Folketinget fik en opsang om næstekærlighed

Det vrimlede med politiske kendisser, da Folketingets åbningsgudstjeneste skød folketingsåret 2010-2011 i gang

Åbningsgudstjenesten er slut, og først fra kirke går statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i selskab med hustruen, Sólrun Løkke Rasmussen, og biskop Peter Fischer-Møller. Mellem repræsentanterne fra kirken og staten titter Folketingets formand, Thor Pedersen, frem. --
Åbningsgudstjenesten er slut, og først fra kirke går statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i selskab med hustruen, Sólrun Løkke Rasmussen, og biskop Peter Fischer-Møller. Mellem repræsentanterne fra kirken og staten titter Folketingets formand, Thor Pedersen, frem. --. Foto: Leif Tuxen.

Der var venlige hilsener og knus mellem regering og opposition, før Folketingets åbningsgudstjeneste i går. Den venlige omgangsform forsvandt dog i den blå luft få timer senere, da oppositionen kommenterede statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbningstale i Folketinget. Således skiltes stat fra Christiansborg Slotskirke, hvor en af moralerne var, at "du skal elske din næste som dig selv".

Men mere statskirke bliver det næppe end åbningsgudstjenesten, der første gang blev holdt året før demokratiets indførelse med Grundloven af 1849.

LÆS OGSÅ: Peter Fischer-Møllers prædiken

Med håret purret af stærk blæst ankom det ministerstærke venstrehold: forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, klima- og energiminister og ligestillingsminister Lykke Friis og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech. Fra De Konservative sås blandt andre udenrigsminister Lene Espersen, erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen og videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen. Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, var også tungt repræsenteret af blandt andre partileder Pia Kjærsgaard, Søren Krarup og kirkeordfører Jesper Langballe og næstformand Peter Skaarup.

Oppositionen er ikke helt så stærk i kirkegangen ved Folketingets åbning, hvilket blandt andet har med ideologi at skaffe, og derudover holder SF altid gruppemøde, når åbningsgudstjenesten foregår. Men både Marianne Jelved og Margrethe Vestager, henholdsvis tidligere og nuværende leder af De Radikale, var med, og fra Socialdemokraterne var blandt andre kirkeordfører Karen Klint mødt op sammen med partifællerne kulturordfører Mogens Jensen og boligordfører Bjarne Lausten. Helt uden for nummer lyste det grønlandske medlem Juliane Henningsen op i nationaldragten.

De sidste, der kom ind, var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med fru Sólrun samt den livvagt, der sammen med betjente udenfor immer minder om, hvorfor taskerne skal åbnes inden kirken.

"Ved du, hvem de allesammen er?", spurgte en ældre kvinde sin sidemand. Svaret var benægtende, men de blev enige om, at det kunne de vel læse i avisen i morgen. Det er ikke kun folketing og folkekirke, der mødes til åbningsgudstjenesten. Folket er også med, men på de nederste rækker i den meget smukke kirke, som har en kuppelkonstruktion, der leder tanken mod katedraler.

Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech havde i år valgt at give prædikenordet til Roskilde Stifts biskop, Peter Fischer-Møller. Men selvom regering og støtteparti måske nok sad på flertallet i kirken, så kunne man måske godt ane en oppositionel drillepind i, at biskoppen gjorde Bibelens barmhjertige samaritaner til somalisk asylsøger, mens præsten og politikeren var gået forbi den nødlidende i grøften.

Og tilføjede: "Så enkelt er det som bekendt ikke. (...) Vi er ikke bare medmennesker, vi er også hinandens konkurrenter. Som det kan læses af verdenshistoriens mange brutale magtkampe. (...) Så selvfølgelig næstekærligheden kan være, så udfordret er den af vores selvopholdelse og af det, som er værre."

Med et "god arbejdslyst, amen", en velsignelse og salmen "Vi pløjed' og vi så'de" forlod folkevalgte og folk kirken - de sidste nok i håb om, at der på alle måder kommer en god høst ud af folketingsårets politiske valg.

benteclausen@k.dk

2Biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller, der prædikede ved Folketingets åbningsgudstjeneste, hilser hjerteligt på sin køben- havnske kollega, biskop Peter Skov-Jakobsen. --
2Biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller, der prædikede ved Folketingets åbningsgudstjeneste, hilser hjerteligt på sin køben- havnske kollega, biskop Peter Skov-Jakobsen. -- Foto: Leif Tuxen.
Christiansborg Slotskirke danner rammen, når Folketinget på tirsdag begynder arbejdsåret med en åbningsgudstjeneste.
Christiansborg Slotskirke danner rammen, når Folketinget på tirsdag begynder arbejdsåret med en åbningsgudstjeneste. Foto: Leif Tuxen