Kan sygdom helbredes ved bøn, og skal præsten bede for, at en syg må blive rask? Disse spørgsmål stillede Kristeligt Dagblad i sidste uge til 100 tilfældigt udvalgte præster, blandt andet i anledning af, at Københavns Universitet nu vil forske i en sammenhæng mellem religion og sundhed. Seks ud af 10 præster svarede, at sygdom i nogle tilfælde kan helbredes ved bøn.
Orla Villekjær, sognepræst ved den indremissionsk prægede Troldhede Kirke i Sønder Felding, tror på, at troen og bønnen kan helbrede, men han har svært ved at se formålet med at forske i en sammenhæng mellem religion og helbred.
- Hvis en mand, der er erklæret død, pludselig vågner op og er lyslevende, kan man konstatere og bevise, at han er levende. Men man vil aldrig kunne bevise, at det er Gud, der har grebet ind; det er og vil altid være et trosspørgsmål, siger Orla Villekjær.
Ikke desto mindre tror Orla Villekjær oprigtigt på Guds indgriben og sommetider helbredende kraft over for syge.
- Gud helbreder, det er jeg ikke i tvivl om, men man må ikke møde ham med et krav eller en forventning om helbredelse, for jeg kan ikke regne med, at han elsker mig højere end andre mennesker, siger Villekjær.
Alligevel valgte han, da hans egen datter var udsat for et uheld og fik en hjerneskade, som gør, at hun konstant har hovedpine, selv at opsøge mennesker, der skulle være i besiddelse af helbredende kræfter.
- Hun er ikke blevet helbredt, men hun har fået det bedre med sin smerte. Man kan sige, at smerten ikke længere er herre over hende, og på den måde har det hjulpet, siger han.
- For lidelsen er ikke altid meningsløs, Gud kan ligefrem velsigne gennem lidelse, uddyber Orla Villekjær.
Opfatter du det som Guds »plan«, at nogen åbenbart skal leve med smerte?
- Hvad Guds plan er, spørger jeg også ofte om. For det kan jeg heller ikke forstå. Hvad angår min datter, kan jeg sige, at hun har opnået stor forståelse gennem sin lidelse; er blevet en god og lyttende samtalepartner for jævnaldrende syge. Men nu har Jesus jo heller aldrig sagt, at han vil afskaffe læger eller sygeplejersker, kun at han vil frelse os, tilføjer han.
Fra prædikestolen i kirken i vestjyske Sønder Felding beder Orla Villekjær dog ofte for, at syge må blive raske - altså decideret forbøn - fordi det ifølge ham er en selvfølge, som kirken altid bør tilbyde.
- Men desværre lever vi nu i en syg og sløj folkekirke med en næsten død liturgi. Kirkens tredje søjle - diakoni, omsorg og lindring for syge og svage - er overladt til samfundet, og derfor har mange desværre glemt kirkens forpligtelse til forbøn. Og det er tydeligt at se, at de steder, hvor der en levende menighed, er der også forbøn. I Indre Mission, for eksempel, hvor man løsner op for formerne og er villige til at gå nye veje, har man en bred og levende menighed, siger han.
På trods af troen på, at Gud hjælper og af og til udretter undere, har Orla Villekjær ikke meget til overs for hverken katolicismens mirakler og vievand eller de efterhånden udbredte helbredelsesmøder, hvor prædikanter proklamerer øjeblikkelig helbredelse til dem, der tror. Han kategoriserer begge fænomener som »hvid magi«.
- Mennesker, der kommer til møderne uden at blive helbredt, kan gå derfra med en følelse af, at deres tro ikke er stærk nok. Desuden kommer mange til møderne med bevidstheden om at have et handicap, men går derfra med den tro, at der er tale om en sygdomsånd. Det kan jeg næsten få det dårligt af, siger han.
young@kristeligt-dagblad.dk
rieper@kristeligt-dagblad.dk