe i Danmark. Når jeg kommer rundt i menighedslandskabet, så oplever jeg stor forskellighed. Det elsker jeg. Som befolkning synes jeg også, at vi er tolerante, men ikke nok. Vi kan altid blive bedre til at forstå vores næste.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det bedste ved folkekirken er, at det er et stærkt foreningsfællesskab. Alle kan komme til orde, og der er plads til mange. Jeg er et meget glad og positivt medlem af folkekirken. Nærværet er der, når man har behov for det. På den vis har vi ikke en statskirke, men en foreningskirke. At der så er et lidt mudret forhold mellem stat og kirke, kan man leve med, men det kan gøres bedre. Bare det, at der er Facebook-grupper, der ønsker at løsrive kirken fra staten, signalerer, at vi stadig har behov for at drøfte det. Det er eksempelvis også problematisk, at vi ikke kan sige, hvem der kan tale på folkekirkens vegne.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det værste ved folkekirken er, at man ikke udnytter potentialet til at skabe mere forståelse for folkekirkens grundtanke om næstekærlighed. Det kunne man gøre ved at lave mere diakoni. Diakonien er noget af det ældste, vi har, og det kan være med til at vise, hvorfor de kristne budskaber er vigtige og værdifulde. Samlet set ville jeg gerne, at man tænkte på folkekirken som noget sammenbindende gennem diakonien. Man bør i sognene selv definere, hvad diakoni er, for det er ikke entydigt eller målfast. Diakonale opgaver over for socialt udsatte er så oplagte for folkekirken, fordi den ikke har fået opgaven som en pligt og efter en paragraf. Det er folkekirkens hjerte at hjælpe de udsatte, for det hænger sammen med hele budskabet om næstekærlighed i kristendommen.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det bedste ved gudstjenesten er, at den er der for mig med alle sine budskaber, og at disse budskaber formidles fra menneske til menneske. Det betyder noget for mig. Min far plejede altid at sige, at der var to ting, han aldrig fortrød: at gå til gudstjeneste og at besøge sin gamle mor. Det har jeg arvet fra ham. Det er nærværet, der er det væsentligste i livet, og at man gennem nærværet udtrykker det ansvar, man bærer som menneske. Når jeg har været til gudstjeneste, går jeg derfra med en præcisering af, hvad jeg bør gøre som menneske. Gudstjenesten giver mig rum, og den ceremonielle del giver mig ro til at fokusere. Min hverdag er, som så mange andres, abrupt og fragmenteret, men i kirken får jeg ro dybt, dybt i mit indre.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det værste ved gudstjenesten er svært for mig at udpege uden at pege på mig selv. I forlængelse af, at jeg aldrig fortryder at gå til gudstjeneste, så fortryder jeg så ofte, at jeg ikke går nok til gudstjeneste. Nogle vil mene, som jeg selv gjorde, da jeg var yngre, at gudstjenesten skal moderniseres. Men med alderen er jeg kommet til forståelse af, at jeg godt kan lide gudstjenestens forudsigelighed. Min hverdag er meget uforudsigelig, og derfor giver gudstjenestens faste ramme mig ro og tilbagelænethed. Men jeg stiller store krav til prædikanten, som er en stor del af gudstjenesten. Når prædikanten taler, så er min fulde perception rettet mod den tale, og er prædikanten særlig god, så forstår vedkommende at forbinde tekststykket med egne tanker, udsyn og indsyn. Det er så berigende. Det er en slags aktualitet, der bringer verden ind i kirkerummet.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Det bedste ved det multireligiøse samfund er, at kærligheden og forståelse mennesker imellem har en fælles platform. Det giver et samfund med rummelighed. Da jeg arbejdede i Sydindien, var alt inden for spedalskhedshospitalets mure kristent, men mange af patienterne var hinduer eller muslimer. Hospitalet var sit eget multireligiøse samfund, hvor alle levede i forståelse og næstekærlighed med hinanden. Vi sang morgensang og holdt andagt, men med fuldstændig forståelse af, at der var hinduer og muslimer til stede. Sådan noget sætter kristendommen ind i den globale verden, vi lever i.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det værste ved det multireligiøse samfund er, at det også kan få intolerance til at blomstre, fordi der ofte er en eksponering og forstørrelse af forskelligheder religionerne imellem. I Himmerland, hvor jeg bor, er der ikke meget multireligiøst, men jeg ville ønske, at det var mere til stede. Det multireligiøse kan nemlig være med til at give en forståelse af verden, så tolerance, indsigt og forståelse opstår. Men det kræver, at man kommer i kontakt med det multireligiøse. Det giver en oplevelse af kulturel rigdom, som kun kommer af det mangfoldige og aldrig af det entydige. Vi kan ikke leve vores liv uden udsyn til verden omkring os. Det er et sårbarhedspunkt for en lille nation som Danmark. Vi skal også værne om det danske, men det er ikke enten-eller, tværtimod er det et positivt samspil. Jeg mener, at et demokratis dybde kendes på måden, hvorpå det behandler minoriteter.