Forsker: Folkekirken er svagt forankret i tyndt befolkede områder

Kun omkring hver fjerde vil gerne møde den lokale præst til gudstjeneste i områder uden for byer, lyder det i ny rapport

Konklusionerne i rapporten lyder plausible, og nogle af dem understreger, at der er samfund, som er blevet så små, og den sociale struktur så svag, at det går ud over kirken, mener Jørgen Kvist, generalsekretær i KFUM og KFUK.
Konklusionerne i rapporten lyder plausible, og nogle af dem understreger, at der er samfund, som er blevet så små, og den sociale struktur så svag, at det går ud over kirken, mener Jørgen Kvist, generalsekretær i KFUM og KFUK. .

På landet er kirken en del af lokalsamfundet. Sådan lyder en udbredt opfattelse. Men den sætter en ny undersøgelse spørgsmålstegn ved.

For der er forskel på, om det er en kirke i et mindre bysamfund med under 1000 og op til 5000 indbyggere, eller om det er en kirke i et landområde uden nogen former for by.

”Målt på omfanget af relationer til personer i kirken er folkekirken stærkere forankret i de mindre bysamfund end i både hovedstaden og de rene landområder,” konkluderer postdoc ved Center for Kirkeforskning på Københavns Universitet Kirsten Donskov Felter, der står bag rapporten ”Hvad forventer folket af kirken?”, hvor hun har undersøgt forholdet til folkekirken på landet, i forstæderne og byen.

I undersøgelsen foretaget af analyseinstituttet YouGov blandt 1016 danskere er der spurgt: ”I hvilken grad er følgende vigtigt for dig, hvis du går i kirke i forbindelse med en gudstjeneste?”.

Når det gælder den lokale folkekirkepræsts betydning, er der forskel på svarene. Lavest betydning tillægges præsten af indbyggere i hovedstaden og ude på landet.

I landområder uden for nogen former for by er det 28 procent af dem, der har svaret på spørgsmålet, som finder det vigtigt at møde den lokale præst. I hovedstadsområdet 26 procent, og på landsplan 31 procent.

I byer med op til 5000 indbyggere ligger tallet over 40 procent, og det får forskeren til at sondre mellem kirkens rolle i små byer og i landområder uden for byer.

”De små bysamfund er lidt mere lokalpatriotiske end de større, og ofte vil det være her, præsten bor. Men hvis den lokale kirke er en lille landsbykirke langt ude på landet, sker der tit det, at der kommer en afløser som præst. Og om det så er den ene eller anden præst, det er lige meget, for vedkommende bor alligevel ikke tæt på kirkegængerne, mener de selv. Men hvis der er tale om den lokale præst i en mindre by, vil mange sige, at det skal være en bestemt præst, der skal døbe vores barn, for vores andre børn går i skole med præstens,” siger Kirsten Donskov Felter, som mener, kirkens forankring på landet bedst ses i de små bysamfund, hvor lokalsamfundene fortsat er nogenlunde intakte.

Sognepræst Birgitte Rosager Møldrup er tovholder for samarbejdet ”Kirken på Landet”. Hun opfordrer kirken til at handle i de tyndt befolkede områder.

”Hvis der ikke er et lokalsamfund, må kirken være med til at skabe det,” siger hun og henviser til et Grundtvig-citat:

”Åndsfrihed og folkelighed er, hvad kristendommen for at virke i sin ånd enten må forefinde eller - hvis den mangler - skabe.”

”Folkekirken er både folkelig og kirkelig. Forkyndelsen er en selvfølgelighed, og ud over den må folkekirken gøre sig relevant i civilsamfundet. Alt tyder på, at det er vigtigt, præsten er i nærheden. Så vi skal passe på med at nedlægge præstegårde. Nogle kirker kan man finde anden anvendelse til, hvis der er andre kirker i området. Men præstegården skal man ikke sælge,” siger hun.

Men Jørgen Kvist, generalsekretær i KFUM og KFUK i Danmark, er tilbøjelig til at mene, at der nogle steder på landet ikke skal bruges flere penge på kirken:

”Konklusionerne i rapporten lyder plausible, og nogle af dem understreger, at der er samfund, som er blevet så små, og den sociale struktur så svag, at det går ud over kirken. Det sker, fordi der bor færre mennesker, og min konklusion er ligetil: Vi skal lave kirke der, hvor mennesker og ikke mursten er. Og dermed også sagt, at det er danskernes bosætning og ikke kirken selv, der lukker kirker.”

Kirsten Donskov Felter tilføjer, at undersøgelsens resultater ikke uden videre kan bruges til at lukke kirker i landområderne.

Uanset om man bor i byen eller på landet, er det ifølge undersøgelsen vigtigt for de fleste at have en historie med en konkret kirke, fordi man eksempelvis er gift i den, siger hun:

”Hvis kirken, man havde et forhold til, lukkes, er det ikke sikkert, man begynder at gå et andet sted hen, og så mister kirken kontakt med sine medlemmer.”