Forbrugerombudsmanden undersøger Scientology for ulovlig markedsføring

Den religiøse bevægelse Scientology er blevet anklaget for brud på markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden undersøger nu sagen

Forbrugerombudsmanden vil nu undersøge om Scientology bryder markedsføringsloven for at få fyldt lokalerne med nye medlemmer.<br>Foto: Peter Kristensen
Forbrugerombudsmanden vil nu undersøge om Scientology bryder markedsføringsloven for at få fyldt lokalerne med nye medlemmer.<br>Foto: Peter Kristensen.

Er Scientology så ivrige i deres hvervning af potentielle medlemmer, at de bryder både markedsførings- og datatilsynsloven?

Det går Forbrugerombudsmanden nu i gang med at undersøge, og hos Datatilsynet vækker en aktuel sag bekymring.

Baggrunden for myndighedernes opmærksomhed bunder i en klage fra en forbruger, der efter at have lagt sin personlighedstest ud på en landsdækkende jobportal blev kontaktet af en kvinde, der tilbød hende at købe en relevant dvd.

Forbrugeren takkede ja og blev først klar over, at henvendelsen var kommet fra Scientology, da hun så ordrebekræftelsen.

Derfor er en klage over Scientology nu endt på Forbrugerombudsmandens bord, og her er man særligt interesseret i to forhold. Det fortæller Karen Søndergaard, der som jurist ved Forbrugerombudsmanden sidder med sagen.

For det første er det nemlig ifølge forbrugsaftalelovens paragraf 6 forbudt at ringe op til folk og forsøge at sælge dem noget.

– Og for det andet står det specifikt i loven, at man altid skal fortælle, hvem man er, og hvor man ringer fra. Det er interessant for os, at det ikke er blevet oplyst, hvor man ringede fra, siger Karen Søndergaard.

Hun skal til at kigge nærmere på detaljerne i sagen nu, men der er muligvis områder, der rækker ud over Forbrugerombudsmanden, fortæller hun.

– Der er nogle grænseflader til datatilsynsloven i forhold til, hvordan man er kommet i besiddelse af oplysninger, så man har kunnet ringe forbrugeren op. Hvis det viser sig, at man har fået fat i oplysningerne på en ulovlig måde, er det ikke udelukket, at den del af sagen bliver sendt videre til Datatilsynet, lyder det fra Karen Søndergaard.

Hos Datatilsynet, der behandler klager over misbrug og ulovlig udveksling af personlige oplysninger, finder kontorchef Lena Andersen det problematisk, hvis Scientology har anvendt oplysninger i en jobansøgning til at konktakte potentielle medlemmer.

– Lad mig sige det på den måde, at det ikke lyder helt rigtigt. Vi vil følge sagen og se, om der er grundlag for at kigge nærmere på den, siger Lena Andersen.

Jurist Karen Søndergaard vil ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om, hvorvidt man vil tale med Scientology.

– Det kommer an på, hvordan det hænger sammen, og på, hvordan de har fået fat i forbrugerens nummer, siger hun.

Men det svar kan blive vanskeligt at få fat i, for hos Scientology står man helt uforstående over for sagen. Det fortæller bevægelsens danske informationschef, Anette Refstrup.

– Jeg har tjekket med alle de folk, der arbejder med personlighedstest i kirken, og ingen af dem kender noget til sagen. Det er jo heller ikke procedure, at vi ringer op til folk, der ikke selv har kontaktet os først. Sådan gør vi ikke tingene. Jeg ved ikke, om det er et set-up, for jeg kan ikke se, hvem der skulle have foretaget sådan en opringning, siger hun.

Da Forbrugerombudsmanden ikke kan oplyse detaljer i klagesager, har det ikke været muligt at komme i kontakt med forbrugeren, der har indsendt klagen over Scientology.

freya@kristeligt-dagblad.dk

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk

Læs alle Kristeligt Dagblads artikler om Scientology i temaet.