”Lad os nu være ærlige. Folkekirken er fantastisk. Jeg er glad for kirken, og jeg har villet være præst, lige siden jeg var barn. Men der er altså også problemer i folkekirken. Og dem synes jeg, vi skal tage frem i lyset og tale om.”
Ordene kommer fra Jens Maibom Pedersen. 55 år. Forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus. Og væsentligst i denne sammenhæng: den ene af de to teologer, der stiller op til bispevalget i Aarhus.
Da han blev opfordret til at melde sig som kandidat, var Jens Maibom Pedersen i tvivl. Længe. Forstanderen er nemlig meget glad for sit job gennem snart otte år, hvor han dagligt møder unge mennesker og er med til at danne og uddanne dem. Han taler med dem om troen, håbet og kærligheden. Om kristendommens rolle i det moderne samfund.
Men efter lange overvejelser, mest i enrum, nåede han frem til, at det i virkeligheden er dén samtale, han nu gerne vil være med til at tage med endnu flere mennesker. For Jens Maibom Pedersen vil nemlig gerne være med til at sætte dagsordener.
”Selve titlen eller positionen som biskop er ikke det, der interesserer mig. Det er sagen, det handler om. Og det interesserer mig at kunne være med til at ændre noget. Blandt andet at få fokus på, hvad det er, det kristne menneskesyn har at byde på i en tid, der ellers er så gennemsyret af præstationer og performance,” siger han.
Tidens menneskesyn er nemlig ifølge Jens Maibom Pedersen en af de helt store udfordringer, folkekirken står over for i dag på samfundsmæssige plan. I forhold til det mere konkrete niveau er der andre problemer, som bispekandidaten vil tage fat på.
”Hvis jeg bliver biskop, ser jeg det som en af mine vigtige opgaver at bidrage til at nedbryde hierarkiet i folkekirken. Beslutningerne skal bæres ud og væk fra toppen. Det er menighedsrådenes liv og vækst, der for mig at se er det vigtigste i folkekirken. I stedet er det, som om strukturer og uigennemsigtige beslutningsgange bremser eller hæmmer gode initiativer. Og der er en tendens til, at der kan gå ”præstekirke” i det. Nogle præster tror, at de har patent på at tale om kristendommen og udlægge den. Men vi er jo alle præster. Det er netop en af pointerne i den evangelisk-lutherske kirke,” lyder det fra Jens Maibom Pedersen
Her peger Jens Maibom Pedersen selv på en af de forskelle, der har været fremhævet mellem ham selv og modkandidaten Henrik Wigh-Poulsen. For mens den sidstnævnte i dag er domprovst i Odense og tidligere har været sognepræst, er Jens Maibom Pedersens karriere noget anderledes. Efter teologi-uddannelsen blev han smittet af ”højskole-bacillen”, som han selv kalder det og var i flere år højskolelærer på Silkeborg Højskole, og det er først i de senere år, at han har fungeret som præst. Ved siden af sit forstanderjob er Jens Maibom Pedersen ulønnet hjælpepræst ved Frederikskirken i Aarhus.
Men giver det et tilstrækkeligt kendskab til folkekirken? Nok til at være biskop?
”Jeg kender folkekirken fra en anden vinkel, som jeg synes kunne være sund at få ind. Jeg har blandt andet selv siddet i menighedsråd og været formand i flere år, og jeg har arbejdet i mange forskellige frivillige kirkelige foreninger. Jeg er godt klar over, at der er en del af stiftets præster, der ser anderledes på det. Og det er både forståeligt og forudsigeligt, at mange af dem har peget på Henrik Wigh-Poulsen. Jeg kommer jo lidt udefra,” siger Jens Maibom Pedersen.
Det kunne vel også være udtryk for, at det store kendskab til præstegerningen anses som vigtigt for at være den øverste gejstlige myndighed - og dermed øverste ankeinstans for præsterne?
”Jeg oplever det lidt som en automatpilot-reaktion. Jeg kommer med nogle andre erfaringer og med andre samarbejdsflader og netværk, som jeg synes, folkekirken kunne nyde rigtig godt af,” siger han.
Men hvad er det så ved for eksempel en stor erfaring med de frivillige foreninger, folkekirken kunne nyde godt af?
”De frivillige er nødt til at være helt skarpe på, hvad de er sat i verden for. Ellers kan de ikke få folks støtte, hverken økonomisk eller som engagement. Folkekirken har derimod en meget stærk økonomi i ryggen, og den kan nogle gange komme til at virke som en sovepude,” mener Jens Maibom Pedersen.
Kan man som biskop være med til ændre på det?
”Det handler jo om at få evangeliet ud, der hvor folk er. Derfor har jeg blandt andet også været med til at pege på, at folkekirken skal have præster andre steder end i kirken. Gadepræsten, ungdomspræsten og fængselspræsten er eksempler på det. Men vi skal også insistere på nye salmer og nye gudstjenesteformer. Folkekirken må aldrig stivne,” siger han.
Nogle af de steder, hvor folkekirken skal være mere på mærkerne, er ifølge Jens Maibom Pedersen mødet med andre religioner. Ikke mindst islam.
”Jeg oplever, at folkekirken har sådan et had-kærlighedsforhold til det tværreligiøse spørgsmål. Men for mig at se, er det netop folkekirken, der kan tage de vigtige møder og samtaler med folk, der har en anden tro. Vi har et samtalefelt. Vi er fælles om at tro, og det er da et rigtig godt udgangspunkt. Samtidig må vi heller ikke glemme, at kristendommen er radikal i sin fordring: Du skal også elske din fjende. 1930'erne skulle gerne have lært os, at kirken ikke kun kan være en neutral stemme,” påpeger Jens Maibom Pedersen.
Han har blandt andet en idé om, at der kunne uddannes præster med en særlig kompetence inden for trosmøde og dialog, og han mener, det er et af de bud, folkekirken kan komme med i forhold til samfundets indsats mod radikalisering.
For tiden har Jens Maibom Pedersen travlt med valgkampen, der blandt andet indebærer fem debatmøder, hvor han mødes i verbal duel med Henrik Wigh-Poulsen. Ved de første møder er de to kandidater blandt andet blevet spurgt om deres syn på brugen af tjenstlige samtaler i folkekirken. Et emne, der er særligt aktuelt efter den såkaldte Per Ramsdal-sag, hvor sognepræsten i København blev kaldt til samtale med sin biskop, da han i et avisinterview havde luftet sin tvivl om Jesu opstandelse.
”Jeg synes, det er udtryk for et magtsprog, når man som det første indkalder til en tjenstlig samtale. Jeg vil til hver en tid insistere på, at man starter med at mødes menneske til menneske uden alt det formelle og taler stille og roligt om tingene,” siger Jens Maibom Pedersen.
Netop den holdning har fået flere af de fremmødte præster på debatmøderne til at spørge mere ind til, hvad han egentlig mener med at mødes menneske til menneske. Kan det ikke skabe usikkerhed, hvis man ikke véd, hvornår man møder op til en samtale med Jens, og hvornår man møder op til en samtale med biskoppen? Og kan det i det hele taget lade sig gøre at skelne?
”Det mener jeg helt klart, det kan. Og det er virkelig noget, jeg vil insistere på, hvis jeg bliver biskop. Det er altid godt først at mødes og høre, hvad det egentlig drejer sig om. Når man så har fundet ud af, hvad sagen handler om, kan det være, at det formelle system skal sættes i gang. Men det er ikke der, man begynder,” siger Jens Maibom Pedersen.
