Folkekirkens sorgarbejde bliver løftet

To præster har fået penge til at forbedre og udbrede indsatsen

Under halvdelen af de danske kirker tilbyder adgang til sorggrupper for den dødes efterladte. Penge doneret fra Trygfonden til folkekirken betyder et kommende løft på området.
Under halvdelen af de danske kirker tilbyder adgang til sorggrupper for den dødes efterladte. Penge doneret fra Trygfonden til folkekirken betyder et kommende løft på området.

Kun 84 ud af 2262 danske sognekirker kan tilbyde ældre mennesker, der har mistet en ægtefælle, et forløb i en sorggruppe. Det viser en undersøgelse, som Palliativt Videnscenter har foretaget sidste efterår.

Men det skal der laves om på nu.

Kort før årsskiftet har Line Bjørn Hansen, præst i Husumvold Kirke på Sjælland og forfatter til bogen Sorggrupper i kirken, og Christian Busch, hospitalspræst på Rigshospitalet, modtaget en donation på 2,16 millioner kroner fra Trygfonden. Pengene skal bruges til at forberede iværksættelse af flere kirkelige sorggrupper samt afdække og dokumentere betydningen af sorggruppepraksis i kirkeligt regi.

I 2011 stod folkekirken for 88 procent af alle begravelser og bisættelser i Danmark, og kirkens præster er således konstant i kontakt med mange efterladte. Derfor mener Line Bjørn Hansen også, at det er oplagt, at sorggrupper for voksne efterladte bredes mere ud, og at man får samlet viden om, hvordan sorggruppearbejde gribes an i sognene.

LÆS OGSÅ: Folkekirken fejler i indsats mod samarbejdsproblemer

Vi er rigtig glade for den donation, som Trygfonden har givet os. Jeg har mødt mange efterladte, som enten kører langt for at deltage i en sorggruppe, eller som ikke har fået den hjælp, de har behov for, fordi den ikke er tilgængelig i deres nærområde. Ligeledes ved jeg fra mange præster, at de er interesserede i at få viden om, hvordan man etablerer sorggrupper, siger hun.

Line Bjørn Hansen understreger, at det ikke nødvendigvis er præster, men også kan være andet af kirkens personale eller frivillige, der uddannes til at stå for sorggrupper.

Både Line Bjørn Hansen og Christian Busch har deltaget i arbejdsgrupper under Sundhedsstyrelsen i forbindelse med den såkaldte Kræftpakke lll og den palliative (smertelindrende) indsats, og herigennem blev det også klart for dem, at folkekirken skal ud af starthullerne og dokumentere sin indsats, hvis den ikke skal risikere at blive overset i sundhedsfaglige sammenhænge.

Det ville være frygtelig ærgerligt, for ingen anden institution er i berøring med så mange efterladte som folkekirken, siger Line Bjørn Hansen.