Folkekirkens mandtal og medlemsprocenter

Debatten om kirkelukninger og tab af medlemmer af folkekirken i hovedstaden medfører et behov for en kraftig revision af den folke- kirkelige selvforståelse også i andre dele af landet. For eksempel i Odense

procent, procentregning, regning,
Procent, procentregning, regning,.

Augustus holdt som bekendt folketælling i hele verden for et par tusind år siden. Nu har vi statistikere til at holde styr på den slags. Samt en hel masse andet, der ikke alene handler om vores antal, men også om vores adfærd. For eksempel - hvad der plejer at have en vis interesse for nærværende blad og dets læsere - vores vandring ind eller ud af folkekirken.

De seneste mange år et det mest gået én vej. Medlemsprocenten er faldet. Det gør den fortfarende. Ikke alarmerende hurtigt, men støt og roligt. For hele landet var medlemsprocenten den 1. januar 2010 på 80,9 procent (mod 81,5 året før). Hvilket til dels forklares med, at folk for tiden dør hurtigere ud af folke-kirken, end at de døbes ind i den. Og så selvfølgelig en tilvækst af ikke-kristne tilflyttere og indbyggere.

Ét tal står dog og blinker i tabellerne, nemlig medlemsprocenten for Københavns Stift, der er nede på 64,1 procent. Der er selvfølgelig endnu et stykke vej til de 50 procent, hvor det ikke længere giver mening at kalde den evangelisk-lutherske kirke for folkekirke.

Men de traditionelt ubekymrede smil begynder alligevel at stivne en smule. For godt nok er København ikke hele landet, men metropolen viser som regel en vej, ad hvilken vi andre følger. De øvrige store byer først, siden landet. Fra øst mod vest.

I forsøget på at lure udviklingen kan man passende gå ind og se på medlemsprocenterne for de yngre generationer. Ikke mindst dem for danske borgere mellem 1 og 2 år. I den aldersgruppe må vi forudsætte, at de, der skal døbes, er blevet døbt, og at deres antal dermed antyder, hvilke medlemsprocenter vi har i vente.

Helt entydigt er billedet selvfølgelig ikke. Flere - men i sammenhængen ikke mange - kommer til dåben, når de skal konfirmeres. Og selvfølgelig: jo mindre det statistiske materiale, desto mere labile og påvirkelige procenter. Alligevel er der en tendens, der tegner sig.

Selv har jeg naturligvis haft en interesse i at se på mit eget provsti, som dækker Odenses bymidte. Hvad er dåbsprocenterne her for de et-til toårige?

Lad os nærme os tallene udefra. Den samlede medlemsprocent for Fyens Stift er 84,7 procent. Altså en pæn del over Københavns Stift og lidt mere end på landsplan. For Sankt Knuds Provsti (Odense midtby) er vi nede på 71,71 procent. Måske ikke specielt overraskende. Andelen af ikke-kristne sætter selvfølgelig sit præg her i Danmarks tredjestørste by. Mere overraskende er, at dåbsprocenterne (medlemskab for et-til toårige) udgør sølle 53,8 procent i provstiet som sådan!

Med alle statistiktekniske forbehold og trods Vollsmose-områdets bidrag til statistikken er det ikke meget! Mit eget sogn, domkirkesognet, som forekommer at være et gennemsnitligt storbysogn, har i bemeldte aldersgruppe en medlemsprocent på 59.

Under alle omstændigheder er det et klart signal om, at vi i Odense hurtigt kan hale ind på København og de afgørende cirka 50 procent, hvad medlemsprocenten angår. Og til den tid er den københavnske procent givetvis endnu lavere.

Og så står vi med en anden situation, som man siger. I storbyerne er vi i hvert fald med rimelig hast på vej hen imod en folkekirke, der lokalt og numerisk ikke fremstår som sådan. En folkekirke, hvis selvforståelse af samme årsag må justeres kraftigt, og som strukturelt og økonomisk må agere anderledes, end tilfældet er nu.

Helt sikkert er det, at de vesterbroske forhold ikke længere er udtryk for en esoterisk undtagelsestilstand, men noget, man gør klogt i at følge godt med i, før de rammer den næste større by nær dig med alt, hvad det medfører af funktionskirker, mulige kirkelukninger, menighedsrådssammenlægninger og økonomisk omprioritering.

For slet ikke at tale om nye tilbud, kommunikation, missionsstrategier og alle de andre grimme gummiord, der dækker over, at den folkelige rodfæstethed er udfordret - for at sige det mildt - og at der af samme grund skal tænkes anderledes end hidtil, hvor vaner og rutiner har styret.

Hvad kan vi lære? Hvad kan vi bruge? Hvad bør vi undgå? Det bliver nødvendigvis ikke det rene sjov på den måde at skulle sortere i arvesølvet, dræbe rutiner og skamskyde privilegier og selvfølgeligheder. Men en hel del bedre end ideologisk pælesidning og forceret ubekymrethed.

Procenter er kedelige at beskæftige sig med, men dumme at ignorere. De taler nu engang deres eget insisterende sprog. Jeg har sikkert behandlet dem både uærbødigt og uprofessionelt. Men tendensen og konsekvensen, forekommer det, er det svært at tage fejl af.

kirke@k.dk

Kristeligt Dagblad bringer hver uge en analyse og vurdering af aktuelle strømninger i troens og kirkens verden. Henrik Wigh-Poulsen er domprovst i Odense.