Forkyndelsespligt er blevet til fortolkningspligt

Folkekirkens præster har en forpligtelse til troskab mod folkekirkens bekendelsesskrifter. Og selvom der er visse historiske fortilfælde for et meget frit forhold til disse, er Ramsdal-sagen et vidnesbyrd om, at sådanne fortolkninger udgør et voksende problem for kirken, der i forvejen er udfordret af sekularisering og multireligiøsitet

Kan folkekirkens forkyndelse bære en vidtgående fortolkning af bekendelsesskrifterne? Arkivfoto.
Kan folkekirkens forkyndelse bære en vidtgående fortolkning af bekendelsesskrifterne? Arkivfoto.

Ved Reformationen blev præsterne i Danmark forpligtet på den evangelisk-lutherske lære. Med en præste-ed forpligtede præsterne sig på de fem bekendelseskrifter, som var kirkens grundlag. Fra 1870 har eden været afløst af et præsteløfte, hvori præster lover at ”forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkens symbolske bøger”.

Folkekirken pålægger således præster en fast konfessionel forpligtelse, ikke vide rammer til egne religiøse holdninger. Præster pålægges ikke nogen ”fortolkningspligt”, som biskop Peter Skov-Jakobsen i går pålagde sognepræst Per Ramsdal, altså en pligt til at levere egne fortolkninger, men derimod en pligt til at forkynde kirkens kendte tro ”rent og purt”.

Undervejs i historien har der været perioder, hvor nogle præster tog sig friheder i forhold til rammerne. Det begyndte i oplysningstiden sidst i 1700-tallet. Præsten Bastholm var kongelig konfessionarius fra 1783, og han omfortolkede kirkens lære om Kristus som Guds søn. Bibelens tale om Jesus var for Bastholm tidsbundne forestillinger, der skulle og kunne omsættes til filosofisk sprog.

De moralske værdier i Jesu lære kunne efter Bastholms mening godt være sand, selvom moderne mennesker anno 1796 ikke mere troede på ham som Guds søn. Tilsvarende kunne man godt tro på noget efter døden, nemlig sjælens udødelighed, uden at regne med at Jesus selv var opstået af sin grav.

Således om-fortolkede Bastholm kristentroen i datidens oplysnings-ånd. Han fortsatte naturligvis i kirken med at sige trosbekendelsens ord. Kritikeren Horrebow skrev imod ham en pjece med titlen: ”Er det en kristelig Lærers pligt at lyve for Almuen?”. Ramsdals berygtede ord om ”nødløgn” er altså ikke uden historisk fortilfælde.

På Bastholms ældre dage begyndte en vækkelse i lægfolket og en bibelsk-luthersk fornyelse blandt unge teologer. Med biskop Mynster og Grundtvig begyndte den danske kirkes lederlag at blive præget af klassisk kristen tro igen, og Bastholms omtolkninger blev glemt. Grundtvig, der selv digtede de stærkeste påskesalmer om opstandelsen, var imod Bastholms teologi, men ville kirkepolitisk give frihed til datidens moderne teologer. Der skulle være fortolkningsfrihed i folkets kirke.

Grundtvig ønskede en egentlig præstefrihed med ritualfrihed og forkyndelsesfrihed indført. Dette er aldrig blevet gennemført, selvom mange tror det, og selvom især grundtvigske og tidehvervske kredse traditionelt har haft det som kirkepolitisk bannermærke. Vækkelserne havde overvundet oplysningstiden og havde samlet den danske kirke om sin gamle bekendelse og gjort den teologisk homogen. Og så havde man dengang det mono-kulturelle Danmark som ramme, og i den var folkekirkens status grundmuret.

I 1980'erne ændrede dette sig. Reinkarnationstanker begyndte at vinde indpas blandt enkelte danske præster. Her var det ikke tale om fortolkninger, men om indflydelse fra en helt anden religion. I denne nye situation, hvor den multireligiøse virkelighed bankede på og skabte voksende teologiske forskelle indadtil i folkekirken, fik man loven om domstolsafgørelse af læresager i folkekirken (præsteretten).

Indtil videre har der kun været rejst en enkelt sådan. Bent Feldbæk, der ikke havde hverken det lokale menighedsråd eller folkestemningens opbakning til sine teologisk holdninger, blev dømt for at være i modstrid med kirkens bekendelser.

En tilsvarende læresag blev der altså ikke rejst mod Ramsdal. Hans sag efterlader dog folkekirken med store udfordringer, langt større end på Bastholms tid. I dag skal folkekirken på en ny måde ”konkurrere” på et religiøst marked. I nutidens situation er det mere vigtigt end nogensinde, at folkekirken og dens præster er troværdige og står for en klar forkyndelse af kirkens fælles tro. Nu handler det ikke om at vise storsind og give præster frihed til at fortolke frit. I et samfund med voksende sekularisering og stærke religiøse grupper af ikke-kristen karakter vokser fornemmelsen for, at folkekirken skal fastholde sin arv og bevare sin integritet.

Statskirken overlevede i sin tid Bastholm, fordi vækkelserne gav den gamle tro nyt liv. Men da havde man heller ikke konkurrenter på markedet, som folkekirken har nu.